Coco før Chanel

Coco avant Chanel – Frankrig 2009 – Instr.: Anne Fontaine – Manus: Anne og Camille Fontaine efter bogen af Edmonde Charles-Roux – 105 min. – Trailer >>>   

Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , Critic , IMDb , The San Francisco Chronicle og Scope .  

Uden dybde, men…

Filmen omhandler tiden før, kælenævnet Coco blev til Coco Chanel, og et af de mest skelsættende modehuse i verdenen blev skabt. Gabrielle ”Coco” Chanel (1883-1971) tilbragte en del af sin barndom på børnehjem og klosterskole, hvor hun lærte at sy. Det gjorde hun må brug af som ung, hvor hun sled som syerske om dagen. Det er en tid, hvor det ikke er let at klare sig som arbejdende kvinde, og om natten fristes hun af drømmen om at blive berømt, komme til Paris og blive feteret. Sammen med søsteren Adrienne søger hun lykken ved at optræde som sangerinde om aftenen med håbet om at blive opdaget af én, der kan hjælpe dem opad i tilværelsen. Det lykkedes, men det er med de betingelser, der fulgte med dengang. Rigmandssønnen Etienne Balsan indfanges af hendes temperament og hendes borende blik og indlogerer hende på sit landsted som hemmelig elskerinde.

Hun trives imidlertid ikke så godt i det nye liv, som hun havde forventet, men har ingen andre muligheder. Ved hjælp af stædighed og diverse kneb opnår hun at blive anerkendt i hans omgangskreds som en lidt aparte, men charmerende tilføjelse, der ofte går klædt i tilskåret herretøj, men hun har ikke den frihed, som hun længes efter. Blandt Balsans bekendte møder Coco englænderen Arthur ”Boy” Capel, der som en af de første rigtigt sætter pris på hendes naturlige elegance, forstår hendes stil og hendes person, hvorfor han ønsker at ”låne” hende et par dage af deres vært. Deres forhold bliver afgørende for fødslen af Coco Chanel og relationen til Boy og Etienne Balsan er den centrale akse i filmen.

Fra begyndelsen af filmen fornemmer man, hvordan Cocos øjne afsøger verdenen og vurdere ikke mindst den stil, som kvinderne er iklædt. Til tider er det virkelig godt lavet, men det er samtidigt et lidt forudsigeligt filmisk træk – om end smukt filmet. Sjovere er det tøj, hun selv går med, hvor der er langt flere overraskelser og kontraster, og hvor vi kan se kimen til den mode, Chanel bliver indbegrebet af. Her bør det nok bemærkes, at filmens appel er væsentligt større for dem, der finder mode interessant. Så er der vist ikke sagt for meget.

Det er interessant at blive påmindet om den enlige kvindes muligheder for bare 100 år siden, hvor en mand var mere en gentleman, hvis han tog en ung kvinde under sine vinger med alt, hvad det indebar, end hvis han hjalp hende med at arbejde for føden. Som et udtryk for en kvindes kamp for at bryde de bånd, der er pålagt hendes køn, har filmen selvfølgelig noget at sige. Desværre bærer historien lidt for meget præg af, at vi kender slutningen, og at den omhandler en myte (som Coco Chanel selv var med til at skabe). Temaet omkring, at hun aldrig blev gift og kontrasten til frihed og kunstnersjæl, bliver ikke undersøgt i tilstrækkelig grad. I denne version af historien er hun meget forelsket i Boy, men den sidste fjerdel af filmen er komplet gennemskuelig og kommer ikke ind under huden på myten Coco Chanel. Det er ærgerligt og trækker fra i den endelige vurdering, men maskeres dog undervejs af det franske islæt, der føjer en fornemmelse af dybde til slutningens lidt tynde plot.

Til sidst vil jeg fremhæve det absolut bedste ved filmen: Audrey Tautou yder en elegant og rå præstation og udfylder rollen som Gabrielle ”Coco” Chanel til fingerspidserne. Når hun smiler, ligner hun næsten Audrey Hepburn, men det meste af filmen er det hendes tavse mørke og tænksomme øjne, der tiltrækker publikums øjne. Fans af Tautou vil ikke blive skuffede.

Rebecca Engberg
  

pressebilleder © SF Film