Babygirl

Filmen åbner med et følelsesladet, varmt samleje mellem det velbjergede, modne ægtepar, Romy og Jacob. Han: innovativ, succesrig og respekteret teaterinstruktør; hun: topchef i en robot-virksomhed. To succesfulde mennesker i et pragt-hjem med et lykkeligt, intenst sam- og sex-liv efter 19 års ægteskab. Eller? Ffor umiddelbart efter åbningsscenens varme, fine samleje smutter kvinden, Romy, hurtigt ud, tænder for porno på sin bærbare, og tilfredsstiller sig selv: Alt er åbenbart ikke idel idyl og sex-salighed i det elegante hjem med to teenage-døtre, hvoraf den ene er en ondskabsfuld, lesbisk “bitch” med åbenlyse problemer. Romys sex-frustrationer flammer op i lyseste lue, da hun en dag på fortovet foran sin arbejdsplads ser en veltrimmet, ung mand, der selvsikkert betvinger og beroliger en en stor, rasende hund, der er gået amok i en blodrus og angriber alle omkring sig, Det viser sig, at den unge mand, Samuel, er en ny praktikant på Romys arbejdsplads: Et eksplosivt erotisk drama er anslået.

Der er ikke voldsomt mange “shades of gray” i deres forhold, bare masser af den ydmygelse og fornedrelse, hun behøver: Han fortsætter “hundetemaet” fra deres første møde og behandler hende som en sådan; hun forsøger på skrømt at bremse, bakke ud, standse forholdet, men ender ustandseligt, drevet af sit utæmmelige begær, tilbage på gulvet foran ham, krybende for hans fødder, totalt ladende hånt om ægtemand, familie, arbejde. Som så ofte i klassisk opbyggede, erotiske dramaer, presser den ubudne, unge elsker sig tættere og tættere på og ender med at trænge helt ind i Romy og Jacobs hjem. Voldsomme slagsmål, gråd, fortrydelser, undskyldninger, forløsende for- og opklaringer.

Da vi her i Danmark har været først og frækkest med både nøgenhed og explicit sex på film, vil danske biografgængere nok ikke blive hverken forargede eller chokerede over “Babygirl”s nære, åbne og realistiske sex-scener, som bryder herligt befriende med tidens ny-puritanisme og ny-bornerthed, men nok imponeres over, at 57-årige Nicole Kidman så modigt og, ja, nøgent, har kastet sig ud i disse; hun lader endda sin rollefigur, Romy, åbent få botox-indsprøjtninger og andre avancerede foryngelses- og forskønneslesbehandlinger på sin superslanke, flotte krop. Men hvor Kidmans egne foryngelsesbehandlinger nok kan skjule alderens spor i hendes voksglatte ansigt, så røber de knoklede knæ den ubønhørligt.

Magt er en væsentlig faktor i “Babygirl”: Magt på jobbet, magt i familien, magt i erotiske relationer, og de kædes effektivt spændengsskabende sammen her: Afsløres Romy og Samules forhold vil hun miste alt: Sit ægteskab, sin høje stilling, hus og hjem – en situation, som selvfølgelig kan misbruges, og det gør Samuels unge kæreste, som også er Romys højre hånd på jobbet, med et helt uventet resultat, som ikke skal røbes her.

Filmen er skrevet, produceret og instrueret af en kvinde, skildrer en kvindes seksualitet fra en kvindes synspunkt, og spillet domineres totalt af en kvinde. De to mænd: Harris Dickinson som Samuel og Antonio Banderas som ægtemanden, Jacob er glimrende og troværdige, men fungerer alligevel som vægge, Kidman spiller op ad med sit store, alsidige og her utroligt modige talent.

Nu er ordet “løsninger” i denne anmeldelses overskrift jo i flertal, så hvis én løsning lyder: Tal om problemerne, selv de mest intime, frit, åbent og ærligt, så lyder en anden: Ønsker du total kontrol over et andet væsen, så hold dig fra modne kvinder og anskaf …en hund!

Links
ekko ~ Vi elsker serier ~ The Guardian