Bird

Instruktøren Andrea Arnold er kendt for sin uforfærdede evne til at trække skønhed, mening og poesi ud af de mørkeste afkroge af menneskelivet. Med Bird føjer hun endnu et kapitel til sin filmiske udforskning af de store eksistentielle temaer: sorg, skyld, kærlighed – og håb.

Arnolds karakterer lever sjældent lette liv. De er børn og unge og voksne, der befinder sig i udkanten af samfundet, både socialt og geografisk. Alligevel er hendes film aldrig kyniske. Tværtimod kredser hun igen og igen om, hvad det vil sige at være menneske – og hvordan vi overlever. I Red Road, hendes debutfilm, var det sorgen, der stod i centrum: Hvordan lever man videre, når nogen har taget det dyrebareste fra én? Hvordan tilgiver man, ikke som from dyd, men som nødvendighed?

I Red Road elskede hovedpersonen bogstaveligt talt med sin fjende – en næsten chokerende manifestation af fjendekærlighedens paradoks. Og som i Red Road handler Bird også om at rydde forhindringer af vejen – ikke ved at benægte lidelsen, men ved at insistere på muligheden for vækst midt i det usle.

I Bird er det håbet, der træder frem. Ikke som ideologi, men som livsbetingelse. Og det er her, Bird – filmens gådefulde titelkarakter – kommer ind. Han optræder som en slags Jesus-figur: ikke prædikende, ikke frelsende i klassisk forstand, men gående med karaktererne. Han dukker op, dér hvor de er ved at gå til – og bringer en anden rytme, en anden ro, en anden virkelighed med sig.

Her åbner filmen sig mod noget, der ligner magisk realisme: En død hund vækkes til live. Ikke med fanfare, ikke som et mirakel, men som et næsten ubemærket tegn: Livet har stadig fat. Døden har ikke det sidste ord. Bird går gennem filmen med en ro og en tilstedeværelse, der nærmest emmer af det hellige. Han siger ikke: “Tro på mig.” Han siger: “Jeg går med dig.”

Arnolds blik er aldrig sentimental, men altid empatisk. Hun skaber ikke helte, men mennesker – og i Bird lader hun det menneskelige åbne sig mod det guddommelige, uden at forlade jorden. Det religiøse i filmen er ikke knyttet til institution eller dogme, men til det kropslige og det konkrete. Til det at nogen bliver hos én. At nogen ser én. At man får en chance mere.

Bird er derfor ikke blot en socialrealistisk fortælling med et poetisk lag, men en moderne lidelsesberetning, hvor håbet bæres frem af det fælles, det usynlige og det uforklarlige. Den spørger: Hvad skal der til, for at et menneske igen tør tro på, at livet kan bære? Og svaret, Andrea Arnold giver, er ikke løsninger, men nærvær. En åbning. En uventet blidhed. Ligesom i Red Road handler det om at genvinde en fremtid – ikke ved at glemme det, der var, men ved at se det i øjnene, og alligevel gå videre.

Bird er en fortælling om netop det: At selv i ruinerne kan der gro noget nyt. En stilfærdig åbenbaring, hvor Arnold viser, at håbet stadig har skygge og krop – og går med os, midt i det hele.

Links
ekko ~ The Guardian ~ Sight & Sound