Pigen med nålen
"Intet mindre end et mesterværk"
Af: Helle Sihm
At se Magnus von Horns grusomme sociale drama “Pigen med nålen” giver mindelser om både Murnau, Dreyer, Fellini og Bergman. Det lyder jo voldsomt flot, og det er det også! For de stilsikkert bevidst komponerede scenarier er undertiden så svimlende, dragende skæve som Murnaus ekspressionisme, personernes ansigter så præcist belyst at de fremstår Dreyersk groteske og skræmmende, og endelig er der i handlingen elementer, der kunne være hentet fra Bergman, endda med et besøg af Fellini!
Det er ved juletid 1918: Den Store Krig, som har forandret verden for altid, er netop slut: Nu rammer freden. Krigens behov for masseproduktion af bl.a. uniformer er slut, fabriksarbejdersker fyres i hobetal, heriblandt også syersken Karoline, pigen med nålen, men hun har været så heldig at den velhavende fabriksejer, Jørgen Kitzler, har forelsket sig i hende, gjort hende gravid og lovet hende ægteskab. Så da Karolines mand Peter efter flere års fravær og tavshed vender hjem fra krigen med det afskudte ansigt skjult bag en metalmaske og kraftige briller, smider Karoline ham nærmest hysterisk brutalt ud: Hun står jo på tærsklen til et nyt, langt bedre liv med velhavende overklasse-ægtemand og kommende barn!
Her er der kun gået ca. 1/2 time af filmen, og vi har endnu ikke set skyggen af Dagmar Overbye, hvis sande historie den bygger på, så disse for Karoline så lykkelige udsigter er selvfølgelig for gode til at være sande. Selvfølgelig, for svigermor in spe, baronessen, får hurtigt forpurret sønnens bryllupsplaner og smidt gravide Karoline på porten. Gravid, svigtet, hjem- og abejdsløs beslutter Karoline at fremprovokere en abort og bliver for anden gang i handlingens forløb “Pigen med nålen”, nemlig den tynde, sylespidse strikkepind, hun jager op i sit underliv, mens hun ligger i den offentlige badeanstalts varme bad. Resultatet er voldsomme smerter og voldsomme blødninger, og her møder Karoline for første gang Dagmar Overbye, som tager sig kærligt og omsorgsfuldt af hende. De to kvinder bliver veninder, Karoline flytter ind hos Dagmar i lejligheden bag hendes butik: En blanding af et apotek og en slikbutik: Altså et drogeri. Hun bliver Dagmars assistent, bl.a. ved at amme Dagmars teenagedatter, Frida, og kameraet kigger aldrig diskret væk, men lader os se og følge selv de mest perverse og frastødende handlinger, der foregår i drogeriets baglokaler: Bliver livet for modbydeligt er det altid godt med morfin og flydende æter til at forskønne det! Men gennem ætertågerne opdager Karoline den grufulde sandhed, den der gav Dagmar Overbye tilnavnet “englemagersken”, og flygter skrækslagen. Hun møder igen sin, på sjæl og legeme sønderskudte ægtemand, som nu er “freak”-sensation i en omrejsende gøglertrup (her møder Fellini Bergman i et stemningsstærkt skræk-scenario), mens Dagmar fortsætter sin indbringende, dræbende forretning.
Måske har virkelighedens “englemager” kunnet overbevise sig selv om, at hun udfører (velbetalte!) gode gerninger ved at modtage uønskede spædbørn til “bortadoption”, videregivelse til velhavende, godhjertede familier, men i stedet dræber de bittesmå børn og bortskaffer de bittesmå lig på hæsligste vis? Det prøver hun i hvert fald på at overbeviser dommer og tilhørere om til den afsluttende retssag. Da dette ikke lykkes, prøver hun at “forhandle” med retten: Hun vil oplyse om sine hele 16 babylig, hvilket gør hende til den hidtil største, danske massemorder. Heller ikke det hjælper hende, hun dømmes til døden – en dom, der dog senere omstødes til livstids fængsel, men da er hun for længst i folkemunde døbt: Englemagersken.
Da slum-København anno 1918 for længst er kondemneret bort, er filmen optaget i det mest forfaldne Polen, men sørger for Københavner-troværdighed bl.a. med Rådhusurets markante slag. og filmen har en skræmmende original lydside: Ikke musik, men netop lyde, med alt fra skrigende, døende spædbørn og brøl fra ulykkelige mødre til små, insisterende klik, tramp fra hårde snørestøvlehæle på lakerede trægulve og smask fra den ansigtsløses ægtemands fødeindtagelse. De rå, sort/hvide optagelser skaber et så realistisk billede af storby-slum gennem 1920’erne, at man kan lugte stanken i baggårdene og de beskidte kroppe under tøjet. Filmens overlegent imponerende teknik – lyden og de sort/hvide billeder – fremhæver yderligere Vic. Carmen Sonnes og Trine Dyrholms formidable (sam)spil, stærkt og præcist suppleret og støttet af enhver mindre rolle omkring dem.
Selvfølgelig kan filmen ikke med sit afsæt i den sande historie om Dagmar Overbye ende lyst og lykkeligt med løfter om bedre tider for enlig-mor-arbejder-underklasse-Danmark; vi véd jo nu, at disse bedre tider kom, men filmen giver i det mindste et lille håb for Karoline og Dagmars måske-datter. og så kan den trods verdens barske situation på så mange fronter netop nu fastslå, at, nej, alting var ikke bedre i gamle dage!

Armand

Hundemand (Dog Man)
Relaterede Anmeldelser

Før frosten
16. februar 2019
Vanskabte land
3. marts 2023