Citronlunden

Etz limon – Israel 2008 – Instr.: Eran Riklis – 106 min. – Trailer >>>   

Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CineFacts , CinemaZone , IMDb , Kino , MovieMaze og Scope .  

Ensomhed og grænser

Det er anden gang, at den israelske instruktør Eran Riklis og hans med-manuskriptforfatter Saha Arraf tager problemet med grænser op på baggrund af virkelige begivenheder. Sidste gang var i 2004 med ”Den syriske Brud”, hvor den hvidklædte brud på absurd vis måtte gå fra Herodes til Pilatus i ingenmandslandet mellem to grænseovergange. ”Citronlunden” har trods flere komiske og ironiske scener et mere tragisk tilsnit - her er ingen vindere, kun tabere.

Eran Riklis har selv udtalt, at det er en historie om ensomhed fortalt via to kvinders skæbne. De to kvinder er den palæstinensiske Salma, enke og ejer af en citronlund, og Mira, den israelske forsvarsministers kone, der flytter ind i en nybygget luksusvilla ved siden af. Citronlunden udgør pludselig en sikkerhedsrisiko og forlanges fjernet. De to kvinder adskilles af et hegn - de kan se hinanden, men ikke tale sammen. De er begge fanger. Det samme gælder deres mænd og de samfund, de er en del af.

Konflikten er reel og velkendt, og filmen er fra især israelsk side rost for at forsøge at tage parti for begge parter, fordele sol og vind lige og vise Israel som et demokratisk samfund: Får Salma måske ikke lov at føre sin sag helt op til Højesteret? Men filmens slutning modsiger dette. En kun tilsyneladende salomonisk dom får en til at tænke på det palæstinensiske slogan: eksistens først, så sam-eksistens.

Filmen er uhyre velegnet som debatoplæg i en kristen sammenhæng. Vi får ikke blot belyst den aktuelle konflikt med mange fine og realistiske detaljer. Filmen stiller os overfor det samme spørgsmål som kong Salomon: Hvem har retten til barnet/landet? Den, der elsker, eller…? Ved at koncentrere den store konflikt til en lille konflikt om nogle træer formår filmen at gøre historien almengyldig. Den kan ses som et billede på enhver nabostrid, hvor parterne i virkeligheden er ens og har de gode viljer, men kommer til kort, fordi de ophører med at se hinanden. Som i det uforglemmelige slutbillede, hvor det ikke længere er muligt at se den anden. Derfor er filmen både hjerteskærende og tankevækkende.

Filmen er velspillet og glimrende filmet af den svejtsiske fotograf Rainer Klausmann, der også var fotograf på ”Der Untergang”. Den vandt en publikumspris i Berlin og fortjener et stort publikum også i Danmark.

Kirsten Köneke

* * *

En Davidskamp uden dødsstød

I den håbløse konflikt mellem israelere og palæstinensere er det forløsende at se den lille israelske filmperle "Citronlunden". Der er tabere og vindere i det lille drama, der udspilles omkring en citronlund, men vel at mærke tabere og vindere på flere måder. Striden er om en citronlund, hvor store flotte gule citroner falder dybt i natten ned i den bløde jord. Træerne giver frugt. Men lunden er samtidigt et potentielt opholdssted for terrorister set med israelske øjne. En palæstinensisk enke, der elsker sin citronlund, vil ikke give op over for overmagten, heller ikke selvom overmagten er den israelske forsvarsminister, der har beordret træerne i lunden fældet. Lunden udgør en for stor sikkerhedsrisiko og må derfor fjernes. Den palæstinensiske enke går linen ud. Stille, men beslutsomt tager hun kampen op godt hjulpet af juristen, der tiltrækkes af kvindens modige engagement.

Filmen viser på en egen måde, at kærlighed er mange ting. Der er moderkærlighed til sine børn, der er kærlighed til sin afdøde ægtefælle, og så er der en kærlighed til en citronlund. Men er der kærlighed til enken? Måske er det kun i amerikanske film, at alt ender godt. Måske! Filmen kapper næsten over, da den viser det israelske retsvæsen holde på en retfærdighed, der tangerer det latterlige. De gode sejrer og ler, de onde græder - eller er det omvendt?

Det kan diskuteres, hvem der i sidste ende vinder og hvem, der taber. Men hvorom alting er, så sidder man tilbage med en sørgmodig fornemmelse. Een ting er sikkert: der er en uoverskuelig mur, der aldrig synes at stoppe med at skille mennesker. En mur, der skiller dem, der er ude fra dem, der er inde. Så er spørgsmålet: Hvem er dem, der er ude? og hvem er dem, der er inde? Og hvor er der bedst at være!

Filmen lader os se, hvor en tilsyneladende sejr let kan forvandles til en pyrrhussejr. Den sejrende kan sidde ensom og forladt tilbage med en udsigt til en grå mur, hvorimod taberen kan gå på den anden side af en mur - ude eller inde - og se til de afskårne, men dog levende træer - tale med dem og give dem næring ved sit eget livsmod og håb.

En smuk og intens film om en stille, men tapper David, der tager kampen op imod Goliat og .....?!

Susanne Knudstorp 
 
pressebilleder © Camera Film