Klassen
Respekt! Filmen kalder på respekt for alle de skolelærer, der trodser sociale og kulturelle udfordringer – i ’Klassen’ i den belastede del af Paris. Men udfordringerne findes ikke kun i Frankrig, problemstillingerne eksisterer også i Gellerup, Tingbjerg, og Vollsmose, ja, andre forstæder kan såmænd også være med; det vil de, der kender folkeskolelærere på socialt belastede skoler, vide. Birgit O’Sullivan.
Entre les murs – Frankrig 2008 – Instr.: Laurent Cantet – Manus: Laurent Cantet, Robin Campillo, François Bégaudeau – 128 min. – Trailer
>>>
Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , Filmering , Los Angeles Times , OutNow , Scope og IMDb .
Alt til diskussion
Filmen foregår på en skole, ja faktisk hovedsagligt inde i et klasseværelse, hvor den unge lærer François på 5. år tumler med sine elever. Han får klassen i fransk og som klasselærer med besked om, at de er svære, men de er også søde. Efter at have fulgt dem i et år kan vi kun være enige. De er svære, og de er søde. Klassen udfordrer François konstant. Hans race ligner og spiser grise. Når han forsøger at lære dem betydningen af ord som ’åndrig’ eller ’imperfektum’, betragtes det ikke som udtryk for andet end snobberi og bourgeoisi. Rygter blandt eleverne lyder, at deres lærer er bøsse. Også her må François forsikre dem om det modsatte. Selv småting som at eleverne sætter spørgsmålstegn ved hans valg af navne som Bill og Bob i sine eksempler, må han lægge ryg til. Hvorfor bruger han ikke velkendte navne som Fatou og Aissata, spørger de? Alt er til diskussion. Vi forstår både lærernes og elevernes spørgsmål og svar.
Som teenagere verden over er eleverne nysgerrige og spørger helt hæmningsløst, og samtidig er de dvaske, dovne og ugidelige. François lader klassen udfordre ham, og denne ping-pong med eleverne er helt sikkert nødvendig for, at undervisningen skal lykkes. Men grænsen er hårfin. Hvornår går man over stregen? Som elev i Frankrig ved ikke at tiltale læreren med ’vous’. Her er man fortsat ’Des’ på skolen, og her er der en klar grænse for elevernes frimodighed. Og hvor går grænsen for, hvad en lærer kan tillade sig? Må man sige til et par flabede tøser, at de ligner et par mære? Det skal ikke afsløres her, men lærer, skoleledelse og elever har hver deres sæt principper, som der er hård kamp om.
Filmen er et fremragende snapshot af livet i en klasse, på lærerværelset og i skolegården. Vi kommer aldrig uden for skolens fysiske rammer, og møder hverken lærer, elever eller forældre på hjemmebane. Måske netop derfor får vi et knivskarpt snapshot af et år i klassen fra første dag, hvor François skal lære deres navne til sidste skoledag, hvor de hver især skal fortælle, hvad de har lært i løbet af skoleåret. Én kender nu til Pythagoras ligning, en anden afslører til alles overraskelse, at hun læser Platon derhjemme, og en tredje er fortvivlet over ikke at have lært noget.
Skuespilpræstationerne er fremragende over hele linjen – og drøftelserne i klasseværelset og på lærerværelset er utvivlsom genkendelige i hele vor del af verden.
Det fokus, der er på klassen, er både filmens styrke, men også dens svaghed. ’Klassen’ kan godt virke lidt langtrukken, men det skal nu ikke afholde nogen fra at se den. Der er stof til masser af didaktiske og politiske diskussioner bagefter over en kop kaffe eller et glas vin.
Birgit O'Sullivan
pressebilleder © Camera Film