Eddington

Ari Asters film er interessante. Det siger jeg som én, der kun har set to af hans indtil videre fire fuldlængdes spillefilm. Efter at have gjort sig bemærket med debuten “Hereditary” samt neofolkhorrorbraget “Midsommar”, fulgte han op med den udsyrende, tre timer lange “Beau Is Afraid”, og er nu tilbage med den formmæssigt noget mere overkommelige “Eddington”.

Det interessante hænger sammen med, at Aster med “Eddington” har skabt en politisk film, og her kunne man selvfølgelig sige: “Hvad er det særlige ved det”, eller “Er alt ikke i én eller anden forstand politisk?”, til hvilket jeg ville svare: Ja og nej. Det interessante i “Eddington”s tilfælde er, at Aster her har valgt at lave en film, som dykker lige ned i vores samtid – eller rettere sagt: vores nære fortid. Det er, som de fleste nok har opsnappet, en western film om covid-19 tiden. De fleste mennesker vil nok hurtigt kunne blive enige om, at det var en usædvanligt spøjs tid, som allerede var mærkelig, da vi stod midt i den, men som fremstår mere og mere bizar, jo længere væk vi kommer fra den.

“Eddington” skildrer covid-19 perioden, her fem år ‘after the fact’, og alene det at filmen gør det på en balanceret måde, som lader spørgsmålet om helte og skurke være tvetydigt og foruroligende, synes jeg fortjener ros. Det er det, jeg mener med, at det er en prisværdigt politisk film, for nej, det er der, så vidt jeg kan se, ikke så mange kunstnere, der har formået eller turdet – indtil videre. Af samme grund var jeg allerede spændt på filmen, da jeg hørte om handlingen, for lige efter den indledende enighed om periodens besynderlige væsen, stopper al samstemmighed selvfølgelig, og et monster af en kløft åbner sig mellem mennesker – især i USA, hvor filmen foregår, men også her i lille konsensus-Danmark, hvor vi helst vil være enige alle sammen hele tiden.

Joaquin Phoenix og Pedro Pascal gør det fremragende og er perfekt ‘castet’ som sheriffen og borgmesteren, der ryger i totterne på hinanden. Phoenix er henover årene blevet én af min og mange andres yndlingsskuespiller og er altid fascinerende at betragte. Pascal er den nye Hollywood-darling og skuespilsmæssigt matcher de hinandens energi. Filmen rammer en fin balance i portrætteringen af de to typer, som repræsenterer de to poler i den moderne splittede amerikanske bevidsthed. Pascals borgmester er pæn, sympatisk og renskuret; han har alle de rigtige holdninger og har i øvrigt også sit på det tørre, på overfladen i det mindste, med luksusvilla og mønsterfamilie. Phoenix´ sheriff er den mere ordinære mand på gaden, lidt enfoldig, men ærlig og ligetil. Hans familieforhold er noget rod, svigermor er skør og er flyttet ind sammen med ham og konen.

Begge mænd har deres skyggesider, og i løbet af filmen bliver de langsomt, men sikkert afsløret stykke for stykke, idet konflikten mellem de to alfahanner spidser til. Den rå styrkekamp i det knastørre westernlandskab er et klassisk motiv, og af referencer fra nyere tid er de mest oplagte, jeg kan komme i tanke om, to moderne klassikere, som sjovt nok udkom samme år: Coen brødrenes ”No Country for Old Men” og Paul Thomas Andersons ”There Will be Blood”.

For teologisk interesserede er der rigeligt med bibelreferencer. Der er ekko af Kain og Abel i de to mænds kamp, og i en central scene bliver den ene hovedperson bogstaveligt talt slået på kinden. Uden af afsløre for meget kan jeg sige at sheriffen ikke vender den anden kind til. Et hovedtema i filmen er menneskets basale værdighed, og hvor let den kan blive glemt eller tromlet over, når de store ideer gør deres indtog i samfundet.

Især Phoenix’ karakter kunne nemt være blevet en karikatur, og det, at Aster ikke falder i den fælde, er noget af det, der gør filmen værd at se. ”Eddington” er ikke en perfekt film, og jeg synes, den desværre mister retningen lidt i sidste halvdel – den skulle hellere have udforsket sporet med online konspirationsmiljøer og guruer mere, men i stedet forfalder den til lidt doven voldseskapisme. Men alt i alt som sagt en interessant film, som muligvis vil hive de sidste points hjem ved et gensyn.

Links
ekko ~ Kulturbunkeren ~ The Guardian