Den sidste viking

Anders Thomas Jensens nye film, Den sidste viking, er ikke overraskende blevet vel modtaget såvel af dagbladenes og tidsskrifternes anmeldere som af publikum. Der bliver grinet sarkastisk i biografsalene. Forskellige næsten identiske karakteristikker er blevet lanceret: Ekstra Bladets Rene Fredensborg taler om ’folkekær voldskomik’, i Ekko lyder Niels Jakob Kyhl Jørgensens signalement ’absurd krimikomedie’ og samstemmende skriver Kim Skotte i Politiken at vi har at gøre med en ’ironisk voldskomedie’. Thomas Jensen er lidt af en folkehelt i det danske filmlandskab, og de mange fans kan uden videre skrive under på karakteristikkerne, der betoner at Jensens film er ikke-realistiske og tangerer folkekomedien. En form for opdatering af Olsen Banden, men Erik Ballings skæve karakterer er kørt meget længere ud hos Thomas Jensen. Er de karikaturer? Det tangerer men samtidig skal det med at Den sidste viking eksplicit tematiserer identitetspolitik – selvfølgelig med en skæv tilgang. Så man kan ikke overordnet sige, at Anders Thomas Jensens egne film er voldsballet udført af flade karakterer. Med i den bestemmelse skal så dog en sidekarakter som Flinke Flemming (spillet af Nicolas Bro) som på en og samme tid er uhyre høflig (’flinke’) og bastant voldelig. Han slår, før han spørger og undskylder bagefter. Denne sammensathed demonstrerer, at voldspersonagen pendulerer mellem det psykopatiske og tilpassede. På den måde er Flinke Flemming en del af Thomas Jensens univers.

Alle er unikke

Baggrunden for filmens leg med identiteten (og dermed det identitetspolitiske) fremgår af en nøglereplik: ”Alle er blevet unikke, alle har ret til deres egen unikke virkelighed” – et statement der i mine ører klinger af et reklameslogan for nogle år siden, hvor det hed: ”alle har ret til et fedt køkken”. Det er netop neoliberalismens appel til et diverst forbrug, som udgør det samfundsmæssige bagtæppe eller grundlag for den flerfoldige identitetspolitik. Individerne er mangefacetterede og mulighederne er derfor mange. Omvendt kan identiteten let bryde sammen, når den konfronteres med en ydre social virkelighed, der ikke er horisontal, snarere er den vertikaliseret og hierarkiseret. Det er et afgørende træk ved Anders Thomas Jensens film: De handler om afvigere som skaber eller flygter til lokaliteter, hvor de ikke udfordres af den normalvirkelighed, der har dømt dem ude. Det scenografiske rum dokumenterer pointen. Alle filmene foregår i særverdener, hvor næsten alt kan ske – det være sig i en hytte langt inde i en skov eller i en slagterbutik i en forfalden provins. De mandlige karakterer transcenderer den tyngende normalitet – og de er både oprørere og et spejl af den kultur, det samfund som de ikke passer ind i. I denne dialektik ligger efter min mening nøglen til Anders Thomas Jensens virke som filminstruktør. Han har i film efter film gestaltet det som den franske sociolog og filosof Michel Focault har kaldt for heterotopier. Men før jeg vil argumentere yderligere for denne tese, skal historien i Den sidste viking opridses, hvis der skulle være læsere, som ikke har orienteret sig i anmeldelserne eller set filmen.

’Man gjorde et barn fortræd’

