The Thing With Feathers

En mand har pludselig mistet sin hustru og står alene med to sønner. Det bringer ham helt ud af fatningen. Først og fremmest står han med et ansvar, som han har svært ved at bære. Alt omkring børnenes hverdag er nyt og han famler sig frem, så godt han kan. Nogle gange med lidt overskud, men ofte uden! Han har mistet sin faste støtte og ledsager, og han véd ikke, hvordan han skal forholde sig til dette.

Hans nærmeste står der for ham. En bror, der tydeligvis ikke er bange for at være i sorgen. En gammel veninde, der husker hustruen på smukkeste vis. En arbejdsgiver, der lidt tøvende, giver ham respit på udgivelsen af den bog, han er i gang med at lave. En psykolog, der forsøger at hjælpe ham professionelt. Men der er også svigt. En svigerfar, der ikke kan dele sin sorg over tabet af sin datter med sin svigersøn. En svigermor, der ikke ser sin svigersøns kvaler, men lever i sine egne erindringer. Det er befriende, at det er så mange mænd omkring ham, som tør være i sorgen. Enkemanden ved, at han ikke kan give slip på den døde. Hun skal ikke glemmes. Hun skal være i hans, ja i deres liv. Så han sørger og lader sin sorg fylde alt – hans selvforståelse, hans drømme, hans hverdag.

Da træder en figur ind i hans liv. En stemme håner ham. En kæmpe kragefigur tager fat i ham og bogstaveligt talt slynger ham rundt i huset. ”Du hvide, engelske, sørgende, enkemand, hvor patetisk!”

En passant er der for tiden på Moesgaard Museum i Aarhus en særudstilling om kelterne og deres aftryk i Europa. Kelterne anså kragen for et dyr, der forbandt de døde med de levende!

Han slås med kragen, danser med kragen, vikler sig ind i dette monster, som han ikke vil give slip på, men samtidigt ikke kan leve sammen med! ”Hvis jeg forsvinder, vil noget andet værre end mig komme!”advarer Kragen. Enkemanden går så langt som at træde i Orfeus´ fodspor. Han vil hente sin døde hustru tilbage, til sig selv og sine børn. Hans sindstilstand er ved at nærme sig sindssygens.

En nat trænger en fremmed dæmon ind i huset og vil slå enkemanden ihjel. Kragefiguren kommer ham til hjælp og under et drabeligt slag lykkes det Kragen at dræbe dæmonen, men falder selv om dødeligt skadet. Da går det op for enkemanden, at han ikke ønsker, at Kragen skal dø og han yder al den hjælp, han kan “Dø ikke, Krage!” Med et grin rejser Kragen sig op og siger hånligt: ”Mig, dø? Ha!” Så der sidder de, i sofaen, enkemanden med sine 2 sønner og ser tv. Og en stor sort skikkelse kommer tungt hen og sætter sig midt imellem dem. Kragen folder sine vinger ud og favner dem alle. Og de læner sig trøstende ind til dette dyr.

Der er forskel på sorg og fortvivlelse. Sorgen forsvinder aldrig, men den kan være en livsledsager, som man kan leve sammen med og få indsigt af. Fortvivlelsen æder sjælen og efterlader intet håb! – synes filmen at vise i billeder, som man enten accepterer eller ikke kan være i. Sorgens sprog er ikke nemt at skildrer i alle detaljer, men filmen prøver at vise et desperat sørgende menneskes vej ud af fortvivlelsen og ind i sorgens hverdag. At der er håb i livet, selvom man har mistet noget dyrebart.

Læs også ekko