Inception
Det altid fascinerende samspil mellem drøm og virkelighed bliver her gennemspillet i en underholdende og top-professionel film, skabt af den begavede Christopher Nolan. Jes Nysten
USA/GB 2010 – Instr. og manus: Christopher Nolan – 148 min. – Biografpremiere 29/7 2010 – Trailer m.m.
>>>
Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , IMDb , Information , Jyllandsposten , MovieMaze , USA Today .
Drømmelege
Der har altid eksisteret en tæt sammenhæng mellem film og drømme. Film synes at genskabe det mærkelige, til tider usammenhængende og kaotiske materiale, som drømme også skabes af. Instruktører som Bunuel og Hitchcock har på raffineret vis udnyttet sammenstødet mellem drøm og virkelighed i nogle af deres bedste film. Men det er ikke blot film, der låner fra drømmene; for mange mennesker er film jo ligefrem blevet det materiale, deres drømme skabes af, og virkeligheden prøves på.
Christopher Nolan har i film som “Memento” og “Insomnia” på mesterlig vis arbejde i krydsfeltet drøm/virkelighed, og denne hans seneste er en lang - rigtig lang - udfoldelse af temaet. Nolan kender også sine klassikere, og filmen her henter kraftig inspiration fra bl.a. Stanley Kubrick, Ridley Scott og kultfilmen “The Matrix”. Men Nolan er også en ekstremt selvbevidst og original filmskaber, så han kan ikke på nogen måde anklages for direkte plagiat.
Drømme er i sagens natur svære at tolke tilfredsstillende, og det gælder således også denne drøm - undskyld - film, der ikke blot handler om drømme, men om drømme i drømme og drømme i drømme-drømme. Der er “et sort hul” mellem drømmene, det såkaldte limbo (hvor kender vi dette fra??), og i virkeligheden er drømmen eller drømmen-drømmen måske den rigtige virkelighed og virkeligheden en drøm!
Ultrakort fortalt handler filmen om en mand, der har specialiseret sig i at stjæle gode ideer. Det sker ved, at han skaffer sig adgang til en betydningsfuld persons drømme og ad den vej trækker ideen ud af ham. Den kan han så sælge videre til en konkurrent for sikkert store penge. Men nu bliver han hyret til det modsatte job: at indplante (deraf filmens titel) en idé i hovedet på en mand - via en drøm - så han tror det er hans egen geniale idé! Jeg behøver næppe at fortælle, at dette er et vanskeligt job, der kræver smarte folk og god tid for at kunne lykkes.
For os, der kigger på, bliver det en hæsblæsende og underholdende ekspedition ind i alle disse sære lag af drømme og virkeligheder, men for de agerende ser det ud til at være hårdt arbejde! Men heldigvis er de både smukke og meget begavede, så mon ikke det lykkes?
Når en så ekstremt talentfuld og perfektionistisk instruktør som Nolan får de penge, han har brug for, til at lave en mega-Hollywood-film, så bliver det begavet underholdning.
Så skulle jeg måske lade det være med det: Dette er gedigen Blockbuster-underholdning! Men jeg kan ikke lade være med at lufte en irritation: Er dette blot Nolans hengiven sig til en form for pral: ’Se, hvad jeg kan?’ Eller er han bare ikke en så stilfuld og begavet instruktør, som han ellers gerne vil fremstå som, og som nogle af hans tidligere film har lagt op til? Han er som nævnt en selvbevidst herre og taler gerne, som om han er på niveau med forbilleder som forfatteren Borges og førnævnte Kubrick. Men denne film kan ikke på nogen måde måle sig med disses værker. Jeg mener: Hvad bruger Nolan sine talenter på? At fortælle om en mand, der tjener penge på at lave fiduser for ligegyldige pengemænd - helt uden politiske eller moralske implikationer. Godt nok er det måske en drøm det hele, men alligevel.
Han garnerer desuden filmen med pseudoreligiøse overtoner (det er sikkert med til at skærpe interessen), som diskussionen om de forskellige virkeligheder, om døden nu også er en “virkelig død”; der tales alvorsfuldt om “limbo” og om “tros-spring”. Ikke nok med det, men filmens egentlige omdrejningspunkt er dybt Hollywood-sentimental: En martret sjæl, der må gøre alle disse ting for at kunne komme hjem til sine dejlige og smukke børn! Grunden til, at han er sat i denne knibe er en anklage om, at han har begået en frygtelig forbrydelse (som ikke skal nævnes her!). Leonardo DiCaprio, som spiller denne forpinte familiefar, har - heller ikke her - nok nuancer i sit spil til at gøre figuren interessant endsige troværdig.
Men spændende bliver det at se, hvordan Nolan forvalter sit ubestridelige talent fremover!
Jes Nysten
pressebilleder © SandrewMetronome