Kirke og Film..........................................*
image
Kirke og Films kontingent

Kirke og Film Kontingent

Få adgang til:

- Inspiration til brug af film

- Foredragsholdere

- Studiematerialer om film

- Overblik over månedens

   film i TV

- og meget mere om film

  set i kirkeligt perspektiv



-  for året 2012:
Enkeltpersoner 250 DKK
Kirke/sogne 500 DKK
Andre kollektive 1000 DKK

Kirke og Film:
CVR/SE nr.:
33342330
Bank: Danske Bank
Reg. nr. 3429
Konto nr. 3429 6490 64

Kirke og Film på Facebook
Find os og bliv venner!

Min bror er enebarn

Filmen skildrer forholdet mellem to meget forskellige brødre – ikke mindst i sammenhæng med politik og kvinder – og den gør det med megen humoristisk glød.   Jeanne Dalgaard

Mio fratello è figlio unico - Italien 2007 - Instr.: Daniele Luchetti - Manus: Daniele Luchetti, Antonio Pennacchi, Sandro Petraglia, Stefano Rulli - Medv.: Elio Germano (Accio Benassi), Riccardo Scamarcio (Manrico Benassi), Angela Finocchiaro (Amelia Benassi), Massimo Popolizio (Ettore Benassi),  Alba Rohrwacher (Violetta Benassi), Luca Zingaretti (Mario Nastri), Anna Bonaiuto (Bella Nastri), Diane Fleri (Francesca), Ascanio Celestini (Padre Cavalli), Vittorio Emanuele Propizio  (Accio som barn) - 108 min. - Dansk biografpremiere: 4. april 2008 - Dansk udlejning: Camera - Tilladt for børn over 11 år

Tjek også Arbejderen , CinemaZone og IMDb

 

To brødre – to veje

”Cylinderformet lort”, eller noget i den retning, er oversættelsen af det italienske udtryk ”vaffanculo”, fik vi af vide, da jeg havde italiensk i gymnasiet. Vi fik også af vide, at det var så kraftigt et bandeord, at man skulle anvende det yderst varsomt. I ”Min bror er enebarn” fyger udtrykket om ørerne på filmens karakterer, men det er ikke lutter lort, om man så må sige. Lagkagen består i filmens store humor og (broder)kærlighed.

Mange husker filmen ”The Wave” fra 1981 (baseret på en roman af samme titel), der handler om, hvordan helt almindelige og gennemsnitligt godt begavede elever på en high school lader sig gribe af følelsen af at tilhøre en gruppe, og derfor slår deres individuelle samvittigheder fra – dette som en slags forklaring på fascistiske bevægelsers mulighedsbetingelser i massesamfundet. På flere måder kan ”Min bror er enebarn” træde i stedet for denne gode, men også i stilen noget umoderne, film.



Kort fortalt tager filmen sin begyndelse i 1950’erne og handler om Accio, yngste teenage-søn i familien Benassi, som bor i et faldefærdigt hus i en syditaliensk flække. Accio er ret kvik og temmelig utilpasset. Det berømte og –rygtede italienske temperament rumsterer i hans ranglede krop, i ufredelig samklang med almindeligt pubertetshysteri og en uforløst begavelse. Han forsøger at finde et ståsted ved at tage på præsteseminarium, men må opgive den bastion, da pubertetsdrifterne retter sig mod piger, snarere end mod et kald i den katolske kirkes tjeneste.

Næste step – der er filmens primære linje – er at melde sig under fascisternes faner: Ikke et skridt, Accios familie bifalder, fordi de er arbejdere, og særligt fordi storebroderen, Manrico, leder byens kommunister. Der bliver i den anledning delt ikke så få øretæver ud, som det i øvrigt altid har været tilfældet i Accios familie (men, må man i parentes bemærke, hvis der kan være noget kærligt over måden, sådanne gives, ses det hos familien Benassi). For Accio bliver det ikke nemmere af, at hans bror har succes med stort S hos snart sagt alle kvinder, mens lillebroren må se til fra sidelinjen. De to brødre burde objektivt set hade hinanden. Alligevel lever broderkærligheden sejlivet fra den ene ende af filmspolen til den anden, og da Accio afprøver et tredje ståsted – fra hvilket han i øvrigt også bevæger rastløst videre – siger bror Manrico også, at han hele tiden har vidst, at hans bror ikke var fascist.
Filmens afslutning, som lander engang i 70’erne, skal ikke afsløres, men så meget være sagt: Den overrasker, fordi den uden at bryde med filmens overordnede tematikker om forførende fascisme og broderkærlighed bryder med den lette, legende tone, fortællingen i øvrigt præges af.

Alligevel er det filmens humoristiske glød, der følger med én ud fra biografen, og nød du f.eks. ”Good bye, Lenin!”, vil du også glæde dig over ”Min bror er enebarn”. Et sted i filmen lyder det fra storebror Manrico, at ”Kunst uden solidaritet er masturbation. Solidaritet uden kunst er velgørenhed”. Det er betonfirkantet udtrykt, helt i den kommunistiske ånd, men noget er der alligevel om det, og filmen viser sig med sit fine fokus på solidaritet og (broder)fællesskab som et gedigent stykke filmkunst.

Se i øvrigt filmen med lignelsen om den fortabte søn i baghovedet og leg selv videre med brikkerne.


Jeanne Dalgaard

   

pressebilleder © Camera

Opdateret  23-07-2011 /  af  admin
Leipzig Filmfestival 2011

Leipzig Dokumentar-filmfestival 2011

Arne Kristophersen: På denne festival så man film af meget høj dokumentarisk og kunstnerisk kvalitet. Læs hele rapporten.
Annonce
Riga Filmfestival 2011

Susanne Knudstorp (tv.)

"Kirke og Film"s udsendte skriver:
Det er 25 år siden at den første Arsenals Filmfestival blev holdt i Riga. I år var jeg med som medlem af Interfilmjuryen. Jeg fik set mange film både de Internationale film samt de Baltiske dokumentarfilm. Vi var tre i juryen som skulle finde frem til Interfilmprisen for den bedste Internationale film og den bedste Baltiske dokumentarfilm. Læs mere >>>