W.

USA 2008 – Instr.: Oliver Stone – Manus: Stanley Weiser – 190 min. – Trailer >>>

Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , Filmz , Los Angeles Times , Scope og IMDb .  

Præsidenten, faderen og krigen

Når man ser ”W.” savner man noget af den dynamik og intensitet, der plejer at kendetegne en Oliver Stone-film. Filmen er langt mere afdæmpet end mange af hans andre film. Det betyder dog ikke, at den hverken i sin form eller i sin tematik er atypisk for Stone. Som filmens titel klart siger, er der tale om en biografisk film om George W. Bush. Vi følger ham fra hans tidlige ungdom, hans tvivlsomme akademiske karriere, hans drukture, hans genfødsel som kristen og hans politiske sejre. Scenerne med en ung George Bush er noget larmende og trættende og præget af overspil. Samlet set er det dog et helstøbt portræt, filmen byder på.

Skildringen af George W. Bush tolker hans personlighed udelukkende som en reaktion på og en anglen efter respekt og kærlighed fra faderen – en far, som altid er meget fraværende, og som ser et større lys i Georges lillebror Jeb end i George. Da George W. bliver guvernør i Texas, er faderen ikke glad på hans vegne. Han er kun ked af, at Jeb tabte kampen om guvernørposten i Florida. Også George W. Bush’ politiske handlinger ses som en reaktion på faderen. Det er således vigtigt for ham at få gjort Irak krigen færdig ved at fjerne Saddam Hussein. Hermed begiver han sig ud i sin karrieres nok største fejltagelse, godt sekunderet af dårlige rådgivere.

Skildringen af den ældre Bush er dobbelt. På det personlige plan skildres han som en fiasko, mens han som politiker har det kølige overblik, der er nødvendigt for en præsident. Som figuren siger et sted i filmen, skal en politiker handle uafhængigt af sine følelser. Det gør Bush Jr. ikke. Hans handlinger er bestemt af følelser i stedet for en intellektuel forståelse for problemerne. Bush Sr. er meget imod juniors håndtering af Irak-krigen. Til gengæld har Junior en større forståelse for religionens betydning for det amerikanske folk, end den gamle Bush havde.

Irak-krigen er ikke alene det centrale element i George W. Bush’ politiske liv; det er også det centrale i filmen. Faktisk kan man sige, at filmen i lige så høj grad handler om Irak-krigen som om George Bush. Dermed passer den også tematisk sammen med mange af de andre film, som Oliver Stone har lavet. Udgangspunktet er det samme: Krig er en fejltagelse og bør for alt i verden undgås – et synspunkt, man kun kan have sympati for.

Fejlen for krigen ligger ifølge filmen ikke hos George Bush, men derimod hos rådgiverne, anført af forsvarsminister Donald Rumsfeld, som slet ikke er sin opgave voksen. Vicepræsident Cheney er fuldstændig besat af tanken om, at det vigtigste er at sikre olieleverancerne; han er ikke optaget af, hvordan amerikanerne kommer ud af Irak. USA skal blive der for at sikre billig olie. Filmen giver altså et meget negativt billede af Bush’ rådgivere. De er uduelige og ligger i indbyrdes stridigheder. Disse stridigheder og interne konflikter ses også som årsagen til, at Bush ikke får at vide, at Saddam faktisk ikke har masseødelæggelsesvåben, og dermed påbegyndes krigen mod Iraks diktator på et fejlagtigt grundlag. 

Pudsigt er det at se skildringen af Condoleezza Rice. Hun er skildret som en lille skolepige, der hele tiden fedter for chefen, og som aldrig har en selvstændig mening, men udelukkende er travlt optaget af at behage George Bush. Hun er uselvstændig og en utrolig inkompetent rådgiver, der intet har forstået om krig og dets væsen. Nærmest latterliggjort er fremstillingen af Karl Rove, Bush’ politiske rådgiver. Over for dem står Colin Powell, den eneste af Bush’ rådgivere, der selv er militærmand, og den eneste, der skildres positivt; han har forstået krigens væsen. Dermed lægger filmen sig også i forlængelse af flere Stone-film, hvor pointen er, at beslutning om krig ikke bør overlades til personer, der ikke selv har været i krig - et tema, Oliver Stone tit vender tilbage til i sine film.

Lasse Rasmussen
 

pressebilleder © Nordisk Film