Akkurat som i Blinkende lygter har hovedpersonerne haft en grufuld opvækst. Storesøsteren (spillet af Bodil Jørgensen) ser ud til at være blevet sparet for faderens brutale opdragelse, der gik ud over Anker (Nikolaj Lie Kaas) og Manfred (Mads Mikkelsen). Den sidste er mentalt afvigende, blandt andet mente han at han var viking, og for den bimlende gale fader (Lars Rantje) var det angstprovokerende, at den ene søn ikke passede ind i normaliteten. Faderen gennembankede følgelig i tide og utide de to drenge. Som bekendt kaster en belastende barndom lange skygger ind i et individs liv, således også i Den sidste viking, hvis plot drejer sig om den traumatiske barndom. Indimellem er der ekspressive flashback til drengenes uhyrlige barndom (også på den måde er der en klar forbindelse til Blinkende lygter). Som voksen røvede Anker en masse penge, men han er knapt nået hjem før politiet ankommer. Anker når dog at give Manfred nøglen til skabet med formuen og beder ham om at grave pengene ned ved moderens hus. Pengerøveriet udgør forudsætning nummer to for historien, der på nutidsplanet udspiller sig i det skrummel af et hus dybt inde i en skov og som næppe tilfældigt til forveksling ligner huset fra Psycho. Men selvom Manfred og Anker omtaler det som moderens hus, var det sandelig faderens domæne.

Historien starter således på nutidsplanet med, at Anker bliver løsladt efter at have siddet inde i 15 år. Han bedyrer over for politiet, at han ikke aner, hvor de mange penge fra tyveriet befinder sig. Hvad der på en måde er sandheden. En medsammensvoren særling, Flinke Flemming, melder sin interesse for de mange millioner, og så går den næsten vilde skattejagt. Ankers store hurdle er, at John nægter pure ethvert kendskab til de mange penge. Slet ikke så længe Anker nægter at anerkende, at Manfred nu er en helt andet, nemlig John med efternavnet Lennon. Han kan ganske vist hverken synge eller spille guitar som sit alter ego – det er ret sjovt, og jeg må indrømme, at Mads Mikkelsen viser, at han også kan spille imod sit image. De umage brødre drager afsted, men turen kompliceres af diverse festligheder, fx får de selskab af en aparte psykiater (spillet af Lars Brygmann), hvis tese er at John først vil kunne hjælpe Anker i det øjeblik den unikke verden John lever i bliver ophævet og forvandlet til at en lokal men reel virkelighed. Get Back hed som bekendt den forunderlige dokumentar om The Beatles’ indspilning af bandets næstsidste plade, og psykiateren mener, at John vil blive som forvandlet, hvis The Beatles kunne gendannes – forstås med andre mænd som lever i en parallelverden. En ’Ringo’ og ’Paul/ George’ (!), begge smuglet ud af psykiatriske klinikker, bliver indrulleret i løjerne, og når ’medlemmerne ’ får de dragter på, som The Beatles havde på omslaget til Sgt. Pepper-pladen, er lykken gjort.

Faderhuset

Det er ret langt ude og tilpas syret til at det fungerer. Moderens hus imidlertid fået nye ejere, en falleret designer (Søren Malling) og pensioneret fotomodel (Sofie Gråbøl), og hvordan tackler Anker at klare etableringen af ’Beatles’ og det umage ægtepar? Filmens identitetsleg inkluderer selvsagt også det par, som på den ene side er skildret som socialt blinde og selvcentrerede, hvad der rimer godt med filmens tematisering af en intrikat identitetsforståelse. På den anden side bliver det sammensatte hos dem i sig selv en vigtig pointe. Designeren er også børnebogsforfatter, men hverken på det ene eller andet område har han bedrevet noget videre; filmens epilog er imidlertid lagt i munden på den stereotype jazzelsker og designeren, som måske har mere i sig, end man skulle tro ude fra Søren Mallings gestaltning af såret narcissist. Sofie Gråbøls tvetydige karakter trækker i en lidt anden retning. Hun kan både pande folk ned (som tak for sidst i Blinkende lygter), og hun kan bilde sig ind, at hun er omsværmet og smuk. Men hun er for langt fremme i sin selvhævdende approach og ender med at blive banket til plukfisk, da Flinke Flemming selvfølgelig dukker op på ’ødegården’. Anders Thomas Jensens film foregår i en mandligt univers, og jeg kan godt se for mig en feministisk analyse af Den sidste viking, der dokumenterer, at kvindens rolle åbenbart er at blive tærsket. Den skæbne overgår både Bodil Jørgensens og Sofie Gråbøls karakter. Det ligner et mønster.

