Lille soldat

Danmark 2008 - Instr.: Annette L. Olesen - Manus: Kim Fupz Aakeson - 100 min.
Trailer >>>

Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , DR Filmland , Filmz , Scope og IMDb . 

Film med stærkt skuespil – og mindre stærk sammenhængskraft

Endnu engang har Annette K. Olesen og Kim Fups givet sig i kast med store komplicerede eksistentielle spørgsmål. Man kan ikke andet end beundre deres konsekvente og seriøse livtag med de ting, som vi andre sjældent orker at beskæftige os med endsige tage stilling til. For dem er kunst noget der skal ruske op, stille spørgsmål, bevæge. Det er også deres mest dystre film til dato, så man håber næsten, at deres næste fælles udspil bliver en overstadig ukompliceret komedie!

Titlen ”Lille soldat” henviser naturligvis til den kendte vrøvle-børnesang, der i filmen citeres flere steder, ikke kun som en ironisk kommentar til hovedpersonens handlinger, men også som en anderledes barsk kommentar til de svigt, som forældre udsætter deres børn for, når de bare spiser dem af med ’sjove børnesange: og bum-bummelum’.

Lotte er vendt hjem fra militærtjeneste i Iraq; to måneder for tidligt, erfarer vi. Tingene derude gik ikke helt, som de skulle. Vi får ikke at vide hvad det er, kun at hun har begået en fatal fejl. Den har godt tag i hende, da hun kommer tilbage, for hun begynder en veritabel selvdestruktion. Ingen er omkring hende til at støtte, og ingen opsøger hun for at få hjælp. Efter to måneders nedtur dukker hendes far, Poul, op, og dette gensyn sætter en dramatisk udvikling i gang, hvor ingen ser ud til at blive vindere, men alle tabere.

Han tilbyder hende et midlertidigt job i sin vognmandsforretning, men det bliver efterhånden mere permanent. Poul er nemlig en god dansk geschæftig forretningsmand. Ved siden af sin vognmandsforretning driver han en alfons-virksomhed med piger, der er kommet hertil fra bl.a. Afrika. Han har sin egen smukke Lily, som har brug for en chauffør, når hun skal på ’arbejde’, men gerne en mand, der også kan gribe ind, hvis kunderne bliver en anelse for opfindsomme og krævende. Men Lotte er jo næsten en mand, i hvert fald en ’soldat’, der har lært at bruge vold, når det er påkrævet. Så hun bliver Lilys faste chauffør og bodyguard. Der opstår efterhånden et særligt fortroligt forhold mellem de to meget forskellige kvinder, der så til gengæld komplicerer Lottes ellers neutrale forhold til sin far Poul, fordi forholdet til Lily for alvor vækker hendes eget forkvaklede datter-far forhold til live; og som ender med at hun i et afmægtigt forsøg på for en gang skyld at gøre noget godt sætter det hele overstyr. Eller gør hun?

Det er som nævnt store og komplicerede spørgsmål, der her rejses. Den hjemvendte soldats isolation og manglende evne til at tilpasse sig en dansk provins-hverdag. Hele spørgsmålet om trafficking, om vore forestillinger om disse kvinder enten som stakkels ofre eller selvstændige, ansvarlige kvinder. Dertil det komplicerede forhold, som Lotte har til som far, men også det ligeså komplicerede forhold Lily nødvendigvis må have til sin datter, hun har efterladt i Nigeria.

Sammenkoblingen af alle disse temaer bliver for kompakt. Det bliver svært at se den naturlige sammenhæng, og fokus tabes. Endnu engang skal det siges, at det er al ære værd, at der tages livtag med disse aldeles vigtige emner, men man føler ikke, at det rigtig lykkes at forløse det, der har ligget skaberne bag filmen på sinde. Der er mange skarpe og stærke scener mellem Lotte og Lily og mellem Lotte og Poul. Scener hvor alt fungerer, det hudløse spil, de mundrette replikker – det hele.

Men det er sammenkædningen af de forskellige elementer, der ikke virker overbevisende, selvom forældre-barn temaet løber som en afgørende tråd gennem filmen.

Jeg mener: Susanne Bier skulle bruge hele filmen ”Brødre” på at belyse den hjemvendte soldats ensomhed og manglende evne til at genetablere de nære forhold; og Lukas Moodysson viede sin film ”Lilja4ever” alene til trafficking.

Filmen kommer således først og fremmest til at leve af stærke enkeltepisoder, hvor der spilles så overbevisende og præcist, takket være Annette K. Olesens utrolige evne til at få skuespillerne til at yde det helt særlige. Finn Nielsen er ganske overrumplende som den snu og kyniske Poul, der et sted langt inde bag facaden også har et hjerte, der banker! Trine Dyrholm leverer – igen, igen – en fornemt kontrolleret og facetteret kæmpepræstation som den følelsesmæssigt ødelagte Lotte, der må kæmpe sine kampe alene, uden andres forståelse eller omsorg og i desperation sætter alt på et bræt. Ingen kan p.t. matche hende på det hvide lærred.

Jes Nysten
   

Pressebilleder © Nordisk Film