Begyndelser

“Begyndelser” benytter sig af alle de smukke, stærke byggesten, som vækker de stærkeste, reneste følelser hos både rollefigurerne og publikum: Kamp, tapperhed, viljestyrke, ordentlighed, pligtfølelse, kærlighed, og cementen mellem dem er håbefuld, årelang samhørighed. Men qua sit manus er filmen blevet en ujævn oplevelse, ja, allerede titlen er misvisnede: Den skulle have været “Genopstandelser”, ikke “Begyndelser”, og bag den findes både en fuldstændig fantastisk præstation af Trine Dyrholm, et par scener, som er ved at smadre både indlevelse og helhedsoplevelse, og nogle, som er opløftende rørende og frydefulde. Lad os få overstået de frastødende først: En udpenslet og totalt unødvendig sex-scene mellem ægtemand og hustru og en fuldstændig usandsynlig scene, hvor datteren tager en fuldstændig usandsynlig hævn over faderen i hans og den nye kærestes nye hjem. De glimrende gemmer jeg, sådan lidt Søren Kierkegaardsk lidt: Forventningens glæde er jo den største!

Bostedspædagog-far, Thomas, og havbiolog-universitetslektor-mor, Ane er midt i en virkelig ond og led skilsmisse: Han har fundet sig en ung ny kollega-kæreste, men bor stadig hjemme hos sin “gamle” familie med Ane og deres døtre. Ét af deres indædte skænderier går på, at mor vil have alt på plads omkring økonomi og boligforhold, før de fortæller døtrene om skilsmissen – det ønsker far ikke. Vreden stiger, til far-Thomas må på arbejde, og kort efter falder mor-Ane om på gulvet, dybt bevidstløs. Ane har fået en massiv blodprop i hjernen og er blevet lammet i hele venstre side; ikke midlertidigt, men varigt, dog med mulighed for en anelse bedring gennem en næsten umenneskelig hård genoptræning. Her begynder Trine Dyrholms fysisk som psykisk fuldstændig formidable rolleudførelse: For da Ane er stabiliseret indenfor hospitalets trygge rammer, sendes hun hjem. Fysisk nærmest hjælpeløs, psykisk svingende mellem det vildeste raseri over sin grusomme skæbne og derfor over døtrenes klager over minimale problemer, jalousi over sine nærmestes velfungerende kroppe og skamfuld over at måtte klamre sig til Thomas’ raske, stærke krop.

Thomas vælger at blive boende indtil videre, engleblid tålmodig, uendeligt hjælpsom og forstående, samtidig med at han fortsætter med at planlægge sit nye liv med sin nye, unge kæreste i deres nye lejlighed, åbent ærlig overfor begge “sine kvinder”. Via Thomas´ utrættelige hjælpsomhed og sin egen stålsatte viljestyrke får Ane det efterhånden bedre, og her tager Dyrholm igen pusten fra publikum: For nu bliver vi vidner til, hvordan Ane langsomt, fysisk som psykisk bliver raskere – uden at blive helt rask – formidabelt!

Det øvrige fine ved filmen: Et stærkt, velopbygget chok opstår ved at Ane, halvsidigt lammet!, sætter sig bag rattet, kører, og det går glimrende: stort positivt chok, men så en dag føler hun sig så sikker bar rattet, at hun tager andre med sig i bilen , og så: det ægte chok! Flot filmisk opbygget. Et fint, rørende øjeblik opstår, da Thomas og Ane deltager i hans fars fødselsdagsfest: De er placeret langt fra hinanden ved frokostbordet, men pludselig mødes deres blikke, og vi ser og føler tydeligt, hvordan deres gamle, varme, kærlige følelser for et øjeblik genopstår. Næsten overnaturligt stærkt virker det, at én af de hændelser, der hjælper Ane allermest er, da hun, under den intense genoptræning, trækkes ud i et stort, dybt svømmebassin: “Vandkvinden”, dykkeren, havbiologen er pludselig igen i sit rette element: De to raske lemmer driver hende rask fremad, mens de lamme lemmer af vandet bæres oppe til næsten forglemmelse: Vandkvinden er genfødt i sit rette element, hendes fryd forplanter sig smukt og sikkert til os.

Den altså noget ujævne films konstante force er det lydefri samspil mellem to store kunstnere, Trine Dyrholm og David Dencik som Ane og Thomas, som så sikkert menneskeliggør filmens byggesten: Viljestyrke, kamp, tapperhed, ordentlighed, pligtfølelse, selvtilsidesættelse og dyb, inderlig , “gammel” kærlighed. Så, uden at røbe -“spoile” – for meget, burde filmen have heddet “Genopstandelser”!

Læs også ekko