Away we go
En varm, morsom og eftertænksom film om tosomhedens glæder og ikke mindst udfordringer. Ja, filmen er måske først og fremmest en studie i, hvordan familielivet ikke bør udfolde sig! Jes Nysten
USA-GB 2009 – Instr.: Sam Mendes – Manus: Dave Eggers, Vendelea Vida – 98 min. – Trailer
>>>
Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , IMDb , Los Angeles Times , Scope – og Christianity Today med spørgsmål til drøftelse.
Den svære forældrerolle
Den engelske instruktør Sam Mendes er igen på opdagelse i den amerikanske middelklasses noget kaotiske familieliv. Men han kigger ikke bare på. Han gør sig ikke lystig over ’the american way of life’. I tidligere film som ”American Beauty” og ”Revolutionary Road” og nu ”Away we go” optræder der ganske vist nogle hårdt optrukne typer grænsende til karikaturer, men sigtet er trods alt at formidle billedet af ganske almindelige mennesker, der forsøger ihærdigt – om end noget famlende – at leve et normalt og anstændigt liv med hinanden, og et sådant forsøg er trods alt ikke forbeholdt dem ’over there’.
Filmen fokuserer på det unge, gennemsympatiske par, Burt og Verona, der midt i deres ubekymrede og ustrukturerede samliv opdager, at Verona er gravid. Fint nok, for de bor jo godt. Selvom de er langt fra venner, så er de tæt på Burts forældre. Det er trygt og godt, for Verona har mistet begge sine forældre, så hans familie er deres familie. Men et par måneder før Verona skal føde, afslører Burts forældre, at de flytter til Europa, til Belgien! Nu står det kommende forældrepar alene, uden familie omkring sig i et nedslidt hus i Colorado. Så de beslutter sig for at flytte. Men hvorhen?
Herfra udvikler filmen sig til en ’roadmovie’, for de to drager nu ud på en ’opdagelsesrejse’: Fra stat til stat drager de rundt for at besøge venner og søskende; dels for at se, hvordan de klarer opgaven at være forældre; dels for at finde det sted, hvor de selv kan slå sig ned med deres kommende barn. Med stadig stigende undren oplever de forskellige lidet opbyggelige familiescenarier, der er på nippet til at tage modet fra dem. Flere gange i filmen siger de til hinanden med usikker stemme: ”Er vi parate til dette?”, ”Vil vi blive gode forældre?”.
Filmen er gennemsympatisk i sit sigte: at tegne et portræt af et kommende forældrepar, der åbnet og ærligt kæmper for at være parat til det nye liv, som ligger lige foran dem. Spillet mellem de to, Burt og Verona, er smukt og intelligent, og spilles med finesse og varm humor af de forholdsvis ukendte John Krasinski og Maya Rudolph. Vi kommer virkelig til at holde af dem - og med dem - i deres kamp for anstændighed og normalitet midt i en verden, der tegner kaotisk og børnefjendsk.
Det er så også her, filmen er på nippet til at tippe. For næsten alle de par eller enkeltpersoner, de møder, bliver tegnet en anelse for karikeret. Ingen tvivl om, at skuespillerne har nydt at skeje ud i disse besynderlige udgaver af dysfunktionelle familier, men kontrasten mellem disse folk og de sympatiske, velovervejede og hjertevarme Burt og Verona bliver simpelthen for markeret.
Jeg synes dog, at man bør tage disse overdrivelser med i købet, for filmens grundtema – den svære forældrerolle – og filmens hovedpersoner løfter afgjort filmen og gør den aldeles seværdig.
Jes Nysten
Pressebilleder © SF Film