Waltz with Bashir

Israel 2008 – Instr. og manus: Ari Folman – 90 min. – Trailer >>>   

Flere filmfakta og alternative anmeldelser: IMDb , KinoZeit , Los Angeles Times , Scope – og Christianity Today (med spørgsmål til overvejelse og drøftelse)  

Usædvanlig film om soldaters mareridt

Ens første tanke er, at dette er en umulig sammenblanding: en dokumentarfilm lavet som en tegnefilm! Dokumentarfilmens raison d’être er jo at fremstille tingene akkurat, som de er - uden filter eller omskrivninger, mens tegnefilm giver rum for en højst personlig og vinklet tilgang til sit stof. Dertil kommer at dokumentargenren oftest har en alvorlig undertone, tit grænsende til det patetiske, hvorimod tegnegenren for det meste har en let, ikke sjældent humoristisk indpakning.

Og så alligevel! For efterhånden en del år siden kom et højst utraditionelt bogværk: en tegneserie ”Maus” i to bind af den amerikanske tegner og forfatter Art Spiegelman, som var en dybsindig refleksion over Holocaust, hvor jøderne var talende mus, og nazisterne var katte! Her blandes det tragiske og det komiske på en tankevækkende og dybt seriøs måde.

Der har da også været film, hvor der var indlagt tegnede sekvenser for at eksperimentere med ’sammenstødet’ mellem realitet og fiktion.

Men i denne film er den israelske instruktør Ari Folman sammen med sine dygtige medarbejdere gået videre i denne genre-blanding, end nogen før har turdet, og det er der kommet en gribende historie ud – båret af personligt mod og vilje til moralsk selvransagelse.

Filmen udfolder sig som en personlig erindringsrejse, hvor instruktøren bliver tvunget til at huske 25 år tilbage, da han som ung soldat i den israelske hær var med i krigen i Libanon i sommeren 1982. Han har ellers fortrængt alt fra den gang, men en dag bliver han opsøgt af en god ven, der har haft en genkommende drøm – den drøm som indleder filmen og straks sætter en voldsom uro i os, for hvad kan vi ikke vente herefter? Vi ser i mørkebrune truende farvenuancer ækle og halsende ulvehunde komme farende af sted – flere og flere dukker frem – og de farer frem mod en person, der blot kan se på med afmagt og frygt.

Manden fortæller til instruktøren, at der hver gang er nøjagtig 26 hunde i drømmen, og det er pludselig gået op for ham, at mareridtet stammer helt tilbage fra hans tid som soldat dengang i Libanon i 1982. Han var ganske ung, og da hans enhed rykkede frem mod en landsby i ly af mørket, vidste alle, at han ikke turde løsne et skud mod de mennesker, man jagtede. Derfor blev han sat til at nedskyde de hunde, der var placeret rundt om byen for at advare lokalbefolkningen med deres gøen, når soldaterne ville rykke frem. Han huskede nu tydeligt, at der var nøjagtig 26 hunde, han skød, før enheden rykkede ind!

Denne bekendelse fra vennen sætter instruktørens erindringsrejse i gang bl.a. ved hjælp af samtaler med andre, der også var i tjeneste på det tidspunkt. De er blevet midaldrende som instruktøren selv og lever deres almindelige velordnede liv, men gennem samtalerne stykkes den forfærdelige historie sammen, som han – bevidst? – har fortrængt i alle de år: at han var en del af den gruppe israelske soldater, der holdt vagt, da kristne libanesiske falangister gik ind i flygtningelejrene Sabra og Shatila og nedslagtede ca. 3000 palæstinenserne i dagene 16 til 18. september det år.

Vi kender til massakren og efterfølgende blev det mere end antydet, at den israelske hærs ledelse var medskyldig i nedslagtningen ved at lade den finde sted uden at gribe ind, ja man sendte oven i købet lysraketter ind over lejrene, så falangisterne ”bedre kunne se, hvad de lavede”.

Det er tydeligt, at Ari Folman bruger animationen til at prøve at vise det, der nok ikke kan vises på anden måde: hans erindringsglimt, hans drømme og hallucinationer. For det afgørende sigte i filmen er ikke politisk og rettet mod en kynisk militærledelse, men den vil prøve at indfange den enkelte involverede menige soldats tanker og mareridt: ”Jeg havde selv et ansvar! Ikke direkte, men indirekte ved at jeg lod det ske. Jeg greb ikke ind, selvom jeg havde en anelse om, hvad der var på færde!”

På et tidspunkt i filmen bliver instruktøren spurgt: ”Kan film være terapeutisk?”, og man kan se filmen som et slags svar herpå. Det kan den vel i bred forstand, fordi den formår at perspektivere det ellers meget personlige fokus, som filmen har, ved at rejse det almene spørgsmål om medansvar. Det er ikke kun den, der begår handlingen, der er ansvarlig, men også den, der lader det ske, som ikke griber ind og standser udåden!

Som et særligt greb slutter filmen med voldsomme og autentiske tv-optagelser fra lejrene, hvor vi ser ligene og de fortvivlede efterladte! Dette bratte skift fra animation til dokumentarisme er en understregning af, at selv det mest sofistikerede kunstværk er ikke i stand til dækkende at beskrive den rå beskidte virkelighed.

Jes Nysten
 

Pressebilleder © Miracle Film/OutNow