Vicky Cristina Barcelona
Efter et par afstikkere ind i forbrydelsens element er Woody Allen tilbage i sit gamle element: kærligheden. Men hvilken tilbagekomst! Jørgen Lund
USA 2008 – Instr. & manus: Woody Allen – 98 min.
Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , Critic , Filmering , Filmz , Scope og IMDb .
Komedie, som er klog på livet
Hele den opstrammede fortælleteknik fra ”Match Point” og ”Cassandra’s Dream” er ført med over i den nye film. Som en ’story-teller’ af H.C.Andersen’ske eller Lagerlöf’ske dimensioner begynder Woody Allen sin film med, at en fortællerstemme præciserer situationen på ganske få øjeblikke, så man forstår, hvorfor personerne må handle som de gør i resten af filmen.
New Yorkerpigerne Vicky og Christina har planlagt at tilbringe sommeren sammen i Barcelona, og det gør de! De forelsker sig i den samme mand, som til gengæld også elsker dem begge to på én gang. Så er der mandens bortløbne, suicidale hustru og Vickys tilløbende forlovede. Midt i det hele vokser der en kærlighed op mellem Cristina og den bortløbne, nu tilbagevendte hustru. Da sommeren går på hæld, er alle kombinationer gennemspillet, og Vicky og Cristina kan returnere til New York som oprindelig planlagt.
Udefra betragtet er vi tilbage i udgangspunktet bortset fra en sommers romantiske oplevelser, og manuskriptet er også både banalt og forudsigeligt. Det værste er, at vi har set historien så mange gange før: Om piger, der tør, henholdsvis ikke tør, forfølge den store kærlighed – lige fra Jane Austen og frem. Men Woody Allen kan altså noget, der gør ham til en af vor tids største fortællere. Måske er det evnen til at vise os, at der i ethvert menneskeliv er to, tre dage, der afgør, hvordan alle de andre dage bliver. Måske er det evnen til at instruere skuespillerne til at sige deres ret banale replikker, så vi følger åndeløst med. I hvert fald åbner han blikket for, at der ikke er noget der hedder almindelige liv. Hvert eneste almindelige menneskeliv er sit eget drama med sine egne højdepunkter og tilbageslag.
Det kan godt være, at filmen har været hurtig at lave. Den har sikkert heller ikke kostet ret mange penge. Men det er film, når det er bedst: Man tror så meget på det, man ser, at det er som om det er livet selv, der er henne og røre ved dig.
Nogle tåbelige voksne havde taget en 12 års pige med i biografen. Det får mig til at sige, hvad der ellers siger sig selv: At der naturligvis ikke kan undervises i noget som helst med denne film. Den er kun for folk, der er så prøvede, at livet selv har lært dem lektien. De burde til gengæld have lov at komme gratis ind. Men gå ind, selvom du skal betale. Filmen er mange gange billetprisen værd.
Jørgen Lund
pressebilleder © Scanbox