Niceville

Niceville, baseret på Kathryn Stockett bestseller-roman The Help (da. Niceville) fra 2009, er på mange måder en feel-good fortælling, men den åbner op for et lidet skildret kapitel i USAs historie, navnlig sorte kvinders behandling som andenrangsborgere i 1960’erne.

Fordi filmen bevæger sig inden for hjemmets fire vægge, betyder det, at fordommene ikke spyttes ud af maskuline sydstatsaccenter og Ku Klux Klan-dragter. I stedet bærer de kjoler, spidse hæle og modbydelige smil.
Filmens egentlige fortæller er Eugenia ”Skeeter” Phelan, en spirende reporter på Jackson Journal, der selv er vokset op med en sort barnepige. Tvunget til at skrive husholdningstips i avisen beslutter Skeeter sig for at skrive en bog om de faktiske husholdere - byens sorte stue- og barnepiger. Barnepigen Aibileen er den første, der vover at fortælle sin historie, en stor risiko i en lille by, der er truet af konflikter mellem sorte og hvide, men hun følges snart af den rapkæftede Minny, der på grund af sit temperament netop er blevet fyret. Hilly Holbrook, det bedre borgerskabs frontkvinde og Skeeters barndomsveninde og rival, får - i kraft af en kampagne for at installere ”farvede” toiletter i hvide hjem - resten af stuepigerne til at følge trop.

Det er den slags dybtfølte samtidsbilleder, som bringer Harper Lees Dræb ikke en sangfugl i hu, men dog med en noget lettere hånd. Som Stockett gjorde i sin roman, har filmen populariseret emnet for sit publikum, og Niceville bringer en chick-flick sensibilitet til en ellers alvorlig historie. Civil Rights-bevægelsen og det racemotiverede mord på Medgar Evers i 1963 danner baggrunden for filmen, men det er forholdet mellem Aibileen og Minny, der bærer filmen. Kærligheden til disse kvinder, der opdragede og elskede de hvide børn, de havde ansvar for, gennemsyrer historien, og filmens afsky for den etablerede racisme konsolideres i Hilly Holbrook, der er en ren udstilling af feminin ondskab. Hvilket også er filmens svageste punkt, for ved at satse så stærkt på den polerede perfiditet hos én forfærdelig kvinde, gør det os som seere i stand til at fralægge os enhvert kulturelt ansvar. Og det er  vist ikke filmens hensigt.

Anmeldt af Anne-Katrine Buch