The Duchess

England 2008 – Instr.: Saul Dibb – Manus: Saul Dibb, Jeffrey Hatcher, Anders Thomas Jensen efter Amanda Foremans bog – 110 min. – Trailer >>>   

Alternative anmeldelser og flere filmfakta: CinemaZone , Critic , IMDb , Scope , Tiscali . 

Smuk film med skønhedsfejl

Filmen indledes på Spencerfamiliens gods, hvor 17-årige Georgiana Spencer (Keira Knightley) morer sig med væddeløb på græsplænen med jævnaldrende venner. Blandt mændene er den unge Charles Grey, som er tydeligt indtaget af Georgiana. Samtidigt, indenfor, arrangeres hendes forlovelse som en forretningstransaktion med en af landets førende aristokrater, den noget ældre Duke of Devonshire (Ralph Fiennes). Tro mod tidsånden, så bliver Georgiana utrolig glad for nyheden om forlovelsen, for det er et fantastisk parti, men hun er usikker på, om hertugen nu også elsker hende, da hun kun har mødt ham to gange. Det gør han, forsikrer hendes mor, fra første blik.

Allerede her fra filmens start ser vi tegningerne til nogle af temaerne i fortællingen. De unge kvinder, der opdrages til at gøre deres pligt indhyllet i romantiske fortællinger om kærlighed, over for den forpligtigelse en adelsmand har til at videreføre sin slægt.

Der går dog ikke længe før Georgiana indser, at hendes rolle i ægteskabet ikke har meget med partnerskab eller kærlighed at gøre, men hovedsageligt drejer sig om at producerer en søn, der kan arve titlen. Hun må samtidig acceptere, at hendes mand er fri til at tilfredsstille sine behov uden for ægteskabet. Som modreaktion engagerer hun sig i alle tidens modestrømninger og bliver en central skikkelse i selskabslivet og i politik. For at imødegå en grundlæggende ensomhed inviterer hun desuden en ny veninde til at bo i hjemmet med både hertugen og deres døtre, men dette skaber en endnu mere utålelig situation. Georgianas kvaler vokser yderligere, da Charles Grey, nu en succesfuld politiker, opslugt at tidens frihedstanker, igen bliver en del af hendes verden.

Det, som er så fint ved filmen, er den balanceakt, den gennemfører, når den portrætterer de barske og ufølsomme familie- og slægtsstrukturer, hvor kvinder lever under helt andre regler end deres ægtemænd. Det ville være så let at lade Hertugen, fornemt skabt af Ralph Fiennes, være et fuldkomment monster. Men selv om han mange steder optræder dybt usympatisk, så fornemmer vi alligevel, hvor han kommer fra, og kan se, at han handler ud fra en pligt, han er opdraget til. Den pligt, en mand har over for slægten og i ægteskabet. Den pligt, Georgiana som hustru ikke opfylder. Også her ville det være nemt at lade vores holdninger i dag være repræsenteret ved Georgiana, en moderne skikkelse fanget i de barbariske traditioner, men den fælde falder filmen ikke (helt) i. Hun bliver lykkelig, da hun skal giftes, selv om det ikke er med den unge mand, hun flirter med, og hendes frustrationer skyldes i starten snarere, at ægteskabet ikke er, som hun havde fået stillet i udsigt i sin opdragelse.

Fortællingens billede på adelen og deres forpligtelser giver gods til lidt eftertanke om det arrangerede ægteskab som institution, og om den vægt, slægtens videreførelse og agtelse har for individets udfoldelser i et samfund, hvor familien først og fremmest tjener sociale og økonomiske formål frem for kærlighed. Det er et interessant tema, også i dag.

Filmen er desuden utrolig gennemført i sit udtryk (fik bl.a. en Oscar for Costume Design), og når den ikke er blevet blæst op som én af årets storslåede film, skyldes det måske, at det er en relativt ’lille’, men meget inderlig historie, der fortælles. Jeg fandt desuden, at den følelsesmæssige udvikling i forhold til Charles Grey, da han dukker op igen, ikke rigtig får den karakter, som historien kræver. Forholdet fremstår derfor forhastet i det ellers lidt adstadige filmsprog. Men når det er sagt, så er både Keira Knightleys og Ralph Fiennes præstationer fremragende, hvilket vi nok forventer af ham, men må glædes over hos hende. Alt i alt et rigtig fint drama med flere historiske ’følelser’ end historiske begivenheder.

Rebecca Engberg
  

pressebilleder © Sandrew Metronome