Affektionsværdi / Affeksjonsverdi

At Huset – en pragtfuld, stor, stilfuld, men noget slidt og forfalden træ-villa i Oslo og familien Borgs hjem gennem århundreder – er en væsentlig “aktør” i filmens familie-baserede historie demonstreres tydeligt gennem filmens første minutter, hvor pragtbygningen originalt omvendt ikke personificeres, men får den lille Nora til at personificere sig med den, altså forestille sig at være familiehjemmet. Dette lyder kringlet, men giver fuldstændig og fin mening, når filmen ses! Nu ligger Noras og hendes søster, Agnes’ mor død i huset, hvilket får den ny-blevne enkemand, Husets ejer, og søstrenes far, den engang så berømte og respekterede filminstruktør, Gustav Berg, som netop er blevet “genoplivet” og “genopløftet” gennem en retrospektiv filmserie-visning i Cannes, til efter års fravær fra både hus, hustru og døtre at vende tilbage til begravelsen. Med sig i en krøllet plastpose har han et splinternyt filmmanus, hvis hovedperson er Gustavs egen mor, som begik selvmord i Huset, og som han vil have sin datter Nora til at spille, mens han selv er instruktør. Mere familiefikseret kan det da ikke blive!

Men som også det meste andet i den selvcentrerede egoist, Gustavs liv handler dette om at genvinde fordums tiders berømmelse og beundring, og derved bliver filmen også et portræt af selve Kunstens enorme magt og krav: Fascinationen og destruktionen; Kunsten over alt og alle, ikke mindst Kunstnerens allernærmeste. Spørgsmålet, filmen stiller på baggrund af et væld af andre, både fiktive værker og “virkeligheder” er: Er et stort, kunstnerisk geni virkelig nødt til at opføre sig som en egoistisk, svigtende og sårende sjuft overfor sine nærmeste for at kunne udleve og udøve sin geniale kunst? og via Skarsgårds utroligt udtryksfulde og let aflæselige ansigt også besvarer i filmens sidste, rørende minutter.

Gustav har, årtier tidligere, instrueret sin yngste datter til både egen og hendes store succes, men Agnes valgte senere at blive historiker, og nu giver Gustav sit nye manus til sin ældste datter, Nora, som er en stor, hyldet teaterskuespillerinde. Men hun er netop, – i de sekunder, tæppet går på selve premiereaftenen blevet ramt af hysterisk voldsom sceneskræk, og da hun også nærer et dybt og inderligt had til sin evindeligt svigtende, forsømmende og fraværende far kunne hun ikke drømme om at læse hans manus, og da endnu mindre at spille sin egen farmor i Gustavs instruktion!

Så da den lettere alkoholiserede runkedor-charmør, Gustav, til en filmfest møder den unge, fremstormende, amerikanske stjerne, Rachel, tilbyder han fluks hende rollen i stedet, og alle Borg-familiens konflikter og konfrontationer udbygges nu gevaldigt ved at have en vildtfremmed ambitiøs, kontakt-hungrende ung stjerne, der KUN taler engelsk som nyt “medlem”. Men unge Rachel viser sig sim filmens fintfølende og hensynsfuldt forstående sande heltinde, hvis uselviske beslutning viser sig både forenende og forsonende.

På trods af “Affektionsværdi”s enorme mængde modtagne priser og endnu flere nomineringer rummer den et par irriterende og indlevelses-svækkende huller og mangler, især hvad angår Gustavs ex-hustru, -søstrenes mor: Hendes død samler familien i Huset, men derudover forbliver hun ubeskrevet og derfor os ubekendt; ærgerligt, da hun jo også må have haft sin del og skyld i de to søstres vidt forskellige udvikling og livsforløb. Uklart uforløst står også Gustavs mor, hans kommende films hovedperson: Kort og noget påklistret ulogisk opdukker pludselig en mængde grufulde billeder af den grufulde tortur, nazisterne udsatte hende for, da de afslørende hende som spion for den norske modstandsbevægelse, og filmen påstår – måske? – for netop dette barske forløb skildres også lidt…komisk at dette førte til hendes selvmord 15 år senere. Alt for meget forbliver uafklaret om denne for Gustav og hans nye film så vildt vigtige person, som han så brændende ønsker, at hans egen datter skal spille, og således bliver “Affektionsværdi” med den engelske titel ” Sentimental Values” både et portræt af et karismatisk Hus og den traumatiserede familie, der hører hjemme i dette, om begrebet “alderdom”, som Gustav har så svært ved at forlige sig med, og et smukt vidnesbyrd om, at selv efter årtiers svigt, forsømmelse, had og vrede, er der mulighed for forsoning.