Forside

Om os, kontakt, medlemskab

Kirkebio, ideer, legal filmvisning

Filmanmeldelser

Materialer

Filmlitteratur

Gabriel

Interfilm

Kurser

Foredrag

Vision

Links





Riten
 


Med hilsen fra mødestedet:
Interfilm-seminar i Örebro 2000


Af Bo Torp Pedersen


I det 13. og 14. århundrede kontrollerede Hansestæderne i almindelighed handlen i Nordeuropa, og deres indflydelse rakte så langt nordpå som til Örebro i midten af Sverige. Örebro blev et vigtigt mødested for handelsfolk og købmand fra Nord og Syd. Også i dag er det én af Sveriges mest betydningsfulde byer, bl.a. inden for IT-branchen, og nogle få dage i begyndelsen af juni dette år var Örebro desuden mødested for en lille flok af kirke og film-entusiaster fra en række europæiske lande.

Man kan ikke mødes i Sverige for at drøfte forholdet mellem den syvende kunstart og den kristne tro og kirke uden at tage hensyn til Ingmar Bergman. Fra Bergmans store værk havde arrangørerne - Ylva Liljeholm fra Örebro Lens filmarbejde og Karin Nyberg Fleischer fra Svenska Kyrkans Kulturråd - valgt den forholdsvis sjældne tv-film fra 1969, "Riten". Filmen stiller skarpt på konfrontationen mellem tre kunstnere og en dommer. Dette er den modernistiske Bergman, som på linje med Antonioni og andre i 1960'erne beskriver ensomme og desperate mennesker. Verden lider, og Bergman gør oprør mod en Gud, som har dømt mennesker til livet. Men der er også en næsten postmoderne Bergman i denne film, idet den beskriver det indviklede rollespil mellem personerne, og det sker på en uigennemsigtig måde, der kan få tilskuerne til at associere til nutidens førende skandinaviske postmodernist, Lars (von) Trier og "Idioterne".

Maaret Koskinen fra det filmvidenskabelige institut ved Stockholms Universitet holdt et foredrag på Örebros smukke gamle borg. Koskinen talte om nogle nøgle-begreber i Bergmans univers og fremhævede bl.a., hvordan de har udviklet sig gennem årene. Man kan således skelne mellem en vis periode, hvor tvivlen om Gud er i centrum, og en efterfølgende periode, hvor filmene problematiserer kunsten og dens væsen. "Riten" er et eksempel fra sidstnævnte periode. Gudsbegrebet behandles indirekte og metaforisk - det beskrives afklaret negativt - mens det centrale er problematiseringen af kunstnernes - her skuespillernes - funktion. Efter dommerens behandling af deres forseelser, som i øvrigt aldrig specificeres, opfører skuespillerne deres rituelle forestilling, som er en dom over dommeren og årsag til hans død (ved hjerteslag). Koskinen gik så langt som til at konkludere, at Bergman er ude af stand til at beskrive menneskelig godhed, og at den store filmkunstner ironisk nok selv foretrækker teatret som kunstart, og at han anser musikken for menneskehedens mest positive og helende redskab.

Filminstruktørerne Stefan Jarl and Bo Widerberg er eksempler på den betydelige anti-Bergman-del af svensk film. Jarls egen fremtræden på konferencen gav et stærkt indtryk af det Bergman-trauma, som han og andre jævnaldrende instruktører - nok ikke fuldt ud berettiget, men ikke mindre hårdt - lider af. Jarls meget personlige dokumentarfilm om den afdøde ven og kollega Widerberg, "Liv till varje pris" (1998), er en fin og nyttig påmindelse om de svenske filmfolk, hvis film repræsenterer et socialt engagement og et positivt humanistisk livssyn. Jarl beundrer den måde, hvorpå Widerberg formåede at kombinere attraktive romantiske elementer med samfundskritiske elementer - allerbedst måske i én af hans første film: "Kvarteret Korpen" (1963). Jarl, som tidligere også har lavet nogle film med socialt provokerende og/eller økologisk sigte, er flere gange blevet opfordret til at lave en dokumentarfilm om en anden god ven, nemlig den fremragende antropologiske filmskaber Arne Sucksdorff, der nu er 83 år gammel og bor i Sydamerika. Sucksdorffs mest berømte film er formodentlig "Mitt hem är Copacabana" (1965). Nu er projektet blevet til noget. Filmen hedder "Skönheten skall rädda världen" og havde for nylig verdenspremiere på Båstad filmfestivalen - en festival, hvis ledelse Jarl overtog fra Widerberg, da denne døde.
 




 


Endelig fremstår der nu en ung generation af svenske filmmagere, der overhovedet ikke har Bergman-traumer. Lukas Moodysson er én af dem. "Fucking Åmål" er som ungdomsfilm en parallel til tidligere ti-års film om utilpassede unge. Her er det dog ikke forældrene, der er hovedfjenden; de er simpelt hen ikke i stand til at kommunikere med de unge. Konflikten i "Fucking Åmål" står primært mellem flertallet af de unge og de to hovedpersoner: To piger, som adskiller sig fra hoben ved at acceptere deres særlige indbyrdes venskab og den lesbiske dimension heraf. Den voksne tilskuer kan sagtens forstå og måske sympatisere med de to piger, men flertallet af de unge forbliver også ubegribelige for os - som en fremmed stamme uden forbindelse med den verden, vi andre kender.

Den sociale tendens fortsatte i to britiske film på seminaret. Jasmin Dizdars "Beautiful People" er en sort komedie om meget forskellige indvandrere og temmelig exotiske englændere i dagens London. Fodboldbøller og krigen på Balkan har en vigtig plads i denne fragmentariske fortælling, som godt kunne have brugt endnu mere sort humor, end den allerede rummer. Lynne Ramseys "Ratcatcher" er en mærkelig beretning om proletariatets elendighed og to drenges død i 1970ernes Glasgow. Sjældent ser man så megen social og menneskelig nød i et traditionelt vestligt land beskrevet som her. Der bygges nye huse, men for den tragiske drenge-skæbne i filmens centrum bliver de kun en drøm, skildret i sært smukke billeder, hvor mennesker når frem til husene gennem modne kornmarker.

Mon drømme-sekvensen i "Ratcatcher" skal få mig til at tænke i bibelske termer på hvedekornet i jorden? Næppe i dette tilfælde, men film og især mere visionære film skulle gerne få os til at tænke og drømme. Vi har brug for arrangementer som Interfilms seminarer i Bad Segeberg, Nîmes, Riga og nu Örebro for at dele indsigt og visioner med hinanden.

Filmen, den syvende kunstart, er blevet kaldt for en profetisk kunstart. Dens store potentiale er mødet mellem himmel og jord: mødet mellem det forståelige og den dimension af tilværelsen, der ikke kan beskrives med almindelige ord eller billeder.

Trykt første gang i tidsskriftet Vision Nr. 9 (september 2000)

Jes Nystens anmeldelse af "Fucking Åmål" findes under vore filmanmeldelser
 


 


Denne hjemmeside blev opdateret 27/11, 2017