A black Jesus

Det er lige så umuligt at være kristen alene, som det er at være gift alene. Det lader sig simpelthen ikke gøre. Kristendommen begynder med det menneske, som står foran dig. Det er i det rum, mellem mennesker, at kristendommens grundidé lever og virker. Du skal elske din næste som dig selv og tage imod enhver fremmed, som var det en bror eller søster. Det lyder simpelt. Det er det langtfra.

Luca Lucchesis debutfilm A Black Jesus handler i sin essens om sammenstødet, når evangeliet møder virkelighed. Den handler først og fremmest om Siculiana, en billedskøn provinsby på Siciliens vestkyst, og de mennesker, som bor der. Siculiana er en tidslomme. Det er som om, at et sekund tager tre, når solen rammer de faldefærdige stenhuse, og fiskerne trækker deres net ind over rælingen på de slidte fiskerbåde. I lejlighederne samles byens ældre kvinder og hjælpes om madlavningen. De snakker mere, end de lytter. På gaden står mændene og misser med øjnene i solen. De siger ikke et ord.

Hvis der findes kraver på Sicilien, så er der god grund til at tro, at de vender ved Siculiana Men man skal ikke tage fejl af byens indbyggere. De er stærke i troen og stædige som kæmper, og i byens varemærke – den lokale kirkes sorte Kristusfigur – finder de en stærkt forenende stolthed. Legenden lyder, at en blind mand engang faldt i søvn inde i kirken på en stor trækasse, og da han vågnede og åbnede sine øjne, kunne han pludselig se. Da man åbnede trækassen fandt man deri et stort kors med en sortmalet Kristusfigur. Siden da har byens beboere hengivet vendt deres bønner mod korset i kirken, hvor den sorte Kristus nu hænger og ser ud over sin menighed med et barmhjertigt blik og et forsigtigt smil. Hvert år den 3. maj fejrer man den sorte Kristus ved at tage korset ud af kirken og bære det rundt i byen. Byens mænd ifører sig velsignede røde tørklæder og bærer Kristus afsted på deres skuldre, som var han en fortidskonge, der turnerede rundt i byen. Det er en styrkeprøve uden lige, og der skal mange til at bære korset, men smerten og besværligheden lader til at være en vigtig del af ritualet.

Tiderne skifter dog i Siculiana, og på strandene blandes fiskerbådende med andre både, der bærer afrikanske bådflygtninge ind på land. De går rundt i gaderne og hænger på hjørnerne og ved busstoppestederne. Der oprettes et center, Villa Sikania, hvor flygtningene kan opholde sig og modtage undervisning i italiensk. Det er ikke let at lære italiensk, men den største udfordring findes ude på den anden side af lejrens mure, hvor borgere i Siculiana har mere end svært med at affinde sig med byens nye status som Europas venteværelse.

Den største ros, som man kan give Lucchesis film, er, at den formår at afholde sig fra at fortabe sig i dyb polemik. Den svælger ikke i de os og dem-tematikker, som næsten er uundgåelige, når man skal fortælle Siculianas historie. Der er masser af sekvenser, der opridser forholdet, som da en lokal fodboldkamp spilles på lysegrønt kunstgræs i nyvaskede og strålende spillertrøjer, mens flygtningene spiller på en jordmark lige ved siden af i deres udtrådte kondisko. Men generelt bliver der ikke peget unødvendige fingre af lokalbefolkningen, og deres bekymringer tages alvorligt.

Filmen er et navnløst kludetæppe af vidnesbyrd fra et lille hjørne af verden, hvor virkeligheder, kulturer og traditioner brager ind i hinanden fra den ene dag til den anden. Det er et utrolig smukt træk ved filmen, at dens karakterer forbliver anonyme for os. De fremstår som besynderlige arketyper – den syngende købmand, den stærkt troende og godhjertede flygtning, skolelæreren – og på den måde bliver de ikke individuelle skæbner, men mere generelle størrelser, der kunne være dig og mig. Samtidig er det måske også filmens store svaghed, for A Black Jesus forlanger også meget af sit publikum. Man skal have tålmodigheden til at give sig hen til striben af vidnesbyrd i de støvede sicilianske gader. Først sent udfolder der sig noget, der kan karakteriseres som et svagt plot. Ellers er fortællingen temmelig stillestående, hvilket uden tvivl også er en stærk pointe i forhold til bådflygtningenes og beboernes situation. Den er fastlåst. Til gengæld er det smukt at se, hvordan de navnløse flygtninge får navne til sidst i filmen, hvor det svage plot forløses.

Luca Lucchesi har skabt en smuk og langsom film om det problematiske ved troens etiske fordringer og om den barske virkelighed ved Europas grænser. Men han bevæger sig på grænsen mellem det langsomme og det tunge, og han kan takke filmens elskværdige karakterer for, at man trods alt giver sig hen og lytter til hans fortælling.