The Day the Earth stood still

USA/Canada 2008 – Instr.: Scott Derrickson – Manus: David Scarpa – 103 min.
Trailer >>>

Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , DR-filmland , Filmz , Scope og IMDb. 

Nedtur på den store dag

Hvad nu, hvis...? Det er præmissen for al science-fiction. Hvad nu, hvis en radioaktiv bestråling får et menneske til at blive mindre og mindre eller små dyr til at blive kæmper? Hvad nu, hvis et forhistorisk gigantisk dyr har overlevet i et fjernt hjørne af kloden? Hvad nu, hvis mennesker rejser længere og længere ud i rummet og/eller en ukendt fremtid og møder vore egne ’arvinger’? Og så videre. I litteraturen står Jules Verne og H.G. Wells som et par af de udødelige forfattere til disse fortællinger, hvor populærvidenskab blandes med fantasifulde hypoteser, og deres bøger har været en kolossal inspiration for andre, også for filmskabere.

Hvad nu, hvis vor klode i 2012 får besøg af et mærkeligt og uantasteligt kugleformet rumskib, og hvad nu, hvis det er en gæst fra en fjern, fremmed planet, som er kommet for at redde Jorden fra menneskene? Det er præmissen for science-fiction-filmen ”The Day the Earth stood still”. Den skildrer en menneskehed, ført an af USA’s regering, hvis reaktion på det ukendte er straks at rulle det store militære angrebs-apparat frem, men den viser også enkelte individer, der allerede har eller kan udvikle en anden, ikke-destruktiv side af sig selv. Derfor får menneskene måske endnu en chance af den magtfulde gæst fra det fremmede, Klaatu.

Filmen begynder ganske godt med en prolog, hvor en bjergbestiger i 1920erne møder et rumskib svarende til det, der dukker op i 2012; prologen illustrerer det forhold, at de fremmede har besøgt Jorden over en længere årrække, og at Klaatu måske er eller er modelleret efter den bjergbestiger. I den efterfølgende sekvens bliver videnskabskvinden Helen Benson ’kidnappet’ af de amerikanske myndigheder til et hold, der skal bekæmpe den formodet truende invasion fra rummet. Det er en stort anlagt bulder og brag-sekvens, som giver et indtryk af samfundssystemets kaotiske tilstand og aggressive attitude over for det ukendte. Men efterhånden som filmen skrider frem, fremtræder den mere og mere som en kæde af sådanne enkeltstående stort anlagte scener - og bliver mindre og mindre en sammenhængende, meningsfuld fortælling.

Sidste halvdel er decideret dårligt fortalt. Filmen formår ikke engang at udnytte den situation, som ifølge filmtitlen skulle være et klimaks, på nogen spektakulær måde. Slutningen er en fuser – et forbløffende ingenting. Mange tilskuere vil spørge sig selv, hvad der blev af Klaatus beskytter, kæmperobotten Gort: Skal vi tro, at robotten er blevet til en sværm af metalliske insekter, eller har manuskriptforfatteren bare glemt Gort? Og Klaatu selv? Ikke engang et ordentlig farvel er det blevet til.

Nogle hæfter sig ved, at ”The Day the Earth stood still” er et øko-politisk partsindlæg, og ansatserne findes vitterligt, bl.a. i ordene: ”Hvis Jorden dør, dør menneskene. Hvis menneskene dør, overlever Jorden.”  Et andet sted i filmen siger Klaatu: ”I behandler Jorden ligeså dårligt, som I behandler hinanden.” Men filmen viser det ikke, og det er da inkonsekvent, at et budskab som det skal underforstås, mens andet, mindre vigtigt fylder op.

Alle disse negative bemærkninger om filmen skyldes undertegnede frustration over, at det, der kunne være blevet så godt og stort, ikke er blevet det. Tilbage står scener og øjeblikke, som i sig selv gør et positivt indtryk, og ikke mindst en forrygende præstation af Keanu Reeves som Klaatu: Reeves formår at skabe en markant ’fremmed’ skikkelse med helt minimale midler. Ved siden af ham gør både Jennifer Connelly som videnskabskvinden og John Cleese som hendes mentor fyldest, uden at man oplever dem som uerstattelige. Kathy Bates overrasker positivt i rollen som USA's forsvarsminister – en kvinde, der faktisk bliver klogere i begivenhedernes løb.

Min frustration over filmen deles nok ikke af yngre filmtilskuere: Her opleves snarere en frustration over, at filmens ’special effects’ ikke er mere prangende og spektakulære. I den retning bliver filmen offer for den almindelige ’special effects’ inflation: Digitalt kan alt lade sig gøre, og måske er der simpelt hen ikke længere noget, der kan imponere os i den retning. Mit håb er så, at vi – både tilskuere og branche – kunne genvinde lysten til ’den gode historie’.

Når det gælder ”The Day the Earth stood still” og den ‘gode historie’, der er blevet væk i denne film, har vi ikke blot mine ’sure opstød’ som argument, men også det positive bevis, at historien faktisk er blevet forløst på bedste måde, nemlig i en filmudgave fra 1951 med samme titel. Det er en sort-hvid film, og de manglende farver kan ligesom de nutidigt set primitive effekter spærre for en god filmoplevelse hos unge tilskuere. Til gengæld fortæller instruktør Robert Wise og manuskript-forfatter Edmund H. North på meget kompetent vis en ’god historie’, en sammenhængende og meningsfuld beretning, hvor alt går op i en højere enhed.

”The Day the Earth stoods still” har i ur-versionen ikke blot et kontroversielt, fredsbudskab ind i datidens til tider hysteriske koldkrigsatmosfære, men også et præcist universelt-kristent budskab via Kristus-symbolikken i Klaatu, en frelserfigur, der går blandt almindelige mennesker under efternavnet Carpenter, og som dør og opstår. I 1951-udgaven har menneskene frelse behov, og der er kun én vej til den, lydighed, men i 2008-filmen er det religiøse budskab i værste moderne forstand ’afbalanceret’ mellem kristent og ikke-kristent, for godt nok bliver den fremmede (gen-)født som et menneske og helbreder mennesker omkring sig, men den fremmede dør ikke selv og skal sågar lære noget om menneskenes gode sider, og i øvrigt ses menneskers død som en del af universets ’forvandling’.

Bo Torp Pedersen

pressebilleder © 20th Century Fox

P.S. “The Day the Earth stood still” (1951) kan købes på DVD hos Amazon – vælg Special Edition!