Kvinden der drømte om en mand
Kroppe sammenslynges, og drømme og virkelighed flettes sammen i Per Flys film, hvor passion og besættelse sætter hverdagen på spil. Birgit O’Sullivan
Danmark 2009 - Instr.: Per Fly - Manus: Per Fly, Dorthe Warnø Høgh - 100 min. - Tilladt for børn over 15 år, jfr. Medierådet
>>>
- Trailer m.m.
>>>
Flere filmfakta og alternative anmeldelser: Berlingske Tidende , CinemaZone , IMDb , Information , Jyllandsposten .
Lidenskaben, der gik tabt
I filmen følger vi karrierekvinden K spillet af Sonja Richter. K er en succesfuld modefotograf med smart Københavnerlejlighed, mand og datter. På facaden pletfri og velkontrolleret, men facaden krakelerer i hendes tilbagevendende drøm om en fremmed mand. Mens hun er på fotoarbejde i Paris møder hun manden fra drømmen, og det bliver i første omgang til en gensidig – fysisk – besættelse. Den fysiske lidenskab bliver i Warszawa afløst af så stærk en besættelse hos hende, at hun forlader job, mand og barn. Derimod bevarer universitetslektoren det gyldne overblik og indser hurtigt, at alt for meget står på spil med forholdet til K. K truer nemlig hans eget raffinerede ’set-up’ med familie og elskerinder på hver sin side af gaden. Dette ’set-up’, som måske er opfyldelsen af enhver mands ur-drøm, skal ikke sættes overstyr af det kaos, der nu omgiver K, også selvom de måske – måske ikke – er ’soul mates’.
Trods Sonja Richters flotte skuespil og Harald Gunnar Paalgards smukke fotografering, fænger ”Kvinden der drømte om en mand” desværre ikke. Jeg er ellers stor fan af Per Flys æstetiske og tankevækkende film med den socialrealistiske trilogi ”Bænken”, ”Arven” og ”Drabet” som højdepunkt. Al respekt for, at han vil afsøge nye grænser ved at udforske den kvindelige seksualitet og besættelse i et spil mellem drøm og virkelighed, men selvom filmen søger at være lidenskabelig og grænsesøgende, fremstår den efter 90 minutter som netop det modsatte. Den bliver aldrig nærværende og opslugende.
Er filmen for banal eller for snirklet med flashbacks mellem drømme og virkelighed? Anmelderen aner det ikke. Måske fordi drømmene står mærkeligt uforløste i deres gentagelser af de samme klip og parallelle drømme hos K og manden uden, at vi kommer nærmere ind på, hvordan det går til, at de drømmer parallelt. Drømmescenerne blafrer i vinden. Men værst af alt er der for lidt forspil til, at lidenskaben og passionen virker troværdige. Vi kommer ikke ind bag facaden hos hverken K eller manden – de er sådan lidt pasticheagtige.
Kvinden K er k for kontrolleret, kold og totalt knald. Manden med pokeransigtet er k for kold, kynisk og kedelig. Flys nordeuropæiske udgave af passion og lidenskab virker ikke – måske fordi han har glemt at tilsætte en portion humor som kollegerne i syd, f.eks. Pasolini og Fellini, mestrede. Flys udgave har masser af nordisk æstetik i scene og kostumevalg, men det, der skulle være en altfortærende passion i Paris, Warszawa og København, fænger ikke.
Masser af sex i/på gader og stræder, på universitetet og i hans knaldlejlighed gør det ikke. Måske fordi hurtige knald og hårdtpumpet sex virker pubertært på denne anmelder, når nu tilværelsen kan rumme passion, elskov og kærlighed. Ikke alle drømme bliver bedre af at blive til virkelighed.
Birgit O’Sullivan
pressebilleder © Nordisk Film
Om filmens brug
Kan filmen bruges i sammenhænge, hvor mennesker tager livtag med eksistens og tro? Ja, den kan! Vil man kaste sig over kærlighedens mange facetter, så er der rigeligt med stof i ”Kvinden der drømte om en mand” til at få tag på Eros (den seksuelle tiltrækning). I forlængelse heraf findes Fileo (den familiære omsorg, der er personificeret af det polske ægtepar og af Ks mand) og Agape (den oprindelige, selvopofrende kærlighed). Agape elsker på trods og holder også til, at konen er rynket og manden er slap. Eros passer som fod i hose til tidens mantra ”Hvad kan jeg få?”, men Eros er ikke langtidsholdbar. Agape: se 1. Kor. 13,5. Ifølge teologen Anders Nygren er Agape grundmotivet i den kristne religion. Se hans bog: Eros och Agape, 1930-1936.