Autofiktion / Amarga navidad

Som så ofte i sine auteur-værker trækker Pedro Almodovar også her på egne oplevelser, , -på de mennesker, han kender, -på de følelser, han rummer, – her endda mere end vanligt. For som filmens danske titel, “Autofiktion” siger, blander han her fiktion med fakta fra sit eget liv, dvs. sit alter ego, den aldrende filmskaber, Raouls liv. Så gælder det om at vær top-koncentreret, for alle Almodovars velkendte temaer – kunst, køn, seksualitet, smerte, lidelse, lidenskab, jalousi, død, selvmord og en anseelig mængde kvinder på randen af et nervøst sammenbrud – skildres her med vanligt, voldsomt latinsk temperament i to hovedforløb: 2004 og 2024, med afstikkere til de nærmeste år deromkring.

Den aldrende filmmager, Raoul, der lever sammen med sin yngre mande-kæreste (homoseksualitet er et stærkt tema i Almodóvar-film) skriver på manuskriptet til sin nye film, hvor han lader sig inspirere af begivenheder i 2004: En yngre instruktør-kvinde, Elsa, der efter et par lidet bemærkede spillefilm har skabt sig et navn og en formue ved at instruere reklamefilm og nu lever sammen med sin yngre mandekæreste, som er brandmand af profession og stripper i sin fritid. Der er er altså tydelige paralleller mellem disse to forløb, og filmen veksler mellem at skildre dem.

Raul er gået lidt i stå i sin manus-skrivning, og samtidig har hans gennem 20 år nære veninde og uundværlige personlige assistent, Monica, sagt op. Hun ønsker a dedikere sig til at drage omsorg for sin lesbiske ex-kæreste, hvis datter er døende. (Ja, der er også ofte adskillige døende og døde i en Almodóvar-film.) Men både med hensyn til assistentens døende nære og alle andre døende og døde i denne historie er Raoul følelseskoldt ligeglad: For ham handler alt bare om det er noget og nogle, han kan bruge i sin film eller ikke. Men eftersom det er Elsas 2004-historie, der danner basis for Raouls manus, “Bitter Jul”, føler han sig selvfølgelig forbundet med hendes liv og film-kunst.

Selvfølgelig skal de to handlinger, der forløber med 20 års mellemrum, til slut forenes, og når det sker, opstår “Autofiktion”s mest intense, følelsesladede scener, hvor Raoul lader sin kunstner-hovmodige egocentri stige til frastødende højder helt uden hensyn til øvrige involverede. Her går harme, skuffelse, raseri og hjælpeløshed i den grad op i en højere, temperamentsstyret enhed. En følelseskulmination, der tydeligt demonstrerer skuespillernes imponerende talent, hvilket selvfølgelig også har været mærkbart gennem hele filmens forudgående forløb. I denne tidsspringende, koncentrationskrævende fortælleform fremstår Almodovar nærmest masochistisk i sin insisteren på at udlevere sti alter ego, Raoul, som en iskoldt selvoptaget, empatiforladt menneskeforbrugende kunstner.

Almodóvars behov for at male sine film op i smældende farver ledsaget af ofte melodramatisk følelses-forstørrende musik fornægter sig ikke her: Et par væsentlige scener lader endda den desperat gispende, hæse, spanske sanger Chavela Vargas, være omdrejningspunktet. Visuelt er her uforglemmelige scener, hvor velhavende Elsa har inviteret en venindes datter, der er selvmordstruende traumatiseret af sin lille søns død i en bilulykke, hun var skyld i, med i sit luksus-sommerhus på Lanzarote. Her udnytter Almodóvar det kulsorte, vulkanske sand under de blege, hvide kvindekroppe og senere den frodige, saftigt farvestrålende flora, der skyder op fra dette, med en kontrastrig, original visualitet, der fuldstændig tager pusten fra publikum.

Elsa, der er centrum i Raouls nye film, har tidligere instrueret et par kultfilm – et begreb, hun selv forklarer som film af en vis kvalitet, men som ingen havde lyst til at se. Derefter gik hun så over til de reklamefilm, som ses af masserne, og som gjorde hende rig, og nu drømmer hun så om igen at skabe, omend ikke kult så dog kvalitetsspillefilm. Så hvor Raoul er Almodóvars alter ego, er Elsa Raouls, og det er Elsa og hendes liv, Raoul nu vil filmatisere under titlen “Bitter Christmas”. Således får Almodóvar udlevet sin feminine side ved at lade sit alter ego, Rauol, udleve sin, ved at lade en yngre kvindelig instruktør være Raouls alter ego i filmen “Bitter Christmas” – på én gang både tydeligt og indviklet som så meget i denne autofiktion.

Autofiktionsformen gør historien om en (film-)kunstner, der placerer kunstneren (sig selv) over alt og alle andre og kynisk udnytter selv sine nærmeste i sit selvudleverende arbejde både modig og frastødende; dens form med de to handlingsforløb adskilt af en snes år kræver uafbrudt top-koncentration. “Autofiktion” er hverken en behagelig eller en lettilgængelig film, men med dens temperaments-gnistrende skuespil, de velkendte temaer og projektørlyset på den hensynsløst egocentriske kunstner er den typisk, klassisk Almodóvar og et “must” for alle, der interesserer sig for den desillusionerede, aldrende, homoseksuelle spanske mester-auteur.