Gran Torino
I det, der sandsynligvis bliver Clint Eastwoods sidste film som skuespiller, gør instruktøren Clint Eastwood op med sin egne gamle roller, typer og værdier – næsten som Obama har gjort op med Bush. Lasse Rasmussen
USA 2008 – Instr.: Clint Eastwood – Manus: Nick Schenk – 111 min. – Trailer
>>>
Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , Critic , Filmering , IMDb , Los Angeles Times , Scope – og Christianity Today (med spørgsmål til overvejelse og drøftelse).
Den gamle mand på verandaen
Filmens titel er navnet på en ærkeamerikansk bilmodel lavet på Fordfabrikkerne i 1972. Den sidste af sin slags - lavet, mens den amerikanske bilindustri var på sit højeste, før oliekriser og miljøbevidsthed gjorde det håbløst at producere kraftfulde benzinslugere. Vor helt har bilen stående i sin garage. Sammen med sin ejer, Walt Kowalski (Eastwood), er bilen et symbol på alt, hvad der er amerikansk. Kowalski repræsenterer de gode gamle amerikanske dyder: Han er dekoreret krigshelt fra Koreakrigen; han er fabriksarbejder, der har arbejdet hele sit liv på Ford fabrikkerne; han er en trofast ægtemand og familiefar.
Som bilen holder parkeret i garagen, sidder Kowalskist parkeret på sin veranda og undrer sig over tidernes skiften. Han er blevet pensionist uden egentlig indhold i livet. Konen er død, og forholdet til sønnerne er mildt sagt ikke det bedste. De gode gamle naboer er enten døde eller flyttet fra kvarteret og blevet erstattet af asiater - folk, som Kowalski kun har foragt til overs for, ligesom han kun har foragt for ungdommen, hvad enten det er hans egne børnebørn eller den unge katolske præst som hele tiden prøver at få ham til at skrifte. Han er blevet en gnaven gammel mand med racistiske tilbøjeligheder.
Kvarterets unge bandemedlemmer har imidlertid et godt øje til hans Gran Torino og tvinger deres fætter, som er nabo til Kowalski, til at stjæle bilen. Han er i virkeligheden en pæn ung mand, som helst bare vil passe sig selv og sin skolegang, og forsøget mislykkes. Den asiatiske nabofamilie prøver at råde bod på ugerningen ved at give Kowalski gaver og invitere ham til middag. Samtidig bliver den unge mand tvunget til at gå ham til hånde. Efter først at være modvillig over for deres venlighed tager Kowalski den unge mand under sine vinger og gør en mand ud af ham. Samtidig får han kål på kvarterets bøller.
Filmen giver et meget dystert og meget mørkt billede af USA. Der er ikke blot tale om et land i dyb økonomisk krise, hvor der for mange unge kun er udsigt til arbejdsløshed, og hvor den amerikanske bilindustris fallit på nærmeste har lagt Detroit øde. Der også tale om et land i moralsk krise. De gamle værdier er ikke gangbare længere. Verden har ændret sig. Det er derfor også nødvendigt, at USA flytter sig.
Kowalski indser i løbet af filmen, at der også er værdier i de personer, han tidligere har foragtet, og at det er muligt at etablere gode forbindelser til dem. Kowalski giver udtryk for en forsonede holdning til sine omgivelser (næsten obama’sk) og dermed lidt et opgør med Bushtidens konfrontatoriske linje. De amerikanske værdier er blevet en ø omgivet af andre folkeslags anderledes opfattelse af tingene. Man skal acceptere og forsone sig med, at dette er faktum. Kun derved kan de ægte amerikanske værdier sætte sig igennem.
Filmen kan også ses som et opgør med mange af de vrængende machoværdier, som Clint Eastwood som skuespiller har været forbundet med. Eastwood har altid spillet enspændere, der står uden for det etablerede system, hvad enten det er ”Dirty Harry”, sergenten i ”Heartbreak Ridge” eller for den sags skyld fotografen i ”Bridges of Madison County”. Som i ”Gran Torino” har han altid repræsenteret de sande værdier, om end på en lidt gammeldags måde. Ved at fremstille Kowalski som en racistisk gammel gnavpotte, der har overskredet sidste ’salgsdato’, lægger Eastwood også afstand til de figurer, han tidligere har spillet.
Nok opstår der mange pudsige situationer mellem den gamle gnavpotte og de unge mennesker, som gør filmen ganske underholdende. Filmens store problem er dog, at vi ikke får visionære erstatninger for de holdninger, som Kowalski/Eastwood-figuren repræsenterer, og som er arketypiske amerikanske holdninger. Dertil er de unge mennesker for karikerede, for komisk tegnede til, at de reelt repræsenterer en erstatning for ’good old’ Eastwood.
Ifølge manden selv bliver dette hans sidste film som skuespiller. Vi er mange, der vil savne at se og høre Clinten hvisle sine bidske one-liners ud af mundvigene.
Lasse Rasmussen
pressebilleder © Sandrew Metronome