Kandidaten

Danmark 2008 – Instr. :  Kasper Barfoed – Manus: Stefan Jaworski – 90 min.

Flere filmfakta og alternative anmeldelser: Scope , CinemaZone , OnFilm og IMDb .

Bliver midlerne helliget af målet?

”Kandidaten” er ikke en politisk thriller, selvom titlen kunne få en til at tro det. Titlen  refererer til, at hovedpersonen er kandidat til at blive partner i et stort advokatfirma. I filmen søger han efter sandheden om, hvem der dræbte hans far. I det spil er der andre, der prøver at hindre ham i at finde sandheden – med midler som pengeafpresning og mordforsøg. 

Fra filmens start aner vi, at hovedpersonens moral er noget flosset,  i hvert fald skyr han ingen midler for at opnå det, han ser som retfærdighed. Det anskueliggøres ved en scene, hvor han instruerer sin klient, en kvinde, i at lyve. Historien er, at hun har dræbt den mand, som har mishandlet hendes datter. Han anser dermed løgnen for nødvendig for at opnå retfærdighed. Heri ligger så også implicit, at filmen ikke mener retfærdighed kan opnås via retssystemet. En pointe, der dog ikke udbygges nærmere.   

Hovedpersonen (og med ham filmen) anser det kun for ret og rimeligt, at han kæmper med alle midler for at finde frem til sandheden om, hvem der dræbte hans far, uanset at de midler han betjener sig af ikke afviger fra de metoder, som skurkene bruger.

Filmen bliver dermed en diskussion af, om midlet helliger et højere og mere retfærdigt mål. I og  med, at ikke alt er som det tager sig ud for hovedpersonen (og tilskuerne) bliver spørgsmålet også, om man er friholdt for ansvar for ens usle gerninger, blot fordi virkeligheden viser sig at være en anden, end den man troede den var. Selvom han selv søger sandheden, går han ikke vejen for at skjule sandheden, at lyve, når sandheden er ham for ubekvem.

Filmen rejser således en række interessante spørgsmål om moral og selvbedrag. Men temaerne bliver aldrig ordentligt belyst. Det skyldes især, at filmen ikke har en afklaret holdning til hovedpersonen. Selvom han handler umoralsk, lægger filmen aldrig afstand til hans handlinger. Filmens afslutning, hvor helten afslører skurken, virker som et postulat, og lægger ikke den afstand til hovedpersonen og de moralsk tvivlsomme handlinger, han tidligere i filmen har begået. Den banale slutning er på den måde med til at forfladige de spørgsmål om moral, som filmen selv har rejst. 

Samtidig må jeg erkende, at den som krimi ikke fungerer specielt godt – den er ikke særlig troværdig. Plottet er mildt sagt hullet. Personer har det med at dukke op og forsvinde efter filmens forgodtbefindende. Når man kender dansk film inden for de seneste år, er det heller ikke nogen stor overraskelse, hvem der er hovedskurken.

Hertil kommer, at filmens stil kan irritere en del. Filmen er hele vejen igennem holdt i mørke, nærmest tintede nuancer, masser af lettere kornede billeder og et evigt håndholdt kamera. Det er ikke nogen nydelse at se på. Filmens hensigt er nok, at det skal være med til at øge spændingen og skabe angst og klaustrofobi hos publikum. Min følelse var irritation og frustration.

De interessante pointer, som filmen rejser, kunne med fordel være udbygget, men bliver tværtimod  udvandet. Den kandiderer kun til at være en god film. Den bliver det aldrig.

Lasse Rasmussen

 
Pressebilleder © SF Film