Årets bedste film

Vi har aldrig brugt ’ratings’ her på siden, når vi anmeldte film - af gode grunde. Det giver ikke mening at hæfte stjerner på film, for det ville kræve, at der herskede en konsensus om, hvad der er værd at bedømme ved en film. Der gør der ikke, ikke engang hos den enkelte filmanmelder. Nogle gange er det f. eks. først og fremmest skuespilpræstationerne, der har gjort indtryk; nogle gange har det været en blændende visuel opfindsomhed; nogle gange har en stærk og gribende historie været en films stærkeste kort.

Så hvis en sådan ’rating’ skulle give mening, så måtte hver stjerne, der blev givet, være klart defineret. Men det er jo ikke muligt. Hvordan skal man også kunne sammenligne f. eks. “Antichrist” og “Hannahs valg”? Det er to ’gode’ film men vidt forskellige, både i genre, plot og udførelse. Er den ene bedre end den anden? Hvis den ene skal have tre stjerner, skal den anden så have fire eller måske fem stjerner?

Det betyder naturligvis ikke, at det ikke er muligt at vurdere film og at adskille gode film fra dårlige film, men det kræver, at anmelderen argumenterer for sine vurderinger, hvilket kræver lidt plads - mere end blot de tre linjer og de famøse stjerner, som desværre har invaderet dagbladene.

Jeg skal i det følgende sætte et par ord på min egen liste over gode film fra året, der er gået. Selve anmeldelserne er at finde i arkivet her på siden.

Først skal det understreges, at der kom mange gode film frem i løbet af 2009 - både udenlandske og danske. Når det gælder de udenlandske, falder særligt fire film i øjnene:

The Reader om Michael, der gennem mødet med den ældre og mystiske Hanna bliver stillet overfor nogle moralske og personlige konflikter, der forfølger ham gennem hele livet. Endnu engang stråler Kate Winslet i rollen som Hanna, og filmen er oplagt til en filmaften: Der er mange vigtige problemstillinger, som rejses her.

Away We Go: Der kom to film af den engelske instruktør Sam Mendes i løbet af året: Først ”Revolutionary Road”, hvor Leonardo DiCaprio og Kate Winslet (fru Mendes!) forenedes for første gang siden “Titanic”. Men jeg vil fremhæve “Away we go”. Mendes har et særligt (kritisk!?) blik for den amerikanske middelklasses sære livsformer, og i denne film følger vi et ungt par, der er parat til at tage livet - sammen - i besiddelse. Filmen udfolder sig som en varm og eftertænksom beskrivelse af tosomhedens glæder og udfordringer.

Hannahs valg: Filmen er et semi-dokumentarisk stærkt kritisk indlæg i debatten om retfærdighed og medmenneskelighed. Med udgangspunkt i en sag ved Menneskerettighedsdomstolen i Haag oplever vi to kvinders seje og modige kamp for anstændighed og ærlighed - midt i et ikke særlig kønt politisk og juridisk spilfægteri.

Waltz with Bashir: En forunderlig filmoplevelse. Selve formen er en sær sammenblanding: en dokumentarfilm lavet som en tegnefilm! Men denne genreblanding fungerer ikke desto mindre fremragende som ramme om en gribende historie om personligt mod og moralsk selvransagelse: En ældre israelsk soldat prøver gennem samtaler at genkalde sig - og komme til rette med - dengang han var til stede ved massakren i flygtningelejrene Sabra og Shatila i Libanon i 1982.

Når det gælder de danske, vil jeg fremhæve fem film:

Kærestesorger af Nils Malmros: Filmen er endnu et nedslag i Malmros’ efterhånden lange erindringsrejse, denne gang til gymnasietiden i Viborg. Det er ikke tilfældigt, at Proust’s “På sporet af den tabte tid” får en central rolle i filmen! Filmen har afgjorde Malmros-kvaliteter, og særlig interessant er det fascinerende portræt af Agnete, filmens mest helstøbte karakter.

Sorte kugler af Anders Matthesen: Som en naturlig fortsættelse af sine standup-forestillinger er denne film Matthesens debut som instruktør en moralsk opsang til hr. og fru Danmark. Formen er en morsom og velturneret fabel om en mands lange, men nødvendige vandring frem mod lidt almindelig menneskelighed og sund fornuft! Der lægges ikke fingre imellem, men morsomt og tænksomt er det.

Vanvittig forelsket af Morten Giese: Filmen skal her fremhæves for det stærke og ikke mindst stærkt spillede portræt af et ungt skrøbeligt musiktalent, der fanges i et personligt mareridt mellem ambitioner og kærlighed. Den unge skuespiller Cyron Melville folder for alvor sit talent ud i dette portræt.

Applaus af Martin Zandvliet: På mange måder er temaet i denne film den samme som i den foregående: forholdet mellem karriere og privatliv. Her er det også særligt beskrivelsen af hovedpersonen Thea, en feteret skuespiller, men en katastrofe som kone og mor, der fænger. Ikke mindst på grund af Paprika Steens kompromisløse fremstilling.

Antichrist af Lars von Trier: Det lader sig ikke gøre at lave en liste over vigtige film fra 2009 uden at medtage denne! Ikke blot fordi den er af von Trier; eller fordi den vel er den mest diskuterede af årets film. Men fordi den er dybt fascinerende, foruroligende, mangetydig, provokerende - fortsæt selv med flere betegnelser. Her står vi virkelig overfor en film, hvor det virkelig bliver svært at definere: Hvad er en ’god’ film?!