Things we lost in the Fire

USA/GB 2007 - Instr.: Susanne Bier - Manus: Allan Loeb - Medv.: Halle Berry (Audrey Burke), Benicio Del Toro (Jerry Sunborne), David Duchovny (Brian Burke), Alexis Llewellyn (Harper Burke), Micah Berry (Dory Burke), John Carroll Lynch (Howard Glassman), Alison Lohman (Kelly), Robin Weigert (Brenda), Omar Benson Miller (Neal), Paula Newsome (Diane), Sarah Dubrovsky (Spring), Maureen Thomas (Ginnie Burke, bedstemor), Patricia Harras (Howards kone),

Caroline Field (Teresa Haddock) - 118 min. - Dansk biografpremiere: 18. januar 2008 - Dansk udlejning: UIP - Tilladt for børn over 11 år

Tjek også CinemaZone , Variety og IMDb .  

Liv med nærvær og håb

”Things we lost in the Fire” er en bevægende påmindelse om at acceptere de gode ting i tilværelsen – ”accept the good things”, som det hedder i filmen. En familiefar rives pludselig bort, og tilbage står en enlig mor med to børn. At bede en narkoman om at flytte ind i garagen er måske ikke den mest oplagte reaktion, men den danske instruktør Susanne Bier får det til at hænge sammen.
 

Halle Berry spiler enken og moderen Audrey, mens Benicio del Toro spiller faderens barndomsven Jerry Sunborne, nu narkoman. Det er de to egentlige hovedkarakterer i filmen, som dog også drives frem af en række fine biroller, hvor den 6-årige søn Dory, spillet af Micha Berry, udmærker sig. Tillige må nævnes de to nærmest engle-agtige karakterer, den forhenværende narkoman Kelly, spillet af Alison Lohman, og rigmandsnaboen Howard Glassman, spillet af John Caroll Lynch. Særligt disse to minder publikum om, hvordan man med ganske lidt omsorg og nærvær kan gøre en stor forskel for de mennesker, der mere eller mindre tilfældigt krydser tilværelsens veje og vildveje.

I det hele taget er filmens nøgleord ’nærvær’. Audrey har mistet sin elskedes nærvær, og Jerry har mistet vennens nærvær: Den eneste, der aldrig opgav mennesket i narkomanen, selv om narkomanen havde taget skridtet ud over afgrunden. Selv kapsler de sig inde, den ene i sin fornægtelse af, hvad der er sket, den anden i stofferne. Publikum fornemmer hurtigt, at den nu handler om, hvordan de kan få kaldt hinanden ud i den smertefulde virkelighed igen. Dér, hvor der også er ’good things’, hvis man accepterer dem. På skrift lyder plottet klichéfyldt, og man frygter et urealistisk scenario, hvor en ’clean’ narkoman alt for nemt skal overtage mandens og faderens rolle i huset. Derfor anbefales filmen hermed, for den skal ses på lærredet, hvor klichéerne langt hen ad vejen står for fald.

Da filmen sluttede, sagde en ældre dame i sædet ved siden af mig: - Jeg havde aldrig forestillet mig, at det var så slemt at være narkoman. ”Things we lost in the Fire” er mødet mellem den skotske narkomanfilm ”Trainspotting” (1996) og det bedste i nyere dansk filmtradition: Vi får både noget, der for en udenforstående virker som et troværdigt indblik i narkomanens liv, og samtidig efterlades vi med håb for det liv og nærvær, der udspiller sig mellem mennesker. Det er en af de film, hvor man går ud af biografen lidt mere besluttet på at være nærværende i forhold til sine medmennesker, så længe man har dem. Ganske evangelisk, faktisk.

Jeanne Dalgaard

pressebillede © UIP