Armand
"Børns udsagn om hinanden og forældres reaktioner derpå"
Af: Susanne Charlotte Knudstorp
Filmen handler om forældre til to drenge, der har haft en konfrontation på skolen. Forældrene er hidkaldt til skolen efter endt skoletid af klasselæreren, skoleinspektøren og en tredje person med forstand på skolens regler. Denne person ser vi få næseblod to gange, hver gang uden at have en Kleenex ved hånden, selvom der siges, at hun bløder meget for tiden! Desuden ankommer resten af klassens forældre til et forældremøde med en anden lærer.
Jeg forsøger hele tiden at være i dialog med filmen, som jeg så i går. Men hver gang jeg prøver at holde fast i de mange gode takter – og dem er der mange af – overvældes jeg af en kedelig dom: Hun grinte to minutter for meget; hun græd ét minut for meget; hendes dans blev lidt for underlig og den symbolske interaktion med de andre børns forældre blev skåret alt for meget ud i pap. For ikke at tale om den rensende regn, som de alle render ud i og derude ændrer dom. Jeg har kort sagt svært ved at anerkende alle disse gode takter som vellykkede! Så kan jeg bestemt bedre forlige mig med slutscenen, hvor Armands mor mere end antyder over for klasselæreren, at der er noget galt, men det skal hun ikke blande sig i!
Alligevel rammes jeg af filmens måde at bruge rum på. Vi går på skolens lange gange; op og ned ad de mange trapper. Vi kommer ind i klasseværelser, hvor der befinder sig en eller flere personer. Vi er på toiletter, som, hvis væggene kunne tale, ville fortælle os meget om, hvordan børn har det! Toilettets røde vægge får mig til at tænke på en livmoder, det sted, hvor vi alle har ligget i ni måneder. Vi går ned i kælderen, hvor stole er opstablet. For ikke at tale om lærerværelset, hvor maden indtages og ind på skoleinspektørens kontor! Skolen skaber rum til monolog, dialog og gruppesamtale. Det er i mangfoldigheden af disse samtaler i de forskellige rum, filmen har sin styrke. Vi tages ved hånden og får vist, hvordan samtaler kan virke i stik modsat retning end forventet.
Jeg er ikke i tvivl om, at skuespilleren Renate Reinsve er en dygtig skuespiller, men filmen ville i mine øjne vinde ved ikke at fokusere så meget på hende. Når det er sagt, er filmens tema – børns udsagn om hinanden og forældres reaktioner derpå – et evigt aktuelt emne. Hvad sagde børnene og hvad mente de egentligt? Og hvorfor reagerer forældrene på den måde, de gør? Det er godt tænkt at lade en skoles indretning danne en stram ramme for problematikken. Men jeg blev desværre forstyrret undervejs!
Links
ekko ~ Kulturbunkeren ~ Vi elsker serier

Babygirl
