Kan man tale
med sit medium?

Af Mogens Hansen

Indgangsbøn

"Hvad jeg argumenterer for er ikke blot et stykke mødeteknik. Det er en anden menneskeopfattelse. Den ifølge hvilken ingen ejer noget monopol på sandheden. Den ifølge hvilken intet menneske nogensinde vil nå frem til fuld og hel erhvervelse af sandheden. Den ifølge hvilken man tålmodigt og bestandigt søger frem mod den sandhed, der ligger på bordet mellem dem, der deltager i en samtale.

Vi arbejder os med stor fart ind i et nyt oligarki, der meget vel kan komme til at minde mere om enevælden, end vi skønner om - med mindre vi fremmer den kritiske samtale, hvori alle tager del. (...) Hvis ikke vore utallige foredragsholdere bliver sokratiske og forlanger en debat efter deres enetale, vil almindelige mennesker atter - som i forrige århundrede - komme til at sidde som umælende og passive modtagere."

- Arne Sørensen - (opr. Jyllands-Posten, 1965,
citeret fra "Sokrates i forsamlingshuset", Samlerens Forlag, 1966)

Skam få medierne!

Det oligarki, det fåmandsvælde, som Arne Sørensen forudså i 1965, hersker i fuldeste flor i 1998. Det almindelige menneske er blevet en umælende og passiv modtager - takket være de elektroniske massemedier. Skam få dem!

Der findes en række programformer i radio og TV, der tilsyneladende er dialogiske. Men der er ikke tale om ægte dialog, og når noget ligner, bliver det først rigtig farligt.

De, der er ansvarlige for mediernes politiske vilkår, og vi, der tilrettelægger mediernes programmer, er medietidens "foredragsholdere"; vi har det sidste ord. Vi er de ansvarlige.

Den folkelige trussel i informations- og mediesamfundet af i dag er ikke tilstedeværelsen af manipulatoriske muligheder og mediernes forførende egenskaber. Medier er manipulation. Mediernes virkelighed er manipuleret virkelighed. Vi skal forføre og forføres.

Vort problem er heller ikke et spørgsmål om programideer og programformer - det, som Arne Sørensen kalder mødeteknik. Vort problem er vort menneskesyn.

Menneskesynet på spil

Vi har delt menneskene i to grupper: De få ("foredragsholderne"), der afleverer "sandheder"; de mange ("tilhørerne"), der modtager disse "sandheder". De første er oligarkiets magthavere. De sidste er dets tabere.

Det er i det hele taget karakteristisk, at medieudviklingen har forårsaget en folkelig-kulturel situation, der kan sammenlignes med den globale og sociale udvikling: Færre og færre bliver rigere og rigere, mens flere og flere bliver fattigere og fattigere!

Stadig flere bøger læses af færre og færre mennesker. Stadig flere bliver mere og mere glade for Program 1, mens der produceres mere og mere (dårligt) TV for flertallet. Strømmen af affaldsjournalistik, lokumsblade og disse såkaldte historier om mediemennesker er vor tids største miljøforurening.

Det er menneskesynet, der er på spil, og det er mennesket, der er indsatsen!

Det påstås, at medierne har at gøre med kommunikation. Det er desværre ikke rigtigt, for i det begrebs indhold ligger bl.a. det faktum, at efter en kommunikation er intet, som det var før. Den, der har kommunikeret, er blevet et andet menneske. Det er derfor, katolikkerne kalder det, vi så fattigt omtaler som nadver (aftensmad), for communion.

Det er farligt at kommunikere! Man risikerer at blive forandret. Moderne medier kommunikerer ikke. De reklamerer og markedsfører. Det er noget ganske andet.

I den ægte samtale er der mindst to lige værdige parter, der er optaget af at nå frem til en sandhed, der oven i købet kan vise sig at ligge et tredje sted eller hos en tredje person. Samtalens deltagere har lige stor indflydelse på samtalens indhold. Samværet og samtalen er i sig selv en del af indholdet.

Denne stribe fra Politikens daglige serie "Egoland" var i avisen lørdagen før den søndag, hvor tegneren, Ivar Gjørup, i 1994 var gæst i Mogens Hansens samtaleprogram "Om os selv og det, vi tror på".

Den kraftige herre hedder Divus Madsen og optræder ofte med en glorie om sin skaldede isse... Ivar Gjørup lavede i nogle år i programmet "Søndag morgen" nogle bibelske radiotegneserier, hvor hans finurlige filosofisk-teologiske tanker foldede sig ud i sproglig form. Tegnere er ofte ordmennesker på et højt plan.

Undertrykkende formidling

Når man som jeg - teolog og præst - i mere end 25 år har arbejdet i medierne med formidling, har man fået foræret ganske særlige redskaber til forståelse af mediernes desværre sjældent udnyttede muligheder som redskaber og ramme for samtale.

