En ganske rar mand
Den norske Gabrielpris-vinder er en tragikomisk fortælling om en mand, for hvem jorden under hans fødder har flyttet sig, og som usikkert forsøger at finde et ståsted. Stellan Skarsgårds mageløse skuespil gør filmen til en stor oplevelse. Anne-Katrine Buch.
En ganske snill man - Norge 2010 - Instr.: Hans Petter Moland - Manus: Kim Fupz Aakesson - 105 min. - Dansk biografpremiere: 2/9 2010 - På DVD 1/11 2011, udsendt af Midget Entertainment.
Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone, Landsforeningen af Menighedsråd, IMDb, Philm, Schnitt.
Mageløst skuespil i sært sensitiv film
En ganske rar mand, der vandt årets Gabriel (den danske kirkelige filmpris) foran Oscarvinderen Hævnen, er en tragikomisk fortælling om en mand, for hvem jorden under hans fødder har flyttet sig, og som usikkert forsøger at finde et ståsted.
Historien er ikke for alle, men filmen finder sit fodfæste i Stellan Skarsgårds Ulrik, en bilmekaniker og stolt næsten-bedstefar, kan kvalificeres som en ’ganske rar mand’, hvis det altså bare ikke lige var for det faktum, at han netop er blevet løsladt fra fængslet, hvor han har siddet inde for mord. Som om det ikke var nok, vil hans eks-kone og svigerdatter ikke have noget med ham at gøre, og hans nye husvært, den troldeagtige Karen Margrethe, gør tilnærmelser til ham. Da hans forbryder-boss forsøger at få ham tilbage i det gamle miljø, må Ulrik tage en endelig beslutning, om det er ’den rare mand’ eller gangsteren, der skal få overtaget.
Det tager lidt tid for den vinterkolde tragikomedie at tø, men når vi først kommer ind under huden på Ulrik, finder filmen sin helt særegne ynde. Stellan Skarsgård tilføjer en meget tiltrængt varme i sin fremstilling af en mand, der måske nok udefra set ikke har meget at leve for, og som næppe har nok kampgejst tilbage til at bekæmpe trangen til at falde tilbage i det gamle kriminelle miljø, men som alligevel har værdighed nok til i det mindste at forsøge.
I enkelte øjeblikke af historien bryder filmen med den depressive kulde, der er faldet over dens personer. Håb er sådan et besynderligt ukendt fænomen i disse menneskers liv, at det næsten synes unaturligt, når gode ting sker. Men disse små strejf af, om ikke lykke, så i hvert fald tilfredshed, bærer hovedvægten af filmens charme.
En ganske rar mand er en film for voksne, der sætter pris på dens slags sorte humor, som brødrene Coen promoverede i Fargo. Den er usentimental, men sært sensitiv; næsten åndsløs, men provokerende, og det er den slags modsætninger, der sammen med Skarsgårds mageløse skuespil gør filmen til en oplevelse.
Det er ikke den slags film, man sætter på, hvis man blot skal ’underholdes’. Filmen er for farveløs til at tilfredsstille blockbuster-fans, og for lidt 'noir' til fans af svenske krimier, men hvis man har tålmodighed til at vente på, at Ulrik finder sig selv, er der noget charmerende ved historiens gravalvorlige komik. Det skal dog nævnes i samme åndedrag, at filmen absolut ikke er for børn eller følsomme sjæle, for den har også rå volds- og sexscener, der - på trods af at det tydeligvis er intenderet sådan - er næsten groteske i deres realisme.
Anne-Katrine Buch
Pressebilleder © Midget Film