De andre rum som et troldspejl

Men filmens afgørende mønster ser jeg i det påfaldende faktum, at Anders Thomas Jensen endnu en gang har funderet sin historie i det heterotopiske. Michel Focaults tekst ”Andre rum” (1967) var oprindelig en tale holdt for arkitekter, og kernen i bestemmelsen af disse andre rum drejer sig om afvigende steder. De udmærker sig ved at de ”suspenderer, neutraliserer eller omvender mængden af sammenhænge, som er fastsat, afspejlet eller genspejlet gennem disse” (”Andre rum”, s. 89 i Slagmark nr.27).

Der er altså ikke tale om rene utopier (ikke steder) derimod om en række forskelligartede rum eller steder som implicerer andre regler end de herskende. De heterotopiske rum er både anfægtende og en spejling af verden udenfor. De ligner den omgivende verden men har dog andre regelsæt. De forudsætter ”et system af åbning og lukning, som på en gang isolerer dem og gør den gennemtrængelige” (s. 94).

Under disse afvigelsesheterotopier lister Focault som noget af det første psykiatriske klinikker og fængsler – to institutioner som Thomas Jensens mænd igen og igen er associerede med, her Anker og Manfred/ John og de øvrige medlemmer af ’Beatles’. Det viser sig (surprise!), at psykiateren er en undsluppet patient – måske en hilsen bagud til tysk filmhistorie? Sigende nok har Focault også andre rum som giver mening i forhold til Den sidste viking (og Thomas Jensens andre film). Kirkegården optræder også på listen, og i bogstavelig forstand viser det sig, at de to brødre har noget at grave efter tæt på psykohuset (tænk også på Adams æbler (!).

Thomas Jensen er flittig til at referere tilbage til kulturelle skatte, fra Abba, Beatles til von Trier (skoven i Den sidste viking minder om den vi så i Antichrist). For ikke at glemme Ove Ditlevsen fra Blinkende lygter. Gad vide om den vits ikke er en vigtig forklaring på den nye folkelige fornøjelse med Tove Ditlevsens forfatterskab. Focault lister biblioteket som en heterotopi, hvor der handler om at samle tiden op, og hvor der er rum for det fortidige, som stadig spiller en rolle i det samtidige. Filmens greb om det traumatiske kan man let se som en afledt effekt af det heterotopiske.

Endelig skal det med, at vi også på listen af afvigende steder finder biografen. Et lukket, imaginært rum hvor tilskueren på den ene side sidder sammen med en masse fremmede, men som på den anden side, specielt i nyere biografer, næsten kan opføre sig som hjemme i stuen, udstyret med popcorn og cola. Det private rum er blevet offentligt.

Forsvar for drømmerne

Den sidste viking er selvklart et forsvar for de marginaliserede. De er utilpassede, forsvarer deres sårbare identitet ved at benægte den ydre, alment anerkendte sociale realitet. John/ Manfred er ’imagine’ som et modbillede. I modsætning til Anker, Flinke Flemming og den fallerede ’fotomodel’ er John ikke voldsparat. Er det så en omvending af rygterne om at den pacifistiske Lennon privat var voldelig? Jeg stiller det kokette spørgsmål, fordi jeg vil mene, at Den sidste viking er fuld af referencer og betydning, som instruktøren leger med som puslespilsbrikker. Det rum han igen og igen konstruerer er konstitutionelt heterotopisk og imaginært. Jeg kan ikke se for mig, at Anders Thomas Jensens egne film nogensinde vil være funderet i gedigen realisme. Energien i filmene ligger i det sideblik, der følger med at insistere på at skabe en parallelverden, som i kraft af sit ironiske filter og heterotopiske karakter immuniserer mod kritik for voldsforherligelse og imod en kritik der siger, at imaginære forestillinger sætter normalvirkeligheden i parentes. På den måde vender instruktøren radikalt op og ned på drøm og virkelighed.

Tjek også Kinosaur