Redacted

Redacted – USA 2007 – Instr. og manus: Brian De Palma – 90 min.
Flere fakta og alternative anmeldelser: The Observer , The Sun-Times , Filmz , Scope og IMDb . 

Krigsmodstand i eksperimenterende form

Brian De Palma tilhører den generation af filminstruktører, som dukkede op sidst i 60’erne og begyndelsen af 70’erne – en generation som kunne sin filmhistorie, og som ikke var bange for at vise det. Han er en af de mest virtuose billedmagere, Hollywood har skabt. Der er mange scener fra hans film, man aldrig glemmer. Man glemmer ikke slutningen i ”Carrie” eller trappescenen i ”The Untouchables” for blot at nævne to. Sidstnævnte er en pastiche over en tilsvarende scene i den sovjetiske stumfilm ”Panserkrydseren Potemkin”, og det er rimeligt frækt at overføre den scene til en amerikansk gangsterfilm.

Den filmiske virtuositet, som er hans kendemærke, bruger han på en ret så original og konsekvent vis i ”Redacted”. Her har han taget formen til det ekstreme, men i modsætning til mange tidligere film, har han ikke glemt indholdet. Tværtimod.



Filmen er uden undtagelse en lang række af fingerede dokumentaroptagelser: soldaternes video-dagbøger, franske tv-indslag, billeder fra overvågningskameraer, optagelser fra web-cams og billeder fra live videoer på internettet. Filmen kan dermed ses som et modstykke til sin titel: redacted = redigeret. Ved at fortælle historien via disse optagelser frem for som en almindelig spillefilm udgør den modstykket til den redigerede virkelighed, som man normalt udsættes for. Den er ikke redigeret – den er ægte. Den er selvfølgelig ligeså uægte som enhver spillefilm, men man bruger filmsproget originalt til at sende et budskab om, at dette er den uredigerede virkelighed.
Selvom det er originalt, og selvom det er konsekvent brugt, skal det retfærdigvis siges, at det er noget trættende at se på. Navnlig indledningen forekommer rimelig lang. Ind i mellem savner man, at filmen var fortalt i et almindeligt filmsprog.

Filmens omdrejningspunkt er voldtægten af en 15-årig irakisk pige, en forbrydelse, der begås af amerikanske soldater, som derefter prøver at skjule ugerningen ved at slå hele hendes familie ihjel. Hæren er længe om at tage sagen alvorligt, og den skyldige når aldrig til erkendelse af, at han har handlet forkert.

Filmen er dels et indlæg imod Irak-krigen. Her er filmens budskab, at de amerikanske soldater ikke alene er uønskede i Irak, men også, at de ingen berettigelse har i Irak, for i modsætning til Taleban i Afghanistan er irakerne ikke USA’s fjende. Filmen er dog primært et indlæg mod krig i almindelighed og mod den forråelse, som krigen indebærer for den enkelte soldat. Som følge af de hændelser, soldaterne er udsat for, og som følge af den fjendtlighed, de møder overalt, bliver soldaterne moralsk afstumpede. De kan ikke længere skelne ret fra uret.

Flere af filmens hovedpersoner mener, at krigen kan retfærdiggøre alle former for afskyelige handlinger. En holdning, som filmen klart tager afstand fra. Ifølge filmen er der ingen moralsk forskel på afskyelige ’kriminelle’ handlinger, som begås i krig, og de afskyelige handlinger, som kriminelle begår på hjemme i USA. Filmen lægger afstand til de afstumpede personer og deres handlinger, men frem for alt også til det militære apparat, som forsøger at skjule sandheden.

Filmen budskab er, at den vil afdække sandheden. Derfor har man også valgt at fortælle filmen i et meget dokumentarisk og fragmentarisk billedsprog, som ligger fjernt fra den almindelige glatte Hollywoodfilm. Filmen formår derved at få form og indhold til at gå op i en højere enhed.

Lasse Rasmussen
   

Pressebilleder © Angel Films