Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige
Så er Indy tilbage – efter 19 år. Pensionsalderen presser sig på, men det mærker vi heldigvis ikke. Tempoet er faktisk skruet op i forhold til den forrige film, vittighederne flyver veloplagt gennem luften, og plottet er om muligt endnu mere fantastisk end i de tidligere eventyr. Jes Nysten
Indiana Jones and The Kingdom of the Crystal Skull - USA 2008 - Instr.: Steven Spielberg - Manus: David Koepp, George Lucas, Jeff Nathanson - Medv.: Harrison Ford (Indiana Jones), Cate Blanchett (Irina Spalko), Karen Allen (Marion Ravenwood), Shia LaBeouf (Mutt Williams), Ray Winstone (George McHale), John Hurt (Professor Oxley), Jim Broadbent (Charles Stanforth), Igor Jijikine (Dovchenko) - 124 min. - Dansk biografpremiere: 22. maj 2008 - Dansk udlejning: UIP -
Tilladt for børn over 11 år
Tjek også Filmz , Filmfuchs , The Guardian , The Observer og IMDb .
Alt eller intet
Indy – nej jeg mener Harrison Ford – udtalte for nyligt i et interview i Vanity Fair, at da han fik hatten på og pisken i hånden, var han på et øjeblik fuldstændig klar over, hvordan dette skulle gøres - på trods af de 19 års pause. Indiana Jones introduceres meget elegant, næsten henkastet i filmen: Vi ser i nærbillede en bildør, der åbnes, en hat falder ud og lander i gruset, hvorefter vi ser en hånd, der samler den op; og derefter ser vi afspejlet i bilens lak en skygge af personen med hatten på, før kameraet vender sig mod – Indy! Mere skal der ikke til end hatten, for at vi er fuldstændig med i eventyret.
Sådanne små elegante og morsomme broderinger er Steven Spielberg mester i. I det hele taget kan man se, at han sammen med Harrison Ford og George Lucas har moret sig med at lave denne film, der foregår i skyggen af den kolde krig i midten af 50’erne. Med alt hvad det indebærer af kommunistforskrækkelse i USA, af ’virkelige’ kommunistiske fjender ledet af overskurken Irina Spalko, en stram og sexet militærkvinde i trikot, der er meget optaget af parapsykologiske fænomener (spillet med fuld kontrol af den altid blændende Cate Blanchett). Vi hører Elvis Presley på lydsporet, og da Indiana Jones første gang bliver præsenteret for den unge Mutt, kommer denne ungersvend kørende på motorcykel og med kasketten på sned – en fuldkommen kopi af ikonet Marlon Brandos introduktion i hans gennembrudsfilm ”The Wild One”. Sådan flyder det over i filmen med hentydninger til andre film, til 50’er fænomener, og til Indiana Jones’ egne tidligere historier. Man fornemmer, at der nu samles op, trådene bliver knyttet sammen, for at markere, at dette er den definitivt sidste film i serien. Det markeres også temmelig direkte ved, at Indy ikke blot finder sammen med Marion igen, den kvinde han efterlod et sted i Nepal i seriens første film, men også må se i øjnene, at den irriterende og alligevel godhjertede Mutt er hans søn…! Han spilles forøvrigt med elegance og selvironi af det fremstormende nye talent Shia LaBoeuf.
Det okkulte har i alle filmene været en vigtig del af plottet, men her kommer det helt op til overfladen. Man kan næsten sige, at Spielberg her knytter tråden mellem Indiana Jones og ’helten’ fra en af hans største succeser: ”E.T.” Om det virker overbevisende er sådan set ligegyldigt, enten køber man hele Indiana Jones-universet, eller også ryger man uvægerligt ind i diverse irriterende rationelle forklaringsproblemer. Men så bør man nok holde sig helt væk fra Indiana Jones!
Jes Nysten
pressebilleder © UIP