Bride

Det første menneske var udsat for det. Frankensteins monster – her i filmen kaldt Frank eller Frankie Frankenstein (uigenkendeligt maskeret af Christian Bale) – lider ligeledes under det: Det er ikke godt at være alene. Man bliver frygteligt sorgfuld, når man mangler en at dele sit liv med. En, der forstår! I Skabelsesberetningen så Vorherre det første menneskets sorg og prøvede at hjælpe ved at skabe alle mulige og umulige andre skabninger. Men lige lidt hjalp det. Først da et andet menneske blev til, kom der, om ikke fred og ro, så i hvert fald spænding og afveksling ind i tilværelsen. Nu kunne livet deles med en anden på godt og ondt.

Instruktør Maggie Gyllenhaal tager i sin film The Bride fat i Mary Shelleys gotiske klassiker ”Frankenstein” fra 1817 og lader den afdøde forfatter spytte al den jord, hun gennem 200 år har fået i munden, ud, for så at give plads til en ord diarré, der vil noget.

Mary Shelley har brug for et medie. Det bliver den fornyeligt afdøde kvinde (Jessie Buckley), som bliver bragt til live efter et ønske af monsteret Frankenstein, som lider under sin ensomhed. Vi er i Chicago i 1930´erne. Kvindens lig graves op og bringes under videnskabskvinden doktor Cornelia Euphronious (Annette Bening) behandling til live igen. Den genoplivede kan intet huske og ved derfor ikke, hvem hun er. Men det er hende, Mary Shelley henvender sig til og igennem.

Den genopståede Kvinde hed Ida. Hun får af Frankenstein andre navne som Ginger (Rogers – en berømt danser i 1930´erne og 40´erne og dansepartner til Fred Astaire) eller Penelope (Penny). Men det bliver aldrig entydigt, hvem hun er! På et tidspunkt råber Frankenstein af fryd: ”Du er min! Men hvem er du?” Hun finder ud af, at hun har heddet Ida, men da forstår hun det mere som ID:A, identitet anonym!

Og så går det ellers over stok og sten. Hvor de kommer, efterlader de døde mennesker. Ikke med deres gode vilje, men hans uhyggelige udseende og hendes voldsomme og ekspressive tilstedeværelse giver dem folk på nakken og de møder voldelig modstand. De gengælder volden og snart er de på flugt som Bonnie og Clyde og Thelma og Louise. De er ikke gangstere, men de er anderledes og vil have lov at være til som anderledes. Men det er problemet. Det gives der ikke tilladelse til. Den egentlige storgangster spillet af Zlatko Buric, har det med at samle på tunger fra sine ofre. Han vil ikke høre kritik. Han korrumperer sine omgivelser ved brug af vold og magt. Han gør sine modstandere tavse.

Frankensteins kvinde er ikke bare hans brud. Hun er ikke bare en medhjælp. Hun er BRUDEN! Der opstår et forhold mellem de 2 genoplivede mennesker, der er fuld af kærlighed. Jo, filmen er en romantisk kærligheds film. Og så er den så meget andet.

Den er Mary Shelleys stemme bragt 150 år frem i tiden. Den er kvinders selvforståelse, hvor sætningen: ”Det vil jeg helst ikke!” bliver et mantra til selvbestemmelse. Den er et smukt billede på ensomhedens overvindelse ved et andet menneskes nærhed og nærvær. Den er ”de andres” stemme, dem, der har svært ved at træde i karakter i en konform verden.

Jeg er underholdt på et rimeligt højt plan. Der er vildt mange henvisninger til andre film, men det er tydeligt, at filmen ikke bare vil underholde filmentusiaster, den vil sige noget. Den har noget på hjertet. Den døde kvinde Ida genoplives for at trøste Frankenstein i hans sorg over sin ensomhed. Men hvem er hun? Frankensteins brud? Nej, hun er Bruden, som ser Frankenstein som et menneske, hun forstår og føler sig tiltrukket af. De bliver hinandens støtte og glæde, og den kærlighed, som de udlever, må ikke dø! Og det kan vi så tænke lidt over, mens monstrene Frankenstein og Bruden ved hjælp af videnskaben bringes i kontakt med hinanden igen.