Sidste chance Harvey
’Feelgood’-oplevelse, ja! - men de stærke skuespilpræstationer af
Dustin Hoffman
og
Emma Thompson
løfter filmen til en medrivende følelsestur i det voksne spirende kærlighedsmøde. Palle Johansen
Last Chance Harvey – USA/GB 2008 – Instr. og manus: Joel Hopkins – 92 min. – Trailer
>>>
Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , IMDb , KinoZeit , Scope og Tiscali .
- Jeg er vred på dig, fordi du har fjernet min skuffelse!
Filmen ’liner’ op med en indledende parallel situationsbeskrivelse af de to hovedpersoner i henholdsvis USA og London: Den forvirrede, slidte og jævnt succesrige jazzpianist Harvey Shine (Dustin Hoffman) på ca. 70, der kæmper med/mod de nye tekniske musikalske krav, hvor han trods sit engagement er truet af en fyring. Hans faglige musikalske stolthed udfordres af yngre medarbejdere, som ikke har problemer med at koble kunst og ’business’. Samtidig følger vi den ca. 50-årige Kate (Emma Thompson), der er single og bruger en stor del af sit liv på at trøste sin mor ( Eileen Atkins ), som også er alene – forladt af sin mand til fordel for en yngre. Kate har gode venner på sit job i lufthavnen, som jævnligt udfordrer hende med ’blind dates’, hvor hun sættes sammen med yngre mænd, vises føjeligt frem og går skuffet hjem med en følelse af at være sat udenfor.
Harvey er alene i sit liv. Fraskilt og med dårlig kontakt til sin datter i London, der nu skal giftes. På vejen gennem Heathrow, hvor mobilen idelig kimer, får han at vide, at han er fyret, samtidig med at datteren fortæller, at det bliver stedfaderen, der skal føre hende op til alteret. Desillusioneret med et par stive whiskyer i pubben kommer han i snak med Kate om hvem, der har haft den dårligste dag. Modvilligt kommer det fra Kate: ’Du vinder!’
Herefter følger vi de to rundt i Londons gadeliv, hvor de taler og taler deres forskelle og ulykkelige skæbner igennem. Hér bryder Dustin Hoffmans og Emma Thompsons skuespilpræstationer pragtfuldt frem. Dustin Hoffmans intense blik, stærke nærvær og blødhed, som vi også mødte i ’Kramer mod Kramer’, og Emma Thompson som den resignerende men stærke kvinde, som har udlevet sin tilværelse. Der er ikke mere i livet til hende. To skuffede og resignerede mennesker, som ikke regner med, at der er særlig mange højdepunkter i resten af deres liv – men dét finder de ud af!
Man føler, at instruktøren Joel Hopkins har skabt denne enkle transatlantiske hjerteknuser netop til Dustin Hoffman og Emma Thompson. Det har givet ham en skøn mulighed for at lade deres individuelle talenter komme i funktion. Man mærker et mangesidigt følelsesregister komme frem: F. eks. krummer man tæer over Harveys uheldige fremtoning og mærker medfølelsens smerte over Kates følelse af at være udenfor og hendes afhængighed af sin mor, lever med i Harveys tomhed over afstanden til sin datter og Kates gensyn med sin skuffelse, da hendes afgørende møde med Harvey går i vasken. Alligevel bliver det til en film i en mild og humoristisk rammesætning.
En dejlig film om voksne menneskers kærlighed og et budskab om at gribe den chance, livet giver.
Palle Johansen
pressebilleder © UIP
Spørgsmål til overvejelse og diskussion
* Hvordan er Harveys og Kates sindstilstand, da de modes, og hvad er det, der gør, at de tiltrækkes af hinanden?
* Både Kate og Harvey har et anstrengt forhold til nogle nære personer i deres familier. Hvordan udvikler disse forhold sig i løbet af historien?
* Hvordan udvikles Harvey og Kate selv i løbet af filmen?
* Hvad er det, der får Harvey til at udbringe en skål ved bryllupsreceptionen, og hvad betyder den for datteren, for ham selv og for andre?
* Hvordan tror du, at tilværelsen kunne forme sig for Kates og Harveys kommende liv?