Rejsen til Saturn
En animationsfilm, som gerne vil være hip, men som egentlig er utrolig gammeldags og mere grov end sjov. Lasse Rasmussen
Danmark 2008 – Instr.: Kresten Vestbjerg Andersen, Thorbjørn Christoffersen, Craig Frank – 90 min.
Flere fakta og alternative anmeldelser:
Filmz
,
I byen
,
Scope
og
IMDb
.
En blandet fornøjelse
Rejsen til Saturn er baseret på en tegneserie fra 1977. Det er en animationsfilm og en slags opfølger til ”Terkel i knibe”. Den er lavet af de samme folk, og stregen er den samme og meget genkendelig. Det skal siges, at det er flot og upåklageligt lavet.
Filmen handler om en fæl kapitalist, der sender en bemandet mission af sted til Saturn. Med ombord er vor helt, navigatøren, der har snydt sig til sin eksamen for at være i nærheden af sit hjertes udkårne. Han har slet ikke kvalifikationerne til at klare opgaven, men selvfølgelig viser det sig, at han er gjort af det rette stof, når det gælder. Missionen dækker over, at kapitalisten har solgt jorden til skumle diktatorer fra det ydre rum.
Filmen langer ud til højre og venstre, dog specielt til højre med en ikke synderlig smagfuld eller sofistikeret form for humor. Den er grov og plat. En del af løjerne er dog ganske underholdende, men virker noget trættende i længden. Samtidig er den meget latrinær. Bøvser, prutter og tis synes ifølge filmen at udgøre topmålet af morskab. Det er næsten sigende for filmens platte niveau, at øl er det stof, der kan gøre det af med de fjendtlige rumvæsener. Øllet er ikke alene den danske folkesjæl - det er vor redning!
Selvom man har forsøgt at gøre filmen aktuel med referencer til Irak krigen og indvandrer debatten, så hænger den fast i forlæggets typiske 70’er ånd. Satiren er som taget ud af 70’erne. Det skyldes bl.a., at figurerne er hentet fra 70’ernes skab af klicheer: Der er den gammeldags store tykke cigarrygende kapitalist, der fuldstændig har statsministeren i sin hule hånd. Der er den gale militærmand, et portræt der er i fuld overensstemmelse med 68’ernes anti-militære holdning. De fremmede ledes af en diktator, der bringer mindelser om 70’ernes beskrivelse af sydamerikanske diktatorer. Også filmens fascination af bajerdrikkeri synes at passe bedre på fortiden end på nutiden, hvor cafékulturen kan siges at have afløst bodegaen og den gamle, primitive ølkultur.
At den er lavet i 2008 er man dog ikke i tvivl om. Man har indkaldt alt, hvad der kan krybe og gå af nutidens stand-up komikere og andre kendte til at lægge stemmer til de forskellige figurer ( Casper Christensen , Frank Hvam , Ali Kazim , Simon Jul Jørgensen , Iben Hjejle osv.). På den måde bliver filmen et underligt misk-mask mellem 70’er satire tilsat nutidens sprogblomster. Dermed henvender filmen sig både til et mere voksent publikum samtidig med, at den henvender sig til de unge. Spørgsmålet er dog, om den i virkeligheden ikke rammer ved siden af begge grupper. Det mere voksne publikum vil ikke synes om dens latrinære platheder, og det unge publikum vil synes, at filmen er meget fortidig. Det er sjældent klogt at sætte sig mellem to stole!
Lasse Rasmussen
pressebilleder © Nordisk Film/A. Film