Lykken er lunefuld
Hvis denne franske kærlighedsfilm havde været fem minutter kortere, ville den have været betydeligt bedre, langt mere sammenhængende og troværdig. Det kan end ikke den fremragende engelsk-franske skuespillerinde Kristin Scott Thomas ændre ved. Lasse Rasmussen
Partir – Frankrig 2009 – Instr. og manus: Catherine Corsini – Medv. bl.a.: Kristin Scott Thomas, Sergi López, Yvan Attal, Bernard Blancan – 85 min. – Biograf-premiere 5/8 2010 – Trailer m.m.
>>>
Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone , IMDb , Information , Jyllandsposten , MovieMaze .
Kærlighedshistorie mellem to ’stole’
Man har tit og ofte oplevet, at film er for lange, og at en strammere klipning ville have gjort underværker. Det hører til sjældenhederne, at man ser en film, hvor nogle få minutters fraklip fuldstændig ville have ændret filmens indhold og samtidig gjort den langt mere seværdig.
”Lykken er lunefuld” er en ikke desto mindre sådan en film.
Filmen er fortalt som en rammehistorie, hvor man til en start kun hører et skud. Historien fortælles derefter i et tilbageblik, der leder frem, hvad det var der skete (skuddet).
Selve historien fungerer glimrende, selvom den nok både er traditionel og klichéfyldt. Filmen handler om den hjemmegående hustru, der møder den store passionerede kærlighed i form af en håndværker. De indleder et forhold. Hendes ægtemand er dog ikke indstillet på at give slip på hende. Som læge og bedsteborger i den lille sydfranske by har han mange kontakter, bl.a. er han på god fod med borgmesteren. Han gør derfor alt, hvad han kan for at ødelægge det nye pars forhold for at tvinge hende tilbage til hjemmet. Det lykkes, men med den fatale følge, at hun vælger passionen og myrder ham: ægtefællen.
Dermed bliver det en historie om en erotisk besættelse, som ødelægger alt for hovedpersonen og hendes nærmeste familie.
Hvis filmen var sluttet nogle få minutter før den gør, ville den være sluttet med, at hun vendte tilbage til det kærlighedsløse liv med ægtefællen. Det ville dermed være blevet en mørk og dyster fortælling om kærligheden, der ikke kan få lov at folde sig ud.
Det ville samtidig være blevet en historie om, hvordan penge og social magt kan vinde over kærligheden. En pointe, som filmen også lægger op til, men som fortaber sig i historien om den erotiske besættelse. Det er en meget utroværdig historie. Som tilskuer forstår man simpelthen ikke hendes besættelse af håndværkeren, og hvordan hendes teenage børn og liv i øvrigt kan betyde så lidt for hende.
Filmens fejl er, at den prøver at fortælle en historie om social magt og kvinden som trofæhustru samtidig med, at den gerne vil fortælle historien om den altopslugende passion. At sætte sig mellem to stole kommer der sjældent noget godt ud af, heller ikke i dette tilfælde.
Lasse Rasmussen
pressebilleder © Miracle Film