Astin sem eftir er / The Love That Remains

Indtryk, aftryk, udtryk! Der er en del tryk på denne islandske film. Dog ikke tryk på som i udtrykket: fart over feltet! Men det er heller ikke en langsommelig film. Vi bombarderes med udtryk, som vi konstant skal analysere og finde hoved og hale i. Det er en film til vores intellektuelle formåen, gennem sanselige billeder. Samtidigt med at vi er til stede i ganske almindelige hverdagssamtaler familiemedlemmerne imellem. Især børnene bærer hverdagen på en behagelig måde. Filmen er en skilsmisse-film, hvor far og mor er blevet ”enige” om at gå fra hinanden. De er sammen som familie med deres tvillingsønner og teenagedatter, men de er også i færd med at skilles ad som ægtepar. En proces som aldrig bare kan være, men vil indeholde forvirrede og frustrerede følelser og erkendelser.

Indledningsscenen er et tag, der løftes af et hus, så sollyset kommer ind i rummet, mens det engang så funktionelle tag hænger magtesløs og dingler henover. Vi ser løbende, hvordan drengene laver en form for totempæl, hvor der bindes et fugleskræmsel til, som ændrer udseende filmen igennem. Til sidst ligner det en ridder med rustning på hovedet og et sværd, der ”daler” ned fra himlen! Denne ridder har faren et udestående med i slutningen af filmen. Han vil dræbe ridderen, men kommer i stedet til at tiltrækkes imod dette ukendte, som var det en smuk kvinde og de forenes i et langt kys!

Faren bliver tydeligt skildret som en mand, der har svært ved at finde sin identitet som ex-ægtemand og ikke helt kan finde sin autoritet overfor sine børn. Hans arbejde på havet som fisker ligger i faste rammer. Alle véd, hvad de skal gøre. Men hvordan gør man, når ens familie skal splittes op?

Moren er mere afklaret og konsekvent i sin rolle som ex-hustru. Hun har familiens hund Panda som tro følgesvend. Hun lader ex-manden komme i hjemmet og være sammen med børnene, men hun vil ikke mere være intim med ham. Hun lytter til ham, men i bilen, så børnene ikke vækkes. Hun er kunstner. Vi ser, hvordan hun kreerer kæmpe kunstværker, der kræver store udendørsarealer. Vi ser, hvordan de udføres med en kunstners disciplin, og vi får indblik i, at hun ikke lige er i væltet som kunstner. Hendes frustrationer kommer ud, da heste kommer ind på hendes kunstmark og træder hendes værker under fode. Der er stærke følelser i hende, der er had i hende! Et had, som kommer til at gå ud over den stakkels hane, som ex-manden på kommando slår ihjel. Det får datteren til at dømme sin far entydigt og et mere eller mindre sjovt intermezzo lader os forstå, at naturen kan slå tilbage…

Børnene er helt eminente i deres spil. De problematiserer ikke forældrenes skilsmisse. De viser sig kærlige over for deres mor. De kan give udtryk for, at de gerne selv vil have en kæreste – engang! Da den ene bror kommer til at skyde sin tvillingebror i skulderen med en pil, vælter bibelske beretninger om brødre-jalousi ud af skabet. Men kun for en kort bemærkning. Smerteskriget rammer mere faren, der ligger på det åbne hav og erkender, at han har mistet noget dyrebart og undskylder sit svigt.

“The Love That Remains” er endnu engang en fin og flot film af den islandske instruktør Hlynur Palmason. Ja, aftryk, udtryk og indtryk er der rigeligt af i denne film, og alligevel gik jeg ud af biografen med en ro. Det lykkes for instruktøren at få fremvist en ro på trods af de stærke følelser, der er forbundet med en skilsmisse med tre børn – en ro, som ligger i det genkendelige og trygge. Det være sig arbejdsrytme; en familieudflugt, hvor der indsamles frugt og svampe. Et måltid med flere familiemedlemmer. Roen modsiges af stærke følelser, men fastholdes, så håbet om, at der er et godt liv på den anden side af skilsmissen, også er til stede.

Læs også ekko og The Guardian