Appaloosa
En meget genre- og selvbevidst western, som mangler nerve og engagement. Lasse Rasmussen
USA 2008 – Instr.: Ed Harris – Manus: Robert Knott og Ed Harris – 114 min. – Trailer
>>>
Flere filmfakta og alternative anmeldelser:
CinemaZone
,
Los Angeles Times
,
Scope
,
IMDb
– og
Christianity Today
(med gode spørgsmål til drøftelse eller overvejelse).
Western for westernfilmens skyld
Ed Harris er én de seneste års mest talentfulde og samtidig mest spændende amerikanske skuespillere. Spændende fordi han er i stand til at spille mange forskellige rolletyper lige overbevisende. Han kan spille den traditionelle action-helt som i ”The Right Stuff”, den bløde mand i ”Stepmom”, den martrede kunstner i ”Pollock”, den rablende psykopat i ”Just Cause”, den iskolde morder i ”A History of Violence”, bare for at nævne en lille vifte af hans mange roller.
Han debuterede som instruktør med ”Pollock” om den amerikanske maler Jackson Pollock, et spændende og fascinerende portræt af en kunstner, der var på kant med sine omgivelser og med sig selv.
”Appaloosa” er hans anden film som instruktør, ligeledes med ham selv i hovedrollen. Men ikke nok med det, han er også medforfatter og medproducent på filmen. Herudover synger han en af filmens sange!
Filmen er en western om to gunmen, som har gjort det til deres levebrød at sikre lov og orden i småbyer. Når ordenen er genoprettet, rider de videre til næste by. En dag bliver de hyret af byens rigmænd til at sikre lov og orden i en lille flække. De skal primært sikre indbyggerne mod overgreb fra egnens store ranchejer, der skaber sine egne love, og som ikke vil acceptere tidernes skiften. Rollen spilles af Jeremy Irons, som er et bizart og helt forkert valg til rollen som feudal ranch ejer.
De to gunmens kammeratskab bliver sat på prøve, da Ed Harris figuren forelsker sig i en lokal pige – en pige som har en dannelse og kulturel baggrund, som han ikke tidligere har mødt. Filmen stiller hermed hovedpersonen overfor et valg mellem det frie liv eller civilisationen, som pigen repræsenterer. Han vælger civilisationen/kulturen frem for friheden og det selvstændige liv. Han vælger samtidig kærligheden frem for kammeratskabet.
Den kvindelige hovedrolle er nok filmens mest spændende figur. Det skyldes, at hun er skildret som en person med en meget tvivlsom moral: Hun handler hele filmen igennem meget egoistisk. Dette er Harris-figuren bevidst om, men vælger alligevel at blive sammen med hende.
Filmens store problem er, at det en meget genrebe
vidst western: Den forholder sig så bevidst til westerngenrens ydre kendetegn, at historien og meningen går tabt. Det bliver til en selvbevidst og kedelig udstilling af genrens elementer og myter, uden at man på noget tidspunkt bliver dybt engageret i handlingen. Filmen er dermed desværre blevet form uden indhold, helt modsat den klassiske western, som formåede at kombinere en spændende fortalt historie med en udbytterig tematik.
Lasse Rasmussen
pressebilleder © SF Film