Bugonia

I det gamle middelaldercentrum i den by, vi bor i, ligger én af de biografer, der bærer hele de seneste fem-seks årtier med sig, når man besøger den. Det er sådan en biograf, hvor man er der for at se film, man får noget ud af og kan bevare som oplevelse, indsigt og kundskab, og vi foretrækker den derfor for den plasticknitrende, popcornsstinkende større biograf, hvor man er der for at indgå i markedssamfundets forbrugscyklus med sine penge og få lidt stimulans, der kan holde til næste stimulans trænger sig på. Vi var i byen for at se “Bugonia”. Vi gik ned i kælderen til biografens lille Sal 2, forbi alle filmprops og bøger og videoer, som står på reolerne i den lille café, og da vi kom ind i salen, viste det sig, at det var en filmklubvisning. Vi hørte indlederen forklare, at det her ville være noget helt specielt. Det var det også. At dette perspektiv skal med, skyldes jo, at filmen kan ses med begge former for tilgang. Den gik også oppe i den store biograf med 11 sale på hovedgaden, hvor den kunne tjene det andet formål med at se film. Det er en hurtig voldsfilm, i en art komedieindpakning, der dog kun er morsom, hvor man synes sprængte kropsdele er sjove, og det er samtidig et uafrysteligt civilisationsportræt, man kan bære med sig ind i den mørke vinter i en tid, der også på anden vis er mørk.

“Bugonia” er en engelsksproget genindspilning af den sydkoreanske film “Save The Green Planet” fra 2003 af Jang Joon-hwan og handler om to unge mænd, der kidnapper en magtfuld CEO, fordi de mistænker hende for at være en alien, der hemmeligt ønsker at ødelægge Jorden. Filmen er en co-produktion mellem Irland, Sydkorea og USA og har Emma Stone, Jesse Plemons, Aidan Delbis, Stavros Halkias og Alicia Silverstone i hovedrollerne. Lanthimos er anset som en af ​​sin generations dygtigste auteurer og har et dusin film bag sig, dels engelsksprogede film, dels film, der indgår i den græske Weird-bølge, herunder Kinetta, Dogtooth og Alps er stærkt påvirket af hans græske arv. Udviklingen af “Bugonia” begyndte i 2020, hvor Jang var tilknyttet som instruktør og Will Tracy som manuskriptforfatter. Ari Aster kom kort efter med som producent. Jang trådte tilbage som instruktør (af helbredsmæssige årsager), men forblev executive producer. I februar 2024 tog Lanthimos over som instruktør i Jangs sted, mens Stone kom med i projektet både som skuespiller (den kvindelige CEO) og producent.

Vi bliver hurtigt klar over, at de to unge mænd, der minutiøst planlægger kidnapningen af den kvindelige CEO og udfører forbrydelsen, ikke er ligestillede. Den ene af dem har den anden i et solidt psykisk greb. Men vi forstår også, at han selv har alvorlige psykiske problemer. På et metaplan spejler den vold, han udsætter sine ofre for –  inklusive kompagnon, sambo og svagt begavede fætter – den vold, han selv har været udsat for tilværelsen igennem. De bor i en velbygget villa, der ligger temmelig øde, og som derfor er glimrende til både at skjule mennesker, der har pip i låget og de forbrydelser, de begår. Inden vi kommer hertil, har vi imidlertid fået et helt andet indtryk af de her mennesker og denne film, eftersom den indledes med en overvældende smuk blomsterscene, hvor vi ser bier bestøve en mark. Man ser to mennesker arbejde ved staderne som biavlere.

Bi-historien giver i filmens indledning de to yngre mænd mere kredit end de egentlig fortjener, for man tænker som beskuer, at ”når de er så velforankrede i naturen, så dygtige og kan noget så højt specialiseret som honningproduktion, så kan det ikke være helt galt.” Men det er det, og så er der ikke mere at sige, hvis man ikke vil tage hul på mange lag af spoilere i den komplekse og mange-dimensionerede fortælling, hvor man filmen igennem tvinges til at følge med i et skiftende fortællerperspektivs uventede påstande, og igen og igen bliver udsat for overraskende og særdeles velturnerede plottwists. Derfor må anmeldelsen nøjes med at lægge nogle perspektiver ind, der viser filmens næsten universelle forklaringsramme af det lille menneskes udsathed, ikke blot i familien, men også i samfundet, og dette, til trods for at filmens plakat næsten er den største spoiler af alle.

Bierne, som vi ser i begyndelsen, bliver symbol på en større sandhed. De er symbolsk og i virkeligheden en art opretholdere af det organiske liv på jorden i det omfang, vi er afhængige af deres bestøvning. Men de bliver også symbol på det liv den kemiske fabrik, som vores kidnappede CEO leder, og hvor vores mandlige hovedperson, hjernen bag forbrydelsen, i parentes bemærket er lagerarbejder, er i gang med at ødelægge. Her må man konstatere, at det jo er en sand karakteristik af livet på jorden, set ud fra et øko-desperat synspunkt. Selv bierne bliver imidlertid på fortællerplanet underlagt et skiftende perspektiv, når de på et tidspunkt indgår i vores hovedpersons voldsparadigme og bliver dræbere.

Det bliver en meget blodig film og en meget alvorlig film og på et thriller-niveau en meget seværdig film, når de onde planer rent faktisk udfolder sig i den retning, hjernen bag dem havde tænkt sig. Men der lægger filmskaberne så nogle aspekter ind i fortællingen, som gør, at vi må give filmklubbens indleder fuldstændig ret: Det her er helt specielt. Det er en film om konspirationsteorier, men det er også en film, som er fuldstændig sand på et dybt menneskeligt niveau og i et samfundsmæssigt perspektiv. Det er svært at tænke sig en vigtigere film lige nu.

Læs også ekko og Schwartz