There will be Blood
En mørk og grum film om, hvordan grådighed og rigdom forvandler en håbefuld guldgraver som menneske. Arne Kristophersen
USA 2007 - Instr. og manus: Paul Thomas Anderson efter roman af Upton Sinclair - Medv.: Daniel Day-Lewis (Plainview), Paul Dano (Eli Sunday), Kevin J. O'Connor (Henry), Ciarán Hinds (Fletcher), Dillon Freasier (H.W.), Mary Elizabeth Barrett (Fannie Clark), Colleen Foy (Mary Sunday som voksen) - 158 min. - Dansk biografpremiere: 22. februar 2008 - Dansk udlejning: Buena Vista - Tilladt for børn over 15 år
Tjek også The Observer , Christianity Today og IMDb .
Rigdom og hensynsløshed
Daniel Plainview er en begavet, stædig sølvgraver, der drømmer om rigdom. Da han får et tip om olie i en lille californisk by, drager han af sted med sin lille søn H.W. for at prøve lykken, og der er ganske rigtigt olie - masser af olie. Plainview får på kort tid skabt sig en gigantisk formue, men han bliver samtidig mere og mere hensynsløs, og det får tragiske følger for familierelationerne.
I de allerførste scener ser man Plainview som den ihærdige, stædige sølvgraver, der lever livet farligt for at nå sine mål. Da han får færten af olien, drager han af sted med sin lille adoptivsøn ”i bagagen”, og selv om de er bundet sammen af et stærkt bånd, ser man kun få steder i filmens løb direkte udtryk for far-søn kærlighed.
Plainview begiver sig ud i olie-eventyret med en stædighed og grådighed, der gør ham kynisk og hensynsløs. Han arbejder, han snyder og bedrager, han bruger psykisk og fysisk vold – ja endog mord for at forcere alle forhindringer og få oliestrømmen til at flyde. Han ofrer alt for sin drøm om at blive rig, men konsekvenserne af den hensynsløse fremfærd er for ham selv uigennemskuelige og rigdommen synes at være meningsløs, da den kun afstedkommer mere ensomhed og tomhed. Plainview fremstår filmen igennem som et hårdhjertet – og egentlig ”stakkels” menneske med sin umættelige hævntørst, sin ensomhed, livslede, bundløse kynisme og ikke mindst foragt for mennesker og Gud.
Vækkelsesprædikanten fra ”den 3. åbenbarings kirke” Eli Sunday sælger på den californiske landsbys og sin menigheds vegne jord til Plainview for småpenge – og bliver grusomt snydt. Senere i forløbet, da Plainview har forårsaget megen ødelæggelse i den lille by, lykkes det ”prædikanten” at få Plainview til at bekende sin synd foran menigheden. I hvert fald foregiver han at bekende sin synd, men det ændrer ikke på hans ydre adfærd.
Plainviews adoptivsøn mister som barn hørelsen i forbindelse med et uheld, da en oliekilde springer. Det vil trods gentagne forsøg ikke lykkes at få ham helbredt. Sønnen har dog trods sin døvhed forstået noget af, hvad det handler om i oliebranchen. Da han bliver voksen bryder han med faderen for at give sig i kast med sin egen olievirksomhed.
Paul Thomas Anderson har skabt en film, hvor historien er fortalt med stor realisme og troværdighed. Ja, bare billedsiden med fremragende naturkulisser og troværdig scenografi fortæller historien, så vi ligesom Plainviews døve søn ville forstå, hvad det handler om, bare med billeder uden lyd.
’There Will Be Blood’ er en mørk og grum film om hvorledes grådighed og et sort hjerte kan ødelægge alt, hvad der omgiver det. Det er en stille fortalt film med få voldssekvenser, der til gengæld forstærkes ved at komme pludseligt og voldsomt. Filmen udtrykker ikke megen optimisme i forhold til værdier som fællesskab, håb, forsoniong/forløsning og kærlighed.
Arne Kristophersen
Pressebilleder © Buena Vista