Det blå spor (O ultimo azul)

“Fremtiden er for alle” og lignende smukke slagord brager ud frahøjttalere i de fly, som krydser den blå himmel over Brasilien – og det er den: for alle…der er under 70 år! Embedsmænd og -kvinder pynter op udenfor de ældres usle boliger og uddeler medaljer til flittige arbejdere, der nærmer sig de 70 år. Tereza er godt tilfreds med sit rene, pæne hjem i den lille blikhytte, med sit liv i det hele taget, og selvom hendes rengøringsjob på det blodige alligator-slagteri i en konstant tåge af hedt vand med desinfektionsmidler ikke er det behageligste, kan det dog fremkalde en lille dans og en blid nynnen mens den livskraftige ældre kvinde skrubber og skyller; for dette er dog et job. Men en dag spotter myndighederne, at Tereza er over 70, og så skal hun, som alle de øvrige 70+’ere fanges ind, tvangspåføres en ble og en rygsæk med håndgribelig “ældrepleje” og i store trådbure fragtes til Kolonien, et åbenbart kæmpestort sted for gamle, et sted, ingen rigtigt kender noget til, da ingen nogensinde er vendt tilbage derfra. Så tæt på sit frie livs afslutning, at der er én ting, hun må opleve inden turen går til Kolonien, nemlig at flyve, og det lykkes hende, tragikomisk opfindsomt takket være den forhadte ble at flygte fra vagterne og de sviende ydmygelser, flygte ud i den frodige jungle og begive sig “til båds” ad dens floder mod en fjern, lille flyveplads.

Skipper på den lange tur ombord på den primitive båd er Cadu, en narko-tåget, junglesejlads-vant smugler og rusmiddel-erfaren fyr, der bogstaveligt åbner Terezas øjne for filmens titel: For “Det blå spor” er det slim, der produceres af en sjælden snegl- Når dette dryppes i et menneskes øje fremkalder det en klar, knivskarp bevidsthed om, hvad der skal ske i fremtiden; og så forstår Tereza at hun ikke bare vil flyve, hun vil leve, virkelig leve i sin nyfundne, arbejds- og pligtfri, men konstant myndighedstruede og -forfulgte frihed. Ved et lykketræf møder hun på sin sejlads ad Amazonas’ floder en “nonne”, Roberta, ligeledes 70+, og måske ikke helt en nonne, men hun har i hvert fald beholdt sin frihed og en god økonomi ved at sejle fra landsby til landsby og sælge elektroniske bibler. De to livs-, og frihedselskende ældre kvinder slår sig sammen i smukt, varmt venindeskab, forenet i den fælles kamp mod og flugt fra Staten, angsten for at blive indfanget og sendt til Kolonien. Netop fordi “Staten”, den almægtige magthaver og -udøver, er skildret så fjernt og diffust overføres de to kvinders angst for dette altovervågende, allestedsnærværende, skræmmende effektivt til publikum.

På trods af Terezas resignerede ro gennem (næsten!) alle de voldsomme, ydmygende begivenheder er filmens spændingsniveau konstant stejlt stigende, toppende med en sælsomt drømmeagtig kamp til døden mellem to vidunderligt smukke slørhalede fisk, visuelt tydeliggjort af, at den ene er hvid som mælk, den anden flammende rød, hvor kampens udfald afgør, om Tereza og hendes “nonne”-veninde overhovedet har et hjem – en frihed, ja, et liv efter kampen!

Man behøver ikke være 70+ for at føle glødende raseri og lammende hjælpeløshed over måden , “gamle” behandles på, og ikke kun, som her, i Brasilien, at løsningen på “ældrebyrden” simpelthen er at skaffe sig af med de ældre, men samtidig må man frydes over den ofte surrealistiske billedskønhed med øjeblikke af virkeligheds-lettende magisk realisme og med de ikke særligt dybt underliggende referencer til filmhistoriens store, syrede værker: Først og fremmest Coppolas “Apocalypse Now”, blot med ombyttet køn. Stemningen i filmens slut-øjeblik er den samme som i en anden road-movie, hvor to kvinder flygter mod frihed: “Thelma og Louise”: Opløftende, apokalyptisk, smertefuld!