J. Edgar

J. Edgar - USA 2011  - Instr. : Clint Eastwood  - Manus:  Dustin Lance Black - Medv. : Leonardo DiCaprio (J. Edgar Hoover),  Naomi Watts (Helen Gandy), Armie Hammer (Clyde Tolson), Josh Lucas (Charles Lindbergh), Jeffrey Donovan (Robert F. Kennedy), Geoff Pierson (A. Mitchell Palmer), Judi Dench (Annie Hoover), Ed Westwick (Agent Smith) - 137 min. - Dansk biografpremiere: 19/1 2012.

Flere filmfakta og alternative anmeldelser: CinemaZone, The Guardian, IMDb, Leonard Maltin, Morgenavisen Jyllandsposten, The San Francisco Chronicle, Sydsvenskan.

Lang, men utilstrækkelig

Mange film af (og med) Clint Eastwood har tidligere beskæftiget sig med myter: Film, der skildrer myter om konkrete begivenheder, som f.eks. hans film om Iwo Jima, men også film om forholdet mellem mennesket og myten, f.eks. den ikke særligt vellykkede Bronco Billy, hvor der gøres meget ud af, at han har besvær med at leve op til sin egen myte.



Eastwoods film om J. Edgar Hoover rummer også denne tematik. Her er der fokuseret på mennesket Hoover som kontrast til myten Hoover, den effektive G-Man, som han selv ønskede og lykkedes med at opbygge. Denne tematik bliver desværre ikke tilstrækkeligt udbygget, selvom der er meget stor forskel på det image, Hoover formåede at opbygge af sig selv, og det liv, han levede, og de værdier, han stod for. 

Hans homoseksualitet får desværre en alt for fremtrædende rolle i filmen - en vægtning, som gør, at filmen bliver alt for énsidig og unuanceret. Muligvis skyldes det filmens manuskriptforfatter, som tidligere har skrevet "Milk": en film om en bøsse-aktivist, der bliver myrdet (se Kirsten Könekes anmeldelse). Eastwood formår ikke at sætte yderligere perspektiv på fænomenet Hoover, som kontrollerede USA gennem flere menneskealdre. Det bliver derfor en film om en skræmt lille mand med homoseksuelle tilbøjeligheder: skræmt af kvinder, præget af et meget tæt og intenst,  ja nærmest "sygt" forhold til sin dominerende mor, meget markant og effektivt spillet af Judi Dench.  
 
Egentlig er pointen om, at manden muligvis var homoseksuel i sig selv uinteressant. Der mangler noget mere perspektiv på filmen, herunder at det, han selv anser for moralsk forfald, i virkeligheden, var det liv, han selv levede. 



Herudover mangler man også en beskrivelse eller i det mindste en tematisering over: Hvad var det egentlig, der gjorde, at Hoover var den mest magtfulde person i USA gennem 48 år? Det får man kun glimtvis noget at vide om. Filmen fortæller, at han havde krammet på John F. Kennedy pga. dennes talløse 'sexkapader', men hvad med de andre præsidenter? Var de enige med Hoover i hans grundlæggende anti-kommunistiske synspunkter, eller var de bare allesammen skræmt af, at han havde noget 'snavs' på dem? Var det derfor han fik lov at virke uhæmmet gennem 48 år og ikke blev sat fra bestillingen?

Man får også kun glimt af ham som et skruppelløst magtmenneske, ligesom man ikke rigtig får noget at vide om, hvordan han egentlig fik FBI banket op til at være en stor og magtfuld organisation.

Filmens fokusering på hans homoseksualitet og forhold til hans nærmeste underordnede gør samtidig, at der ikke er særlig meget udvikling i filmen. Det er stort set den samme Hoover, vi møder første gang i 1919, og som vi ser dø 48 år senere. Det, at filmen springer frem og tilbage i kronologien, understreger kun, hvor lidt udvikling, der er i historien. Samtidig har den det problem, at hovedpersonen, som næsten er med i alle scener, ikke er specielt positivt skildret. Hvor interessant og medrivende er det lige at se en irriterende person i 2 timer og 17 min. Man skal kunne engagere sig i hovedpersonen for at leve med i filmen. Det gør man desværre ikke i J. Edgar. Leonardo DiCaprio er da udmærket, men samtidig præget (og hæmmet af), at han skal ligne og agere som Hoover. Det virker trættende. Det medvirker desværre kun til, at man yderligere mister interessen for filmen.

Lasse Rasmussen
pressebilleder ©  Warner Bros.