Operation Valkyrie

Valkyrie – USA/Tyskland 2008 – Instr.: Bryan Singer – Manus: Christopher McQuarrie, Nathan Alexander – 123 min. – Trailer >>>   

Flere filmfakta og alternative anmeldelser: IMDb , Kino-Zeit , Los Angeles Times , Scope - samt Christianity Today med spørgsmål til overvejelse og drøftelse.

En illusorisk ’ren’ helt, men dog en helt

Stauffenberg-filmen kommer til os med megen foromtale, som har rejst tre negative forhold ved den: 1) At det prominente Scientology-medlem Tom Cruise spiller den kristne, tyske modstandshelt mod nazismen. 2) At det historiske stof er blevet forsimplet og forvansket. 3) At filmen med sin turbulente produktionshistorie har fået et dårligt resultat.

I Tyskland, hvor man har en mindre naiv opfattelse af Scientology-bevægelsen end den gængse i Danmark, er det en stor kamel at sluge, at en fremtrædende scientolog skal spille én af de få tyske helte fra Anden Verdenskrig. Men principielt må man nu mene, at Tom Cruise’ personlige anskuelser m.m. ikke nødvendigvis skader hans skuespilevner, jfr. gamle John Wayne, hvis enorme udstråling og skuespilkunst i filmene ikke blev mindre på grund af hans politiske fejltagelser.

Det er en stort anlagt amerikansk-international produktion, hvor en stjerne af Cruise-størrelse er naturlig, og jeg oplever ikke Cruise som det tungeste problem, selv om han ikke yder nogen stor nuanceret eller dragende præstation, men mere det forhold, at der er så mange ansigter fra især engelsk film og tv, som vækker associationer i helt forkerte retninger. En undtagelse er Terence Stamp, som er så overbevisende i rollen som den sympatiske Ludwig Beck, at man glemmer hans adskillige og til tider parodiske skurkeroller.

Instruktøren Bryan Singer har tidligere lavet bl.a. tegneserie-inspirerede film som ”X-Men” og ”Superman Returns”, men trods beretningerne om filmens vanskelige tilblivelse, er det blevet en hæderligt fortalt underholdningsfilm. Det er naturligvis uhyre svært at skabe spænding i en historie, hvor alle mere eller mindre véd, hvordan det går til sidst, men Singer lykkes et pænt stykke af vejen.

Naturligvis får man ikke alt det historisk-autentiske stof med, men dette er ikke en dokumentarfilm; man kan ikke stille de samme krav til en dokumentarfilm og til en spillefilm i underholdnings-kategorien. Faktisk får ”Operation Valkyrie” ganske mange gode enkeltheder med og får pædagogisk fastslået Stauffenbergs og de militære kupmageres dobbelte ambition: at vise verden, at ikke alle tyskere er som Hitler, og at fremskynde krigens afslutning og dermed forventeligt skåne mange menneskers liv.

Nogle vil indvende, at filmen i for høj grad gør Stauffenberg til den individuelle helt, men det er nu ikke så forkert endda. Stauffenberg var hovedmanden, fordi han handlede, mens andre tøvede og endnu andre var opportunister, der alene valgte side ud fra en vurdering af, hvem der ville ’vinde’. Filmen har også fat i det centrale forhold, at soldater og officerer stod fast ved den ed, de havde aflagt til Hitler, en misforstået og ulyksalig troskab, hvorfor det var så afgørende, at Hitler blev dræbt, så den ed ikke længere bandt.

Filmen har derimod ikke fat i det dybereliggende forhold, som Stauffenbergs råb ved henrettelsen antyder, nemlig den ligeså ulyksalige forestilling om et ’helligt Tyskland’. Stauffenberg og andre i den militære opposition havde her en sprogbrug og en forestillingsverden, som sandt at sige lignede dele af nazismens. Men herfra og til at fraskrive den historiske Stauffenberg al hæderlighed er der dog et langt stykke. Ikke desto mindre har dagbladet Politiken lagt tryksværte til en dansk historiker, lektor Therkel Stræde fra Syddansk Universitet, som opkaster den uhyrlige hypotese: ”Man skal nok prise sig lykkelig over, at 20. juli-folkene ikke havde held med deres forehavende, for var det gået, som de forestillede sig, havde man fået en autoritær stat uden demokrati i Europas centrum.”

I filmen er Stauffenberg den ’rene’ helt, og selv om han ikke var ’ren’ i virkeligheden, for det er intet menneske, så er han dog en helt, som Tyskland med rette kan og skal hylde. Så effektivt og totalt var nazismens undertrykkelsesapparat, at militærets folk var de eneste, der kunne have stoppet Hitlers krig mod sit eget folk og mod omverdenen. Filmen viser klart nogle af de tilfældigheder og menneskelige svagheder, der gjorde, at det mislykkedes den 20. juli ligesom ved flere tidligere forsøg. Filmens egen svaghed er en vis form for pænhed – en mangel på gennemtænkt engagement.

Bo Torp Pedersen
 

pressebilleder © Fox