Carl Th. Dreyer (Box)

Carl Th. Dreyer (1889-1968) lagde grunden for megen af den moderne dansk og udenlandsk filmkunst ved et banebrydende filmsprog, f. eks. hans brug af lys og skygger som metaforer for personernes indre liv, og ved en insisteren på at ville lave film, der kæmpede med teologiske sværvægtstemaer som tvivl, tro, selvopofrelse og lidelsens problem.  Anne-Katrine Buch.

Carl Th. Dreyer-box: Du skal ære din Hustru / Vredens Dag / Ordet / Gertrud

På DVD 29/3 2011, udsendt af Scanbox

Gå på opdagelse på Filminstituttets særlige Dreyer-hjemmeside >>>

Sandheden filtreret gennem kunstnerens sind

Dreyers film er ikke lette at se, først og fremmest fordi Dreyers filmæstetik var en introvert og stillestående æstetik, hvis næsten teater-agtige skuespil kan synes noget opstyltet og fremmedartet for et moderne publikum, der ikke er vant til at opleve film, hvor det talte ord bærer mere handlingsvægt end de ydre begivenheder selv. Det er en noget anden verden at træde ind i, men det er vel værd den første overvindelse, for filmenes temaer er ikke blegnet i årenes løb, og med en nyudgivelse af fire hovedværker "Du skal ære din Hustru" (1925), "Vredens Dag (1943)", "Ordet" (1955) og "Gertrud" (1964) i en samlet DVD-box er der derfor lagt op til at se eller gense hans klassikere.

"Du skal ære din Hustru" er - på trods af dens klare henvisninger til "Et Dukkehjem" af Henrik Ibsen - den mest humoristiske. I familien Frandsens hjem må Ida arbejde fra morgen til aften, mens hendes tyranniske ægtemand Viktor nyder tilværelsen. Slidt op af arbejdet og hendes mands ubehagelige opførsel stikker Ida af hjemmefra, og Viktors gamle barnepige Mads overtager husholdningen. Under Mads' hårde, men retfærdige hånd lærer Viktor at se sin hustru ikke som en tjener, men som en ligeværdig partner, og at kærlighed ikke betyder tugt, men milde hænder.

"Vredens Dag" er historien om Anna, der møder Dies Irae, Vredens eller Dommens Dag i sig selv. Hun taber sin egen godhed af syne i hænderne på sine bødler, og filmen er en studie i psykologisk undertrykkelse, religiøst vanvid og det godes ødelæggelse i hænderne på magtbegærlige mennesker. Anna, der er blevet gift med den meget ældre præst Absalon efter hans første kones død, er et godt menneske, men hun er til alle sider omgivet af kræfter, der forsøger at undergrave denne godhed. Da hun forelsker sig i Absalons søn Martin og uforvarende kommer til at forårsage Absalons død, bryder hendes egne undertrykte minder om hendes mors domfældelse som heks frem, og da landsbyen samtidigt bliver grebet af den stemning af hekseforfølgelser, der bryder i brand hen over Europa, tager historien en tragisk drejning.

I Dreyers film nærmer vi os altid Dommens Dag. Hans film er historier om smertefuld, men håbefuld forløsning, og ingen anden af hans film bringer dette i så kraftigt relief som "Ordet", der er baseret på et skuespil af digterpræsten Kaj Munk. Familien Borgen er en familie styret med hård hånd af den stædige patriark Morten, der er overhoved for den grundtvigianske vækkelsesbevægelse i området. Den ældste søn Mikkel fornægter sin fars tro, men har giftet sig med Inger, der med sin stille, men stålfaste tro håber at vende Mikkel tilbage til Gud. Den anden søn Johannes studerede engang teologi, men er nu blevet vanvittig og tror, at han er Jesus selv, og den tredje søn Anders vil gerne giftes med Anne, hvis familie tilhører Indre Mission. Sammenstødet mellem grundtvigianismen og Indre Mission bærer meget af filmen, men da en tragedie indtræffer, må stridighederne ophøre.

Vi slutter cirklen med "Gertrud", der som "Du skal ære din Hustru" trækker tråde fra "Et dukkehjem". Men hvor "Du skal ære din Hustru" ender med ægteskabelig lykke, kan hovedpersonen Gertrud ikke finde det ægte kærlighedsvæsen i sit ægteskab og forlader sin mand til fordel for den unge kunster Erland. Filmen følger Gertrud, mens hun kompromisløst søger efter den store, sanselige kærlighed, som hun aldrig finder. I filmens slutning sidder hun alene tilbage, men hun fortryder intet. For hun har levet efter sit eget kærlighedsmanifest, hvor kærlighed er størst af alt.

"Gertrud", "Vredens Dag" og "Ordet" kredser alle tre om lidelse, hjertets grusomhed, svimlende tro og afgrundsdyb tvivl, og det ville derfor have været oplagt at have haft endnu en af Dreyers film med i sættet. "Jeanne d'Arcs lidelse og død" (1928) er en film, der berører alle disse emner og gør det i en sådan tilstand af ubarmhjertig skønhed, at det næsten er mere, end hjertet kan bære. Filmen er en stumfilm, men det taber historien ikke ved; tavsheden og billederne taler deres eget sprog, for lidelse har ikke altid nogen stemme. I denne film såvel som de andre tre jager Dreyer efter den egentlige, ægte betydning af tro, og han beskriver de konflikter, som opstår, når vi mister den sande tro af syne og forvandler den til et magtredskab i vores hænder, men de viser også, hvordan mirakler kan ske, selv der hvor det synes mest umuligt.

Dreyers historier er helt blottede for de filmiske krummelurer og ornamenter, som vi er vant til at se. Film bør repræsentere ”sandheden filtreret gennem kunstnerens sind, sandhed frigjort fra unødvendige detaljer”, sagde Dreyer selv engang. De sort-hvide farver er dæmpede, og filmens personer taler ofte direkte til kameraet: Vi er til stede, det er os, der tales til. Filmene er derfor ikke eskapistiske eskapader, men et spejlbillede af os selv. Dreyer skærer helt ind til benet og blotter os for vore egne spørgsmål og egen tvivl og viser os sjælens udholdenhed.

Der er noget at tale om i Dreyers film. Bagefter. Hvis man tør.

Anne-Katrine Buch

Kirkebutik.dk-pris: 695 kr.