Flugten
Næstekærlighedens vilkår i dagens Danmark! Det er omdrejningspunktet i denne veldrejede og hæsblæsende film, der ikke lægger skjul på sine politiske præferencer. En filmisk fornøjelse. Jes Nysten.
Danmark 2008 – Instr.: Kathrine Windfeld – Manus: Mette Heeno, Rasmus Heisterberg – 100 min. – Trailer
>>>
Alternative anmeldelser og flere filmfakta her: Arbejderen , CinemaZone , DR-Filmland , Scope og IMDb .
En væsentlig opsang
Det er ikke bare velgørende, at der efterhånden er så mange (gode) kvindelige instruktører i det danske filmmiljø, men det er også interessant, at det øjensynlig er dem, der tager fat på de tunge politiske emner. For år tilbage var Irak-krigen et afgørende element i Susanne Biers ”Brødre”; sidste år kom Annette K. Olesens ”Lille soldat” om både krigens virkninger på en hjemvendt soldat og om traffiking. Her har vi så Kathrine Windfelds debutfilm ”Flugten”, der er dagsaktuel i sit emnevalg: Hvordan krigen mod terror står i fare for at udradere menneskeligheden i vor omgang med hinanden og ’de fremmede’.
Som nævnt er det Kathrine Windfelds debutfilm, og hvilken debut! Hun har instrueret flere TV-produktioner, f.eks. ”Kronprinsessen” og ”Kongemordet” for svensk TV. Her fornemmede man både hendes sikre filmiske sans og hendes optagethed af de store politiske og samfundsmæssigt afgørende temaer. Hun er vist ikke til de små stillestående snakkefilm! Begge dele formår hun på overlegen vis at bringe med over i den ’store form’ på lærredet.
Journalisten Rikke er i Afghanistan for at dække krigen for en dansk avis, da hun bliver taget til fange af Taliban. De bruger hende til – i en videooptagelse - at læse en meddelelse op om, at hun vil blive dræbt, hvis ikke danskerne trækker sig ud af landet. Under optagelsen får hun hugget en finger af som tegn på, at Taliban mener det alvorligt.
Uventet slipper Rikke fri af sit fangenskab og vender tilbage til Danmark, hvor hun straks får helte-status og udgiver en bog om sine oplevelser; den bliver af gode grunde en kæmpesucces. Men der er dog nogle, der i det stille ikke kan lade være med at undre sig, for ingen enkeltperson er endnu sluppet væk fra et Taliban fangenskab. Så hvordan i al verden lykkedes det for Rikke?
Pludselig en dag bliver dette spørgsmål akut vigtigt, for Rikke bliver ringet op af drengen Nazir, der var hendes fangevogter! Han er i Danmark og har brug for hendes hjælp. Dermed bliver omstændighederne omkring hendes flugt åbenlyse: Det var ham, der hjalp hende, men hun måtte lyve – for hans skyld – for at han ikke skulle blive slået ihjel af Taliban, hvis de opdagede, hvad han havde gjort.
Men hun har jo nu levet godt af denne løgn: den stærke kvinde, der helt uden hjælp flygtede fra de frygtelige terrorister! Hvad nu? Når løgnen bliver afsløret, hvad med hendes image? Hermed er vi ved filmens etiske omdrejningspunkt: at turde slippe kærligheden til sig selv og ’vende den udad’ mod et nødlidende menneske - selv én, der i folkemunde opfattes som terrorist. Der bliver Rikkes moralske opvågnen.
Filmen fortæller skarpt, tempofyldt og indigneret om denne svære, men for instruktøren afgørende bevægelse. Ind i denne dramatiske og højaktuelle problemstilling væver Windfeld en skæv underspillet kærlighedshistorie mellem Rikke og en tidligere kæreste.
En del af glæden ved filmen er også, at skuespillerne giver sig aldeles hen til deres figurer. Faigh Zamani har både fat i det beslutsomme og det sårbare i rollen som Nazir, Henrik Prip giver den som den mistænksomme kollega til Rikke, og endnu engang viser Lars Mikkelsen, hvilken nuanceret og vidtfavnende skuespiller han er – her som Rikkes tidligere kæreste. Men ikke mindst Iben Hjejle i hovedrollen brænder igennem som den selvsikre, men samtidig tvivlrådige Rikke, der langt om længe finder sig selv og den opgave, der kræves af hende. Godt, at Iben Hjejle er tilbage på lærredet. Vi har savnet hende!
Der er tydeligvis en del, der allerede har affejet filmen som manipulerende og ’frelst’, fordi den så direkte sætter adresse på sagens helte og skurke. Filmen er en utilsløret opsang til vor måde at behandle ’fremmede’ på - med en slutning, der er lige på kanten af at tippe over og blive patetisk, men den holder, og filmen holder, for skulle det nu være forkert at have noget på sinde, og oven i købet kunne formidle det så underholdende og vedkommende? Jeg glæder mig allerede til Windfelds næste film.
Jes Nysten
pressebilleder © Sandrew Metronome