I min erfaringsrygsæk har jeg på den ene side den kirkelige forkyndelses entydige foredrags- og prædikenvirksomhed. Den har intet med kommunikation at gøre. Nærmest tværtimod. Teologer uddannes til antikommunikation. Alle foredragets dårlige og undertrykkende egenskaber er til stede i den kirkelige forkyndelse, og når Gud bliver en del af undertrykkelse, så er der tryk på!

Det meste af den mediepraksis, der kendes i dag, svarer nøje til den kirkelige forkyndelsespraksis. Underholdnings- og kommercielt reklamefjernsyns menneskesyn svarer til den amerikanske TV-evangelists menneskesyn. Mennesket bliver alene regnet som objekt for andres omvendelsesforsøg.

Evangelisk kommunikation

På den anden side er bibelsk kommunikation et væsentligt bidrag til min forståelse af ret mediebrug. Jesu kommunikation var udpræget sokratisk og dialogisk, og selve den teologiske tanke, kaldet inkarnation (det, at Gud begyndte brobyggeriet til mennesket fra sin side uden ekspropriationer på vor side og på den måde blev en imødekommende Gud), er i sig selv en forbilledlig kommunikation.

Vil man lade medierne tale, så det bliver muligt at tale med medierne og at tale med hinanden i medierne, må man være evangelisk og gå mod mediestrømmen.

Efter 23 års arbejde med kommunikationsradio og et par års TV-medarbejderskab er jeg ikke i tvivl: Af alle medieverdenens djævelske apparater er radioen det mindst djævelske! Det er lige før, jeg kunne finde på at kalde radiomediet for evangelisk!

Radiomediet kan plante en tanke i sindet. Radiomediet begynder samtalen, og det bliver til en samtale i den enkeltes bevidsthed, men denne enesamtale kan - når mulighederne er til stede - blive til ægte samtale. Mennesker kan mødes i medierne, og sød samtale kan opstå.... oven i købet med ham eller hende, der satte det hele i gang med sine ord i det ellers så fjerne medium.

Hvis der skal være tale om at være massemedium i folkets tjeneste, skal vi huske, at der i folket selv er en enorm viden og livserfaring. Opgaven for massemediet bliver at opfange og videregive den. Oftest er mediefolks kontakt med lyttere/seere kun udtrykt i ét spørgsmål: Hvad synes I om vore programmer?! Men at opfange og videregive folkets liv og livserfaring - det er opgaven.

Samtale-værksteder

I mine radioår forsøgte vi os med traditionelle spørgeprogrammer... det er godt nok, men slet ikke det bedste. Vi prøvede med mere flerstrengede spørgeprogrammer via telefonen og ved at tage ud og interviewe brevskrivere. Vi bragte "modparter" sammen til samtale, og vi "opfandt" et værksted, hvor bibelen blev oversat ved folkets hjælp, hvor vi "reparerede" etiske forhold, der trængte til fornyet eftertanke, og dogmer og ritualer kom til "syn" under kyndig vejledning. Som supplement til selve udsendelserne arrangerede vi desuden lokale møder, hvor man kunne møde den, man havde hørt i radioen, og måske sig hende imod... samtalen på mødet blev optaget og kom med i næste uges radioprogram. Eller vi havde kontakt med studiekredse, der gennem telefonen aflagde rapport om deres drøftelse af sagen. Den store finale var det årlige "lyttermøde" på Hotel Nyborg Strand, hvor vi mødtes ansigt til ansigt sådan, at det efterhånden - næsten - var svært at finde ud af, hvem der var "foredragsholder", og hvem der var "tilhører".

Udgangsbøn

Kan man tale med sit medium? En ting er at tale til det, som det står dér og siger dumme, herlige, bevægende og besværlige ord. Hvis der da er noget ved det, der siges, så gør det altid noget ved os. Undertiden opleves ordene, der kommer ud af radio og TV, som lidet tiltalende. Den, der siger ordene, står på en for højt hævet talerstol. Ord oppefra og ned til mig bliver aldrig tiltalende. Der er talt. Resten er tavshed.

Men sætter taleren sig ved siden af mig og tier stille ligeså meget, som han taler, brydes tavsheden, og samtalen tager fat. Så tag bare fat, I mediebestyrere. Det er på høje tid!

Mogens Hansen var 1975-97 programmedarbejder ved Danmarks Radio; det meste af tiden på Program 1, hvor han skabte "Ved dagens begyndelse" og "Søndag morgen - Om os selv og det, vi tror på". I TV var han 1996-97 den ene af to gennemgående samtalepartnere i serien "Hvad tror du?"; nu er han manden bag serien "Vers og viser om Vorherre", men til daglig er han sognepræst ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn i København.