Beslutningen
Roselyn Bosch har lavet en modig og en helt igennem nødvendig film om de tusindvis af franske jøder, der blev deporterede under Anden Verdenskrig – forrådt af deres landsmænd. Sanne E. Grunnet
La Rafle – Frankrig 2010 – Instr. og manus: Roselyn Bosch – 125 min. – Dansk biografpremiere: 14/10 2010 – Tilladt for børn over 15 år
>>>
Trailer >>>
Flere filmfakta, alternative anmeldelser m.m.: CinemaZone , Filmz , IMDb , Information , Jyllandsposten , Wikipedia .
Vidnesbyrd om en hidtil tabubelagt virkelighed
Den 16. juli 1942 blev 13.000 franske jøder, hvoraf mere end 4000 var børn, indfanget af deres egne landsmænd og spærret inde i Velodromen, Vel’ d’Hiver, i Paris. Så godt som alle blev sendt videre til den visse død i de tyske koncentrationslejre og kun 35 overlevede. Denne tunge tabubelagte begivenhed, som blev udtænkt i mindste detalje af de franske myndigheder, har Roselyn Bosch fortalt fra børnenes perspektiv delvist baseret på Joseph Wisemanns vidnesbyrd.
Man følger en gruppe jødiske beboer i en byejendom kort efter, at det er blevet lovpligtigt at gå med jødestjernen. Familiernes voksende uro, krænkelser og endelig forbuddet om offentlig ansættelse leder op til filmens egentlige fokus, nemlig massearrestationen af jøder i alle aldre og deres tilbageholdelse i Velodromen i Paris under forfærdelige forhold. Vichy regeringens samarbejde med tyskerne om deportationerne står over for folkets uvidenhed om, hvad der skete i Tyskland. Først på et senere tidspunkt kommer der enkelte flygtninge tilbage til Frankrig og kan fortælle om udryddelseslejre og gaskamre.
Filmens virkelighed er grotesk og rå, og filmen gør voldsomt indtryk – måske fordi vi følger børnene og deres skæbne, og børnene spiller fremragende. Man overvældes og lammes af hver eneste scene velvidende, at Roselyn Bosch forholder sig til de historiske kendsgerninger. I den forstand bliver vi helt nøgne. Vi ser forældrene, der til det sidste prøver at beskytte børnene og håbe på en udvej, og man kommer til at tage del i deres afmægtighed. Filmen beretter om stor medmenneskelighed blandt andet hos den jødiske læge David Scheinbaum, spillet af Jean Reno, og den unge sygeplejeske Annette Menod, der spilles af Mélanie Laurent: De følger børnene så længe som muligt fra Velodromen og videre til fangelejren i Beaune-la-Rolande i Loire. Krematorierne i Tyskland kan ikke følge med strømmen af deporterede, og den franske regering beslutter derfor at skille børnene fra deres forældre og sende forældrene med første afgang. Lægen sendes sammen med dem til gaskamrene, og sygeplejersken bliver tilbage med de ulykkelige børn for til sidst magtesløs at måtte se toget køre ad sted med børnene til den visse død.
Vi bliver vidner til et drama, der er ubærligt og uacceptabelt. Roselyn Bosch’ film er et vidnesbyrd om en tragedie, der nøje blev planlagt af de franske myndigheder, og som rummer en ufattelig vold. Vichy tager den beslutning uden pres fra Tyskland, at selv de mindste børn skulle deporteres. Roselyn Bosch lader ikke denne begivenhed stå alene; hun skildrer også den franske modstandsbevægelse og deres forsøg på at redde mennesker fra denne uhyrlige skæbne.
Roselyn Bosch krydsklipper scener fra Vichy med Hitler i Berghof, men Hitlers vanvid kan ikke fanges, og han bliver til en karikatur.
I ”Beslutningen” stiller Roselyn Bosch os ansigt til ansigt med de jødiske familiers og børnenes historie, og selv om man har castet Jean Reno, Mélanie Laurent, Gad Elmaleh og Raphaëlle Agogué, spiller de så fremragende, at vi glemmer deres stjernestatus.
Filmen ”Beslutningen” – eller på fransk ”La Rafle” = massearrestationen – har sin fulde berettigelse. Roselyn Bosch har ikke blot villet endnu en holocaust film, men bringer et helt nødvendigt vidnesbyrd om denne massedeportation fra Vel’d’Hiv sommeren 1942, som aldrig før har været bragt i filmens søgelys. Rekonstruktionen af velodromen og gengivelsen af forholdene dér, er mesterligt gjort.
Filmen har stor dokumentarisk styrke og kan derfor indgå i mange undervisningssammenhænge, og den rejser nødvendigvis en hel række spørgsmål omkring menneskets natur, skyld og ansvar. Jeg kan derfor kun anbefale, at vi ser denne film og forholder os til den virkelighed, den vidner om. Om vi vil det eller ej, er vi en del af den.
Sanne E. Grunnet
pressebilleder © Miracle Film
Fransksproget pædagogisk materiale om filmen >>>
Yderligere et fransksproget skolemateriale >>>