Cold Souls
Denne amerikanske film af en fransk født instruktør er fuld af forspildte muligheder, både når det gælder de medvirkende og dens farceagtige science fiction intrige om menneskesjæles handel og vandel. Bo Torp Pedersen
USA 2009 – Instr. og manus: Sophie Barthes – 101 min. – Trailer
>>>
Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , IMDb , The San Francisco Chronicle , Scope , USA Today .
Sjæle på markedet
Det berettes, at den fransk fødte instruktør Sophie Barthes havde Woody Allen i tankerne til hovedrollen i hendes nye amerikanske film ”Cold Souls”. Mon ikke det talende vandfald fra Brooklyn kunne have givet filmen noget mere ’kant’? Noget mere nerve og engagement, så man enten blev revet med eller lodret irriteret – i stedet for at blive lullet i søvn, som den nuværende film for en stor del gør.
Forskellige nydelige yngre skuespillerinder vimser rundt i filmen og fik for nogle øjeblikke undertegnede til at vågne op, men den rigtige skuespillerinde på holdet, Emily Watson, har fået en dårlig birolle som hovedpersonens forsømte ægtefælle. I de fleste af hendes scener ligger hun og sover eller døser – ligesom publikum?
Hovedpersonen er en skuespiller, der har fået en god rolle i en opførelse af Anton Tjekhovs ”Onkel Vanja”, og alligevel har han det dårligt med sig selv. Hverken kunsten eller hustruen har hans fulde opmærksomhed, og så lader han sig lokke til et mærkeligt institut, han har læst om i The New Yorker. Her kan man få fjernet og evt. udskiftet sin sjæl. Menneskesjælene viser sig at tage vidt forskellig form, men absolut ikke imponerende, og er i øvrigt genstand for en slags ’trafficking’ over grænserne. På et tidspunkt bliver hovedpersonens ærteformede sjæl væk – og dukker op i det tvivlsomme firmas afdeling i Sankt Petersborg. I denne farceagtige science fiction intrige aner man mulighederne for Woody Allen som instruktør, jfr. hans ”Sleeper” (1973).
Man aner selvfølgelig også et – efter min mening uforløst – potentiale for en seriøs overvejelse af begrebet sjæl eller et seriøst debatincitament om det enkelte menneskes ’partering’, opløsning og kommercialisering, ikke engang i den globale medicinalindustris tjeneste, men nu alene til glæde for diverse ’hedgefunds’.
I sandhedens interesse skal det til sidst anføres, at enkelte andre anmeldere åbenbart er blevet mere underholdt af filmen end mig og finder Paul Giamatti i hovedrollen talentfuld.
Bo Torp Pedersen
pressebilleder © Miracle Film