The Happening
I instruktøren
M. Night Shyamalan
s univers er intet, som det ser ud til. Der er hele tiden denne utryghed til stede: Hvad er det dog, der er på færde? Hvad vil der ske nu? Problemet med dette hans nyeste mareridtsagtige dommedagsscenario er, at det hele bliver så luftigt, at det bogstavelig talt blæser bort i vinden, selv om sigtet med filmen er sympatisk nok. Jes Nysten
USA/India 2008 - Instr. og manus: M. Night Shyamalan - Medv.: Mark Wahlberg (Elliot Moore), Zooey Deschanel (Alma Moore), Ashlyn Sanchez (Jess), John Leguizamo (Julian), Spencer Breslin (Josh), Betty Buckley (Mrs. Jones), Tony Devon (Simon), Robert Bailey Jr. (Jared), Alan Ruck (forstander) - 91 min. - Dansk biografpremiere: 13. juni 2008 - Dansk udlejning: Fox - Tilladt for børn over 15 år
Tjek også
Critic
,
Filmering
,
The Observer
og
IMDb
.
Når naturen slår igen
Det lyder igen og igen i nyhedsudsendelserne, at der er krise indenfor biavler-kredse. Der er en voldsom reduktion i bi-bestanden i år. Det er øjensynlig en mystisk sygdom, der har ramt disse livsnødvendige små væsener denne sommer.

Med denne aktuelle oplysning i baghovedet, spidser man unægtelig både øren og øjne, da følgende citat dukker op forholdsvis tidligt i denne film: ”Hvis bierne forsvinder fra jordens overflade, vil mennesket ikke have mere end fire år at leve i.” Citatet står hen over tavlen i det auditorium, hvor læreren Elliot Moore underviser. Citatet er underskrevet Albert Einstein, og Elliot forsøger at få sine sløve elever til at komme med videnskabeligt holdbare teorier om, hvorfor bierne forsvinder. Men da han selv på et tidspunkt må konkludere, at der sker ting, som vi ikke har nogen rationel forklaring på, fornemmer vi, at noget meget mystisk er på vej i filmen. (Blot til orientering: citatet er ikke af Einstein; men er ikke desto mindre en manende advarsel!)
Vi har da også lige været vidne til, hvordan mennesker i New York pludselig og uden påviselig grund tager livet af sig selv på de mest spektakulære måder. Noget grusomt er trængt helt ind i menneskenes sind, og det breder sig med lynets hast hen over USA’s vidtstrakte kontinent. Elliot og flere med ham må flygte, men hvorhen; og fra hvad?
Der er ingen tvivl om, at filmen sætter billeder på flere af vore fælles bekymringer og skrækscenarier, når vi igen og igen konfronteres med rapporter om naturens ynkelige tilstand. Tanken om, at ’den slår igen’ ligger lige for. Filmen giver sig god tid til sådanne funderinger. Menneskene i filmen agerer med påfaldende ro og tænksomhed – dette er ikke en hårdtpumpet og hysterisk skræk-film, men en moderne lignelse.
Jeg er sikker på, at mange vil finde filmen banal og bastant i sit sigte, og man kan da også synes, at den er lovlig luftig i al sin tænksomhed, men M. Night Shyamalan har ramt et emne og fortæller i en tone, der bestemt skal være plads til i filmudbuddet her i 2008.
Jes Nysten
Pressebilleder © Fox